Debat

Sommerferie

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu har jeg sommerferie - tilmed i næsten otte uger. Bortset fra den sædvanlige forberedelse af næste skoleår kan jeg altså holde ferie.

Jeg har i flere måneder haft planlagt at ville skrive dette læserbrev på denne min første feriedag - før har jeg ikke haft tid!

Det er der to årsager til:

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I det forløbne skoleår har jeg skullet arbejde min årsnorm af på 36 uger, da jeg kun har haft timer på 9. årgang. Det betyder, at jeg har måttet arbejde fire timer mere end mine kolleger hver uge. Der er jo naturligvis (!) hverken tale om overarbejde eller afspadseringstillæg i den forbindelse.

Jeg har haft 25 U-timer, fortrinsvis bestående af dansk og samfundsfag i to 9.-klasser. (Jeg har ikke tidligere undervist i samfundsfag).

Af andre opgaver har jeg haft: klasselærerfunktion (i en meget krævende klasse), ekstra timer til gennemførelsen af projektopgaven, evaluering af projektopgaver i begge klasser (plus øvelsen i efteråret, som jeg ikke fik tid til), evaluering af individuelle opgaver i den ene klasse, fagudvalgsformand i dansk, medredaktør af skolebladet, miljøkoordinator, studietur (tre dage), eksamen i dansk i to klasser (38 stile, 38 diktater og forberedelse af samt afholdelse af fire prøvedage i mundtlig dansk), censor for tre klasser (fire dage - 55 elever - 45 tekster).

For at optjene en ugenorm - når man ingen undervisning har - skal man nemlig for eksempel afholde eksamen i to danskklasser inklusive rettearbejdet eller være censor tre gange! Jeg tror, alle må kunne forstå det urimelige i denne akkord. (Jeg ved godt, den er forhøjet til næste år, men er den rimelig?).

Skal jeg beskrive dette skoleår, har jeg været til teammøder, lærermøder, miljørådsmøder, redaktionsmøder . . . cirka to eftermiddage om ugen, jeg har cirka halvdelen af mine weekender skullet rette stile eller diktater, skrive udtalelser, indlæg til skolebladet, breve til forældrene om . . ., forberede eksamen . . . foruden den almindelige forberedelse, som jeg sjældent kan overkomme på hverdage.

Jeg har betalt min lange sommerferie med en meget høj pris:

- hjemmefronten er meget forsømt

- min arbejdsglæde i forhold til mit lærerjob er faldet i takt med, at min arbejdsbyrde er steget.

- min hverdag er kolossalt stresset.

Jeg vil lige indskyde, at fagfordelingen på min skole ikke afholdes som et 'ta' selv bord', men at vi er nødt til at tage, hvad der bliver, så jeg har ikke selv valgt at tage to 9.-klasser - men hvad om jeg havde?

I min naivitet troede jeg ikke, den nye tjenestetid kunne komme mig til skade (jeg har aldrig stemt for!), idet jeg jo altid havde været klasselærer, altid har haft store elever og eksamen, været aktiv i udvalgsarbejde, været på studierejser og så videre, så jeg var sikker på, at nu skulle jeg have tid til mit arbejde, men det er ikke blevet tilfældet!

Min situation er selvfølgelig ikke særlig interessant for andre end min familie, men når jeg ser rundt blandt mine kolleger, kan jeg ikke opdage nogen, som har fået det nemmere. Det hed en arbejdsomlægning, men sandheden er en anden.

Jeg vil hermed ønske alle en rigtig god og velfortjent sommerferie.

Ellen Margrethe Lund

Arden