Debat

Styrk Danmarks Lærerforening

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening bliver aldrig styrket, når der blive ved med at dukke sager op, hvor medlemmerne og foreningens ledelse er i modstrid med hinanden, når det gælder fortolkningen af den politik, kongressen beslutter.

Medlemmerne har været tilskuere til tre episoder i de seneste par år. Imod kongressens vedtagelser besluttede foreningens ledelse, at aftaleretten blev delegeret til tillidsrepræsentanterne. Ledelsen forelagde også medlemmerne et overenskomstresultat, hvor andelen af den decentrale løn var blevet større, selvom kongressen var enig om, at den skulle være mindre.

Nu er der så problemer med kongresbeslutningen om brugen af den decentrale løn. Kongressen besluttede blandt andet, at udmøntningen af den decentrale løn skulle være fremadrettet, og nu har foreningens ledelse ifølge læserbreve i Folkeskolen anbefalet, at Vestsjællands Lærerkreds indgår en aftale om brug af decentral løn for et arbejde, der er udført i den foregående overenskomstperiode.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Medlemmerne bliver frustrerede, når foreningens ledelse bakker en politik op på kongressen for derefter at gå imod den besluttede politik et par måneder senere.

Der har indtil nu været bred enighed om, at Danmarks Lærerforening skal være en fagforening og ikke et fagforbund, men hvis ikke ledelsen af foreningen begynder at agere som en fagforening, så spår jeg, at vi i en ikke så fjern fremtid vil få en debat om dette emne.

Torben Jens Staffe

Vallensbæk