Jo, du er ked, sagde frøken Ingerslev i gamle dages hyggelige 'Weekend-hytten'. Og hun fik hurtigt overbevist sin medspiller, der først ikke var ked.

Egentlig er jeg ikke ked.

Men jeg bliver det. Hver torsdag aften, for jeg kan ikke lade være at læse Folkeskolen.

Ned skal den, for pengene står i den.

For nylig læste jeg, at alle børn er velopdragne.

Det er bare dårlige lærere, der ikke forhandler med dem hele ugen. Og genforhandler om mandagen. Jeg blev ked, fordi det var en psykolog, der udtalte sig. Han ved jo bedst.

Forleden var det en 'multikunstner', der vidste bedst. Hvad han vidste, fandt jeg ikke ud af. Derfor blev jeg ked. Der må være noget, jeg ikke forstår. En anden torsdag var det de gamle lærere, man var ude efter. For at gøre mindst skade burde de for eksempel tage flere timer på biblioteket. Jeg er gammel og blev ked. Måske kan jeg blive kustode på skolens museum? Så var det en naturvejleder, der udtalte sig. Natur/teknik behøvede ikke at kost noget: Man kunne bare bruge krattet omkring skolen og det nærmeste vandhul. Gør jeg det hver natur/teknik-time i seks år, bliver mine elever kede.

Jeg er egentlig ikke ked.

Jeg kan godt lide at undervise. Jeg kan godt lide ungerne. Jeg føler mig ikke udbrændt.

Men jeg er alligevel ked.

Af tjenestetidsaftalen. Af øgede krav og øgede besparelser. Af dårligt indeklima. Af mangel på bøger. Af forældede bøger. Af mangel på udstyr. Af forældet udstyr. Af løfter om efteruddannelse. Af mangel på efteruddannelse. Af kritik i medierne.

Af kritik i min interesseortanisations fagblad Folkeskolen.

Jo, man bliver ked.

Da jeg læste, at Undervisningsministeriet betaler for at få lavet et lærervurderingsskema til eleverne - og Internettet? - blev jeg ikke bare ked, men også vred!

Det er lærerne, der i medierne får de dårlige karakterer for myndighedernes undladelsessynder, sendrægtighed og inaktivitet.

Henning Caspersen

Langå