Når hjernen svækkes

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke let at drage rundt i landet og fortælle om sit handicap, hvis man er ramt af en svær hjerneskade. Men i forbindelse med Hjerneåret får sønderjyske skoleelever nu alligevel mulighed for at komme i kontakt med mennesker ramt af epilepsi, skader efter et færdselsuheld, afasi, sindslidelser eller stofmisbrug. På computernetværket Skolenet Syd kan eleverne kommunikere direkte med en række mennesker, der har meldt sig til at svare på elevernes nysgerrige spørgsmål.

Netop nu har folk fra Amtscentralen i Sønderjylland travlt med at installere computere og modem hjemme hos de enkelte handicappede personer, og i ugerne 35 til 38 er det meningen, at de sønderjyske folkeskole- og gymnasieklasser skal arbejde med temaer om hjernen og hjerneskader.

- Det er svært og dyrt at få folk ud på skolerne og fortælle, og så kan nettet være et supplement. Samtidig kan det være, at eleverne måske spørger mere frit på computeren, mener pædagogisk konsulent Jan Brauer, en af folkene bag projekt 'Hjernespind'.