At Kaj ikke er her mere er svært at begribe, selv for os der på nært hold fulgte hans mere end et år lange, livslyst- og livsviljeprægede kamp mod en overmægtig modstander. - Tidlig morgen den 26. maj sov Kaj stille ind og på smukkest tænkelig vis bisattes han den 30. fra Vejlby Kirke ved Allingåbro.

Omkring 1. december 1955 kom Kaj og Birgit som unge, knap færdiguddannede lærere på besøg hos min kone og mig i den gamle Vejlby Skole i Allingåbro for at se på tjenestebolig og snakke ansættelsesmuligheder i en ledig stilling. Så godt mente vi at fornemme, at vi ville harmonere sammen, at det faktisk på stedet aftaltes, hvordan en fremsendt ansøgning ville kunne påregne absolut velvillig behandling. Resultatet blev da også som forventet, og ikke langt inde i 1956 startedes den Friis-Andersenske Allingåbro-tilværelse og et godt samarbejde og samvær.

Med absolut dækning for ordvalget bør det fastslås, at Kaj var den fødte lærer, for hvem det altid var en udfordring at ægge sine elever til indsats ved at liste dem i gang med, under stadig stykvisvejledning, at forsøge selv at finde vej frem. 'En lærer må altid være for doven til at gøre arbejdet for eleverne', var en af Kajs glade sentensudformninger - skønt dovenskab var det sidste, man med rette kunne pådutte ham.

Faget formning blev, begyndende med centraliseringen på den nyopførte Allingåbroskolen, det absolutte adelsmærke for Kajs folkeskolelærerindsats - og som intet andet det, han huskes og prises for af gamle elever her. Med inspiration i sin egen syslen med maleriet inspirerede han andre til at udfolde sig helt ud, så langt som evnerne rakte - men med selve udfoldelsen og glæden derved som noget væsentligt.

Efter en række år i folkeskolen valgte Kaj, med en omfattende videreuddannelse som baggrund, at lade sin kyndighed og indsatslyst og -vilje for formningsfaget komme kommende lærergenerationer til gode. Han søgte og fik ansættelse på Marselis Seminarium i Århus og oplevede nok her - jævnsides med kursusvirksomhed på Lærerhøjskolen - sine største udfordringer og glæder ved lærervirket. Og udtalelser fra hans gamle seminarieelever er i høj grad med til at rejse Kaj et taknemligt og skønt underviserminde, som vi fra folkeskolen tilslutter os af fuldt hjerte med et 'Æret være Kajs minde'.

KrErik Højbjerg