Tidligere skolestart

Venstre ønsker skolestartsalderen sænket fra syv til seks år

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Partiet Venstre har offentliggjort debatoplægget 'Fra pasningsgaranti til lærings- og udviklingsgaranti'. Det mest banebrydende i oplægget er et forslag om at indføre undervisningspligt, fra barnet er seks år i stedet for syv år, som det er i dag. Desuden ønsker Venstre en rullende indskoling, som man har det i New Zealand (Folkeskolen nummer 11, side fire).

Hvis det bliver ført ud i livet, vil forslaget hovedsageligt få betydning for de børn, der er født mellem 1. oktober og 31. december. De vil med forslaget skulle starte i 1. klasse, når de er knap seks år. Det er et år tidligere, end de gør nu. I dag kan eleven begynde i 1. klasse fra han/hun er fra knap seks år til godt syv et halvt. I Venstres forslag ændres dette til, at skolen kan begyndes, fra barnet er fra godt fem et halvt år til godt seks et halvt år.

Konsekvensen for alle andre børn er, at de begynder 1. klasse på samme tidspunkt som nu, men så til gengæld går i børnehaveklasse i et halvt til halvandet år. Forslaget lægger op til, at børnehaveklassen startes på barnets femårsfødselsdag, uanset hvornår på skoleåret barnet er født.

Venstres uddannelsespolitiske ordfører, Anders Mølgaard, siger til Folkeskolen, at der stadig skal være mulighed for dispensation, hvis eleven ikke er moden til at starte i 1. klasse. Det betyder i den yderste konsekvens, at børnene kan risikere at gå i børnehaveklasse i op til to et halvt år.