Jeg har svært ved at sige nej til spændende udfordringer. Jeg siger for let ja uden at tænke over konsekvenserne, svarer Ebbe Rosenberg efter at have tænkt længe over, hvad hans største uvane er. Et skævt smil viser, at der er masser af lune bag den ellers så rolige facade.

Ebbe Rosenberg er lærer på Vejlebroskolen i Ishøj ved København. Han er 50 år og har arbejdet i Ishøj hele sit lærerliv.

I 1977 begyndte Ebbe som nyudklækket fra Blaagaard Statsseminarium på Strandgårdsskolen, hvor der dengang var over 100 lærere. Den daværende skoleleder tog på hvervebesøg på seminariet, så det betød, at over en tredjedel af lærerne var unge og meget uerfarne fra Blaagaard.

På Strandgårdsskolen opstod der konstant nye massive problemer. Så rejste lederen. Så skulle 90 nye fremmedsprogede lige pludselig integreres. Og så videre. Der var over 1.000 elever. Tiden var meget intens, og efter ti år mente Ebbe Rosenberg, at han havde svedt og sørget nok på den skole.

I dag er tiårsdagen allerede passeret på Vejlebroskolen, som har 43 lærere og 590 elever - knap hver tredje er fremmedsproget.

Ishøj er et hårdt miljø med mange problemer, men Ebbe Rosenberg er glad både for arbejdet og for byen.

- Det er jo en udfordring at være lærer, siger han med en snert af ironi.

- Men man er ikke rig som skolelærer og enlig far. Så nogle gange kunne jeg måske have ønsket mig en karriere i det private erhvervsliv.

- Men det var nok blevet lidt for ensidigt, tilføjer han efter en tænkepause . . .

De bedste oplevelser ved at være lærer er, når man senere møder nogle af de elever, som man virkelig har kæmpet med, for at de skulle gennemføre et uddannelsesforløb.

- Det er godt at møde ham, man gav en ekstra chance på trods af unoderne, og han så siger: 'Det var godt, du holdt mig fast, Ebbe.'

Ebbe Rosenberg er oprindeligt fra det sydfynske - født og opvokset i Svendborg. Faderen var bødker, og moderen gjorde rent på Svendborg Sygehus. I barndommen hjalp han til med at løbe ud med smørdritler til mejerierne, han fiskede fra Svendborg Havn, roede og sejlede i det sydfynske øhav og læste bøger.

Ebbe forlod Svendborg, fordi det trygge miljø blev for trykkende. Han savnede større vingesus. Og det fik han. Livet har lært ham tolerance og respekt for andre mennesker uanset race og religion.

- Alt andet lige må det være lettere at være lærer på Sydfyn. Det er et slid at være lærer her. De fremmedsprogede, de arbejdsløse. Vi mærker fordommene. Selv i skolebestyrelserne citerer de Ekstra Bladet. Hvad med indvandrerne, gør de sådan, spørger de. Og hvad med det og det og det? Den kampagne har virkelig rodet op i noget herude.

Den syngende dialekt er væk efter 25 år øst for Storebælt, men den sydfynske tilbageholdenhed er der stadig. Kun når talen falder på foreningslivet og det organisatoriske arbejde i Lærerforeningen kommer der store armbevægelser, glans i de blåøjne og bandeord på tungen.

- Det værste er den ustandselige kritik af lærere. Der er så mange talenter blandt kollegerne, og folketingspolitikerne bakker ikke op. Det er en usaglig kritik, der standser meget godt arbejde. Mange lærere vender i stedet kræfterne væk fra skolen, siger han og fortsætter:

- Skal Danmarks Lærerforening overleve, er det sgu nødvendigt at gøre noget. Den skal ud og markere sig og skabe sig en ny profil. Det er mange år siden, at lærerne har været inde på Christiansborgs slotsplads. Man kunne måske godt gå ind og sige: Nu stopper I sgu med den usaglige kritik. Der skal være arbejdsro i folkeskolen, og I skal behandle jeres personale ordentligt!

Ebbe Rosenberg har altid været særdeles aktiv. Han har siddet med i kommunens byudvalg, har været formand for fælleslærerrådet i Ishøj, og han var kredsformand i godt tre år, mens det gik rigtig hårdt for sig med blokader.

En kombination af arbejde som bylærer og organisationsarbejde giver ofte en høj skilsmisseprocent. I Ebbes tilfælde forlod konen ham, selv fik han et sammenbrud. Siden har han været gift og skilt endnu en gang. I dag lever han alene sammen med sønnen Lasse på otte år.

I en del år har Ebbe Rosenberg holdt pause fra det fagpolitiske, først og fremmest for at kunne passe sønnen. Pausen er slut nu, for Ebbe er nemlig lige blevet valgt til tillidsrepræsentant på skolen.

Men ellers kunne idræt, idræt og idræt meget vel være mottoet for Ebbe Rosenbergs andre aktiviteter. Han har altid dyrket idræt, han underviser i idræt, han er næstformand for Ishøj Idrætssamvirke, sidder med ved bordet i Folkeoplysningsudvalget, og lige før sommerferien var han en af drivkræfterne bag et stort idrætsarrangement for alle 3.- og 4.-klasser i kommunen. Desværre regnede det, men på trods af vejret fik de omkring 500 elever prøvet lidt andre idrætsgrene end normalt - blandt andet petanque, sjipning, jollesejlads og trampolinspring. Arrangementet skulle skabe tættere kontakt mellem skole og de lokale foreninger, og nu - efter sommerferien - skal der laves noget lignende for flere klasser, og her kommer kricket, karate og gokart på programmet.

