Lærerliv
0   315

En rigtig skolefrøken

Kakkelovnen skulle tændes i god tid, før børnene kom, så Krista Hviid måtte hver dag cykle til skole, så hun var der en time før, undervisningen begyndte.

Der var mangel på lærere, så de lærerstuderende blev sendt på græs i tre måneder. Krista Hviid fra Viborg kom på en lille skole mellem Ølgod og Tistrup i Vestjylland. Her var hun alene-lærer for skolens syv elever.

Artiklen fortsætter under banneret

Det var alt sammen i 1953.

På Birkevej - en stille villavej fem minutters gang fra Vestre Skole i Viborg, er der ikke brug for kakkelovn. Solen skinner på det rødbrune murstenshus, hvor Krista Hviid har boet siden 1964. Haven stråler af orden - ligesom alt andet i frøken Hviids hjem. Græsset, rhododendronerne og alle de andre blomster står nydeligt. Der er ikke en eneste tot ukrudt.

Krista Hviid er 70 år, og gåturen på fem minutter har hun taget mange gange. Frøken Hviid blev færdig på seminariet i Århus i 1954, og på anbefaling fra en af hendes seminarielærere blev hun ansat på Vestre Skole. De første par år forsøgte hun at få arbejde i Århus, men på trods af en fremragende udtalelse fra Viborg, ville de ikke have hende. Dengang var Århus populær, og kampen om lærerstillingerne hård. I dag, 43 år efter, er frøken Hviid glad for, at hun blev på Vestre Skole.

Fredag den 21. marts i år var skolens flag hejst. Der var gaver, vin og smørrebrød, men den festlige dag var også vemodig. Det var dagen, hvor frøken Hviid måtte sige farvel til sine elever i specialundervisningen og til kollegerne på Vestre Skole. Den 14. marts fyldte hun 70 år, og selvom hun gerne ville have taget ti år mere, så skal regler jo holdes.

- Det var svært at sige farvel, for jeg har haft så mange gode oplevelser. Men det er rart at kunne blive ved med at komme på skolen. Børnenes lille 'hej' betyder meget. Al den varme og forståelse, det er simpelthen dejligt. Det er så givende, hvis man åbner sig som lærer.

Da Krista Hviid begyndte på skolen i 1954, var månedslønnen på 729 kroner, og ugen havde 38 undervisningstimer. Der var over 30 børn i hver klasse, så al den klagen i dag om høje klassekvotienter tager hun roligt.

- Det er nok, fordi de ikke har prøvet det andet.

Krista Hviid har undervist i alle fag bortset fra fremmedsprog og fysik. De sidste tre år har hun udelukkende haft specialundervisning, og det appellerer til hendes hjerte.

- Jeg har altid haft det godt med eleverne. Nogle af dem har haft det socialt så dårligt, at jeg har fået lov til at tage mig af dem, siger hun og fortæller om en dreng fra 4. klasse, der var med hende hjemme en dag om ugen, hvor de legede og hyggede.

Krista Hviid har ingen mand, ingen børn, hverken cykel eller bil. Tidligere cyklede hun meget, men fra 1963 til 1972 var hun syg og solgte cyklen, fordi hun troede, hun aldrig ville komme op på sadlen igen. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad hun fejlede, men selvom hun havde det skidt i ni år, passede hun stadig lærergerningen. Da lægen endelig fandt ud af, at det var stofskiftet, det var galt med, blev hun frisk og ung igen.

- At være syg og så blive rask igen, det gør, at man bliver taknemmelig og glad for tilværelsen. Jeg er jo mere rask som 70-årig, end jeg var som 40-årig.

- Skolen og børnene, det har været hele mit liv, men jeg har selv valgt. Skolen har simpelthen givet mig så meget, at jeg slet ikke har haft brug for andet.

- Jeg har vænnet mig til at være alene. Det har artet sig sådan her, og så er det min opgave at få det bedste ud at det. Mit kristne livssyn har gjort livet positivt og dejligt.

Krista Hviid er født i en lille landsby nær Hobro. Forældrene drev en gård, og de var fem børn i søskendeflokken. Faderen ville gerne have været lærer, men der var ikke råd.

Krista Hviid gik ud af skolen som 14-årig og arbejdede først tre år derhjemme på gården, derefter gik turen til farbroderens plejehjem i Riis ved Givskud. Det blev også til tre måneder på Rønde Højskole.

- Min farfar sagde altid, at jeg ville blive lærer. Og så en dag på plejehjemmet i Riis sagde min farbror: 'Var der ikke noget om, at du skulle være lærer? Så se at gøre noget ved det!'

Krista Hviid fulgte opfordringen, og i 1949 blev hun optaget på seminariet i Århus. I præparandklassen, som det hed dengang. Der var 40 til prøve, og de optog kun 21, så frøken Hviid er taknemmelig over, at hun fik lov.

