Da jeg var barn, brugte jeg en del tid på at lægge kabale, oven i købet med helt almindelige spillekort. Min favorit var 7-kabalen. Enhver med adgang til en computer kender nævnte kabale fra skærmen. Men jeg brugte altså spillekort. Det havde både ulemper og fordele. En af ulemperne var, at når skidtet ikke ville gå op, skulle man samle alle kortene sammen i sine små barnehænder og blande dem for igen at lægge dem på nøjagtig samme måde som sidst. Ulempen blev dog opvejet af en af fordelene: Man kunne snyde. Ikke at jeg snød. Det kunne jeg ikke finde på, medmindre kabalen var gået helt i ged. Men jeg havde muligheden, og når alt kom til alt, gik det kun ud over mig selv. Jeg kunne vise min morfar, at jeg havde fået kabalen til at gå op, og så inde i mig selv føle mig som en rigtig skidt knægt.

I foråret blev der lagt kabale på Christiansborg.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen arbejder kraftigt på at skabe sig et navn som uddannelsesreformator. Det startede også meget godt. Minister Jensen stod i spidsen for en folkeskolelov, der bør regnes for noget af det bedst skrevne undervisningslitteratur i vor tid.

Desværre fulgte der ikke nær penge nok med ordene. Men når historikerne om et par hundrede år graver i det, vi kalder nutiden, er chancen for, at de vil finde et eksemplar af folkeskoleloven markant større end for, at de vil finde nogle frustrerede optegnelser fra en lærer i det sydlige Jylland.

Og så tilbage til kabalen på Christiansborg. Minister Jensen besluttede, at der skulle laves en ny læreruddannelse. Det var der ikke noget at sige til, og der var da også langt mellem de, der lovpriste Haarders værk fra 1991. Men om det nu også var utilfredshed med den eksisterende uddannelse, eller det var panik på grund af nogle læseundersøgelser og OECD-rapporter, er svært at sige. Nu skal tvivlen jo komme den skyldige til gode, så vi antager, at det var et ærligt ønske om at rette op på fordums fejltagelser.

Minister Jensen gik så i gang med kabalen. Han tog kortspillet frem fra 1991, rykkede lidt af et kort hist, limede det på et andet pist, kaldte et fag noget andet her og lagde nogle ting sammen der.

Alt sammen angiveligt for at styrke lærernes faglighed generelt. Han var faktisk godt tilfreds, og kabalen var gået op.

Men han snød.

I den gældende læreruddannelse vil en uddannet lærer med liniefaget dansk have haft sammenlagt 0,91 årsværk dansk og danskbeslægtede fag (eksempelvis skrivning). I den nye vil den samme lærer få 0,70 årsværk. Styrkelsen af fagligheden er svær at fåøje på. En lærer med historie som liniefag vil have haft sammenlagt 0,75 årsværk efter det gældende, dette tal er faldet til 0,55 årsværk. Og der kunne nævnes mere klamp.

Minister Jensen fik sin lov, og blev skrevet ind i historien. Men forudsætningerne var forkerte. For hvorfor skulle uddannelsen holdes på fire år, når det var indlysende, at det ikke var nok. Hvorfor tog man ikke fat på en af de væsentligste diskussioner i sammenhængen: Hvilke krav stiller vi til seminarierne? Hvor mange er der plads til? Hvordan kan vi få deres dagligdag til at hænge sammen, uanset om der er tale om år med behov for stor kapacitet eller lille kapacitet? Og hvordan kan de dygtige pædagogiske forskere, der er i dette land, indgå som en naturlig del af læreruddannelsen? Svarene får vi nok ikke. Men historikerne om 200 år vil kunne se mere tydeligt end Minister Jensen selv, at nok var folkeskoleloven ét skridt frem. Men læreruddannelsesloven var to skridt tilbage. Og det giver ikke et glorværdigt ry som den store reformator.

Peter Hindsgaul er lærer påØsterbyskolen i Vejen.