Ebbe Rosenberg er aktiv roer, og han var en af ophavsmændene til Ishøj Roklub, hvor han var formand i flere år. I dag bliver det mest til ture på vandet; andre må så tage sig af det administrative.

Herregymnastik er en anden interesse. Selv siger Ebbe, at han går på Sjællands bedste herrehold.

- Men det er snart også det eneste, fortsætter han tørt.

Holdet er lidt showpræget og dækker aldersgruppen 30-60 år. Sidste år lavede de et 'Disneyherreshow', som de optrådte en del med.

Ud over idræt hører musik, teater og rejser også til blandt de foretrukne fritidsaktiviteter. Ebbe spiller amatørteater og har blandt andet stået på scenen i et stykke om sangeren John Mogensen.

- Dem, der kender mig til hverdag, er nok forbavset over at se mig optræde. De siger sikkert, at den humor viser jeg ikke til daglig.

Ebbe har undervist i de fleste fag. Indtil sommerferien havde han fem forskellige klassetrin til idræt, og han var klasselærer for 10.a, som har kørt et brobygningsforløb. Han underviste klassen i dansk, idræt og kristendomskundskab.

Undervisningen foregår stille og roligt og uden de store markeringer.

- Som ung lærer har jeg selvfølgelig taget nogle konflikter med eleverne. Jeg har råbt og skreget, men med årene har jeg lært, at konflikter ikke kan løses her og nu.

Spørger man eleverne, mener de fleste, at Ebbe er god nok, men at han er lidt streng. Selv siger han, at så er det af den slags, som hans seminarielærer altid sagde, man skulle være: streng, men retfærdig.

Man er ikke lærer i 20 år uden at opbygge en vis facade. Det er svært, hvis man kun har eleverne nogle få timer om ugen. Det kræver tre-fire år som klasselærer for at lære hinanden rigtig godt at kende, mener han.

De fleste lærere i Ishøj bor ikke i kommunen, men det gør Ebbe. De sidste ni år har adressen været Brolæggerpladsen, som er en af gaderne i 'Gadekæret' - et stort område med socialt boligbyggeri. Det er lavt etagebyggeri med omkring 600 lejligheder i støvrøde og gule huse, der er bygget op omkring et stort gadekær. Overalt er der træer og buske.

- Jeg har boet i Ishøj i 18 år og er engageret i lokalmiljøet.

Ishøjs historie interesserer Ebbe, og han er da også med i den lokalhistoriske forening. Han kan fortælle både om Vestegnens mølleå og om modstandskampen i Ishøj.

- Det er tilfældigt, at folk bor her. Mange i Ishøj har ingen lokalidentitet. For eksempel er det meste af strandområdet bygget op i de sidste 25 år. Det er meget vigtigt for en kommune og dens borgere at have en lokalidentitet, og det er det, foreningen forsøger at skabe.

Inden Ebbe blev lærer, tog han en uddannelse på Nordisk Karosserifabriks kontor og lager i Svendborg. Han gik på handelsskolen i to år, men sprang så fra og tog i stedet Højere Forberedelseseksamen i Skårup.

Mens han gik på HF-kurset, arbejdede han som portør på Svendborg Sygehus og passede omstillingen en nat om ugen. Også dengang var han aktiv i teaterverdenen - på det tidspunkt var det med et rødt, politisk ungdomsteater.

Efter HF blev det til et halvt år på arbejderhøjskolen i Roskilde. I 1972 begyndte Ebbe så på Blaagaard Statsseminarium i København, men han blev hængende i Roskilde, hvor han samtidig arbejdede som portør. I 1974 flyttede han til Nørrebro i København, hvor han var ivrig boligaktivist.

Alle erfaringerne skal bruges i de kommende år, Ebbe overtog nemlig funktionen som skolevejleder på Vejlebroskolen den 1. august, og om få uger skal han dygtiggøre sig på området på Danmarks Lærerhøjskole. Det glæder han sig til.

At Ebbe blev lærer var lidt af et tilfælde. Han mødte mange spændende lærere på HF og på højskolen. Så han søgte ind både på den Sociale Højskole og på seminariet. Og blev optaget begge steder. I dag har han hverken fortrudt, at han blev lærer, eller at han flyttede fra Sydfyn.

- Jeg plejer altid at sige, at jeg aldrig kommer tilbage til Svendborg, men jeg kan da ikke udelukke at ende i en jolle på Lunkebugten som pensionist, siger Ebbe, inden han styrer den hvide, lidt slidte Lada mod fritidskollektivet i Småland i Sverige.

- Det er fantastisk at komme op til stilheden og naturen, når man lever sådan et komprimeret liv til daglig.

Det værste er den ustandselige kritik af lærere. Der er så mange talenter blandt kollegerne, og folketingspolitikerne bakker ikke op. Det er en usaglig kritik, der standser meget godt arbejde