- Jeg var utrolig glad for undervisningen på seminariet og det at få lov til at læse igen efter otte år væk fra skolen, siger hun og husker som altid at få det positive med fra livets mange andre oplevelser.

- Jeg er også glad for at have prøvet det praktiske arbejde på plejehjemmet og på gården.

At være lærerinde har været en opgave, men også en gave for Krista Hviid. For hende er lærergerningen absolut et kald, og hun har følt sig meget forpligtet på det ansvar, kaldsbrevet pålagde hende tilbage i 1954.

Nogle vil måske sige, at en lærer på 70 år har svært ved at følge med udviklingen, og Krista Hviid har måttet stå model til flere skolelove. Men hun har altid gjort det bedste, hun kunne.

Meget af livet efter skoletid har været tilbragt bag skrivebordet i stuen, hvor hun har siddet og forberedt sig. Samtlige opgaver i alle de matematiksystemer, hun har brugt, er blevet regnet igennem, inden eleverne fik dem.

Hun har altid forsøgt at følge med. Men hun stoppede ved edb'en.

- Hvis jeg kan have min tavle og mit kridt, så skal jeg nok lære børnene det, jeg skal. Men skulle jeg have fortsat på skolen, ville jeg selvfølgelig også have lært edb.

Frøken Hviid er meget omhyggelig. Der skal være orden i tingene, og hun tolererede ikke, at eleverne bandede.

- Når der kom en ny elev i min klasse, sagde de andre: 'Her hos Frøken Hviid må vi ikke bande', fortæller hun.

Krista Hviid er på fornavn med kollegerne. Det er hun glad for. Men skolelederen kalder hun stadig ved efternavn, og eleverne blev ved med at sige frøken Hviid. Sådan det være, pliafstanden skal bevares.

Skolelivet har naturligvis også givet besværligheder. Men Krista Hviid mener, at man skal se på problemer som opgaver, der skal løses, og ikke som uløselige problemer. Man skal nå ind til det enkelte barn, og man skal se på det hele menneske, ikke kun på det faglige.

For Krista Hviid er der ikke noget, der hedder F-tid, U-tid og Ø-tid. Det er bare dejligt, når der er brug for hende, og så er det ligegyldigt, om det er i timerne, i frikvartererne eller derhjemme.

- Det bedste er samværet med børnene, det at få lov til at være noget for dem. Og jeg har altid sat stor pris på forældre-samtaler, kontakten betyder utrolig meget, siger Krista Hviid og fortsætter:

- Eleverne er anderledes end i 1954, men på en god måde. De er mere åbne og frie, men med gensidig respekt er den friere tone ikke noget problem. Det er ikke godt, at børn sidder og putter sig, jeg vil hellere have børn, der snakker. For dem kan jeg lukke munden på.

De sidste år, hvor Krista Hviid kun havde specialundervisning, lagde hun timerne efter, hvornår det var bedst for børnene.

- Jeg fik et skema udleveret med 20 timers specialundervisning og var ikke afhængig af andre timer, så jeg snakkede med elever og forældre om, hvornår de helst ville have timerne mellem 8.00 og 15.00.

Metoden betød, at Krista Hviid nogle gange har haft helt op til 11 mellemtimer på en uge, men hun har altid kunnet bruge tiden. Hun har været vikar, har vandet blomster, ryddet op og forberedt sig. Og i 38 år har hun passet lærernes kaffekasse.

Det værste for Krista Hviid har altid været, når hun følte, at hun ikke kunne slå til over for et barn, så er hun gået til forældrene, ledelsen eller skolepsykologen.

Selvom Krista Hviid er gået på pension, siger hun ikke helt farvel. En af kvarterets drenge, der går i 1. klasse, tager privattimer i dansk hos hende to gange om ugen. Og hver tirsdag og fredag tager hun stadig gåturen til Vestre Skole for at vande blomster og få sig en snak og en kop kaffe med de gamle kolleger. Det nyder hun.

Fredag er fast mødedag for skolens pensionerede lærere. Mange af dem kommer op til en kop kaffe i spisefrikvarteret. Nogle er der kun en enkelt gang om måneden, men Krista Hviid kommer hver fredag.

Resten af tiden skal bruges på at passe hus og have, og det foregår sindigt og roligt og uden elektriske hjælpemidler til haven. Der skal være god tid til tingene.

Tiden skal også bruges på håndarbejde og læsning. Rejser er ikke noget for Krista Hviid, hun har været i Norge to gange og i Sverige én gang. Det var rigeligt. Hun trives bedst i de hjemlige omgivelser på Birkevej.

Skolen og børnene,

det har været hele mit liv, men jeg har selv valgt. Skolen har givet mig så meget, at jeg slet ikke

har haft brug for andet

Mit kristne livssyn har gjort livet positivt og dejligt


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