Lad det være sagt med det samme! Den nye lov om læreruddannelsen er ikke Socialistisk Folkepartis (SF) kop te. Vores udgangspunkt var selvfølgelig som minimum status quo i de pædagogiske/psykologiske fag, bevarelse af det historiske/samfundsmæssige som fællesbasis for alle lærerstuderende samt kun tre liniefag, og gerne med tvangsvalg mellem dansk, matematik og engelsk, selvfølgelig med mulighed for at vælge både-og, ikke som et enten-eller. Vi har ikke fået noget af det!

Før jeg giver forklaringen på, hvorfor vi alligevel går med i forliget, vil jeg kommentere loven, som den ligger nu, og da især beklage den situation, som er opstået omkring dansk og matematik som liniefag. Det er - mildt sagt - grotesk, som den sag er blevet håndteret.

For det første må det undre, at man på den ene side rask væk taler om børns og unges identitetstab, manglende normorientering og rodløshed og samtidig fjerner noget så centralt som historie og samfundsfag som fællesfag. Netop i disse fag mødes fortiden med nutiden i en fælles dialog om fremtiden; i disse fag ser den enkelte sig selv som et individ i et fællesskab, der er midt i en proces, der er større end en selv, hvorved kravet om såvel ydmyghed som handlingsorienteret indgriben i samfundets udvikling kommer til at stå som netop dét, det burde gøre: et krav om forpligtelse over for såvel det enkelte menneske som samfundet som helhed, et krav om medansvar for eget liv, for naboens liv og for hele fællesskabet.

For det andet må det undre, at man skærer i de pædagogisk/psykologiske fag. Det må dog til enhver tid være videnssøgning, stoffets strukturering og - som det vigtigste - formidlingen af stoffet til børn, der er en lærers vigtigste opgave! Og det er nu engang i de pædagogisk/psykologiske fag, at fagdidaktikken bliver til indsigt og forståelse, og her, evnen til formidling skabes Nu flytter man centrum fra børnene til faget. Det er faget, der nu skal sikre børnenes personlige udvikling og deres dannelse.

For det tredje gør man nu samme fejl som med den nye folkeskolelov. Man søsætter en lov, som ikke er gearet til den virkelighed, den skal fungere i. Over halvdelen af seminarielærere er universitetsuddannede og har altså ikke den pædagogiske ballast, der skal til, når det pædagogiske, psykologiske og almendidaktiske skal føres ind i faget. Javel, der kommer en del efteruddannelse, men som med for eksempel faget natur/teknik efter, at loven er trådt i kraft!

Når vi i SF alligevel er gået med i forliget, skyldes det én ting. Uden os var loven trukket endnu længere i en fag-faglig retning. Vi synes ikke, at vi kunne lade det ske. For det andet føler vi en forpligtelse over for såvel fagforening som lærere og de lærerstuderende til ikke blot at smække med døren og lade den borgerlige fløj diktere indholdet af loven over for en minister, der har glemt, hvad ordet radikal betyder i skolesammenhæng.

Det er sagens kerne. Vi sidder med i det arbejde, der nu kommer, hvor loven skal udformes og indholdet beskrives. Og det ser vi som særdeles vigtigt, og vi vil gøre alt for, at vi kan være dette indhold bekendt over for den kommende generation af såvel lærerstuderende som de børn, der skal bruge en stor del af deres liv i skolen.

Ib Lohse

Gudhjem

lærer, og medlem af SF's uddannelsespolitiske udvalg