Debat

Fra et sorømøde

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Helt indhyllet i og forblændet af sit ideologiske tilhørsforhold stillede undervisningsminister Ole Vig Jensen sig på sit sorømøde i spidsen for den danske folkeskoles undervisningsmæssige fiasko. Minsandten om det ikke er lykkedes for ministeren at overtale OECD til i fremtiden at lægge mere vægt på de såkaldte bløde kvalifikationer i evalueringsrapporterne. Som om det ændrer noget som helst ved det faktum, at vore kontante faglige kundskaber og færdigheder befinder sig på kælderniveau, og at hans lighedsideologiske åndsnivellerende ensgørende udelte folkeskole, der kun er meningsfuld i det omfang, den fagligt strukturerede vidensformidlende undervisning skubbes i baggrunden til fordel for den ustrukturerede fagtomme tværfaglighed, er den egentlige årsag til vores flove ynkelighed. I virkeligheden er OECD blevet bedt om i fremtiden at skjule kendsgerningerne med lidt forblommet skønsnak omkring vore elevers påståede fabelagtige, men aldeles umålelige evner til fællesskabshyggens, samarbejdets og den demokratiske samtales udfoldelse. Der er ganske enkelt tale om iscenesat snyd og bedrag af højeste klasse.

Ministeren er også citeret for at hæfte infamiteten 'det globale ræs' på de udenlandske stakler, der har formastet sig til at overhale os uddannelsesmæssigt, og som altså ikke er begavet med evnen til at se det værdifulde i at forsage faglig indlæringsmæssig stræbsomhed til fordel for vores hyggelige navlebeskuende, helhedsdyrkende snaksomhed hernede på vort jævne lave stade.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslev