En ansættelse på Danmarks Lærerhøjskoles speciallæreruddannelse, med dertil hørende opgavelæsning, har gjort mig opmærksom på, at en 'ny' hovedmodsætning huserer i de studerendes hoveder. Den formuleres i et gebrækkeligt sprog: 'Sekventiel' kontra 'holistisk'. Forbavsende mange af de studerende slår et slag for 'holismen' - i læseindlæringsmetoderne. Men det skal nu ikke skille os ad, thi formålet med mit debatindlæg er ikke at tage parti på denne debats særlige præmisser. For mig at se er der nemlig tale om et kunstigt modsætningsforhold, som ydermere suger næsten al kraft til sig, sådan at et andet nyt pædagogisk slagord, undervisningsdifferentiering, taber terræn hvad angår 'mulighedsbetingelserne' i begynderundervisningen i læsning.

Om børn med læsevanskeligheder af den art, der førhen relativt hurtigt medførte forslag om specialundervisning, undervises efter den ene eller anden metode, er for så vidt et fedt (selv om 'sekventielle' metoder efter min opfattelse er både brugbare og nødvendige over for en del af netop denne gruppe elever). Da gruppen af elever med læsevanskeligheder altid har været der og altid vil være der, uanset hvilke metoder man anvender, så forekommer det mig imidlertid vigtigere at undgå, at disse elever mister deres selvtillid allerede det første skoleår. Og det gør de blandt andet fordi, klasseundervisningen ligefrem understreger, accentuerer, sætter i relief, at de ikke er så gode til at læse som de andre i klassen. Hvis man anerkendte dette faktum og tog højde for det fra starten via en ophævelse af klasseundervisningen til fordel for individuelle undervisningstilbud i læsning (og kun i læsning, i de øvrige fag er dette ikke nær så nødvendigt og påkrævet, i hvert fald ikke i de første skoleår) - ja, så er det muligt, at mange børns skoletid ville blive mindre plagsom, end tilfældet er nu. Og eleverne med læsevanskeligheder skal ikke nødvendigvis træne mere og længere end de andre, men have lov til at arbejde i deres eget tempo, ganske som alle de andre elever. Derimod ville det være en god idé, at man hurtigt fandt frem til, eller fremelskede, særinteresser hos disse elever og tilbød dem specialundervisning i dette . . . Trompetspil, skak, bordtennis, madlavning, breakdance, kinesisk, oliemaling, rygcrawl, you name it. At være god til én ting kan så kompensere lidt for, at man er knap så god til noget andet, eksempelvis læsning.

Individuelle undervisningstilbud i læsning kræver to eller flere lærere i klassen (med en dertil hørende vifte af grupperum), computerprogrammer i læseindlæring, løbende evaluering af læsestandpunkter med mere. Hertil kan blandt andet bruges nyuddannede speciallærere. Skulle en psykolog forvilde sig ind i de samarbejdende/samarbejdede team, ja, så kan man nok også finde en funktion til hende. Og hvis ikke man kan, så er det jo bare herligt. Man kan jo bruge os til så meget andet.

Ingrid Winther

psykolog

Århus