Særlige forhold

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Manglende ferieoptjening

Har du ikke været ansat hos ansættelsesmyndigheden hele optjeningsåret, har du kun ferie med løn i en del af ferien.

For den del af ferien, hvor du ikke har optjent ferie med løn hos din nuværende ansættelsesmyndighed, foretages der lønafkortning

Lønafkortningen i forbindelse med ferie sker som et fradrag i lønnen. Fradraget beregnes i henhold til aftale om lønberegning/lønfradrag for månedslønnet personale. Fradraget er på 1/1.924 af årslønnen for hver time, du skulle have arbejdet den pågældende dag. Da det er en feriedag, er den på 7,4 timer for lærere m. fl. Det samme er normalt gældende for børnehaveklasseledere. Hvis du er børnehaveklasseleder og skal holde ferie på skoledage, benyttes de særlige lønfradragsregler for børnehaveklasseledere.

Har du medbragt ferierettigheder og feriepenge på et feriekort fra et tidligere ansættelsesforhold, afholder du denne ferie i lønafkortningsperioden.

Har du ingen feriepenge eller ikke feriepenge til hele perioden, men har du modtaget ydelse fra A-kassen, kan du få feriedagpenge.

Et eksempel:

Andersen blev ansat som månedslønnet lærer på fuld tid den 1. august 1996. Andersen har til ferien fra mandag den 30. juni 1997 til søndag den 3. august 1997 optjent 77,10 ferietimer, som forhøjes til 78 ferietimer.

Andersen får i forbindelse med juli-lønnen et løntræk for den resterende periode af ferien. Da ferien udgør 185 ferietimer, skal der ske løntræk for 185 ferietimer ÷ 78 ferietimer = 107 ferietimer.

Andersen er aflønnet på løntrin 23.

Løntrækket = = 11.693,59 kr.

1.924 Har Andersen et feriekort for de første 7 måneder i 1996, hæves dette for at dække løntrækket.

Særlige forhold ved kollektiv ferieafvikling/skolelukning

Hvis kommunen har fastlagt en kollektiv ferieafvikling, så skolerne holdes lukkede i disse perioder, kan der opstå et problem.

Problemet opstår typisk, når en lærer flytter fra en kommune, hvor der kollektivt er afviklet 5 ugers ferie i sommerlukningsperioden, til en kommune, der har kollektiv ferieafvikling i f.eks. efterårs- og eller vinterlukningsperioden. I disse tilfælde kan læreren blive påtvunget yderligere frihed, men uden ret til løn- da alle feriedage jo allerede er brugt. Derfor vil der ske et løntræk.

Lukning af en institution, forvaltning mv. under kollektiv ferieafvikling medfører ikke nogen godtgørelse til ansatte, der ikke har mulighed for at placere betalte feriedage i lukningsperioden. Hovedformålet med denne bestemmelse i ferieaftalen er, at en arbejdsgiver ikke skal påføres særlige økonomiske byrder ved at ansætte en lønmodtager, der ikke har et tilstrækkeligt antal feriedage med sig ind i ansættelsen eller allerede har afviklet optjent ferie på et andet tidspunkt.

I den beskrevne situation er det ikke muligt at få feriedagpenge fra A-kassen, fordi det aftale-/lovmæssigt fastsatte antal feriedage med løn er opbrugt.

Hvad kan der gøres?

Der skal tages højde for problemet allerede ved ansættelsen og planlægningen. Det kan nemlig aftales, at den ansatte afspadserer overarbejde eller anvender flekstid de pågældende lukningsdage.

I folkeskolen kan dette ske ved, at dagene angives som F-dage, 0-dage, erstatningsfridage eller dage med Ø-opgaver på lærerens tjenesteplan. Den pågældende holder så ikke ferie, hun er i arbejde - blot uden U-opgaver.

Konsekvensen af at placere 0-dage kan selvfølgelig være, at der skal placeres tilsvarende flere opgaver de øvrige uger i normperioden - men læreren får ikke noget løntræk, da vedkommende jo er i arbejde i henhold til tjenesteplanen.

Hvis en sådan individuel ordning ikke er mulig, må dagene angives som feriedage på tjenesteplanen. De medregnes så i arbejdstidsopgørelsen med 7,4 timer pr. dag for en fuldtidsbeskæftiget eller tilsvarende mindre for en deltidsbeskæftiget.

Specielt lærere, som skifter ansættelseskommune, og alle tillidsrepræsentanter bør være opmærksomme på forholdet, så løntræk undgås.

Lærere, der er medlem af A-kassen og dagpengeberettigede, kan i de tilfælde tilmelde sig arbejdsformidlingen som ledige og modtage arbejdsløshedsdagpenge.

Barsel/adoption

Hverken faderen eller moderen kan afvikle ferie under barsels- eller adoptionsorlov. Hvis din orlov helt eller delvis løber over den ferieperiode, som ansættelsesmyndigheden har fastsat som lærernes, vil du have tid til gode, som skal afvikles efter orlovens afslutning.

Det anbefales, at der forud for barsels- og adoptionsorlovens påbegyndelse træffes aftale om feriens placering.

Sygdom

Sygedage i ferien betragtes normalt som feriedage. Er du derimod syg før tidspunktet for den aftalte feries begyndelse og stadig sygemeldt, når ferien begynder, vil du være berettiget til at få ferien suspenderet og udskudt.

For at kunne kræve ferien udskudt til senere afholdelse, skal du være syg, før ferien påbegyndes, dvs. senest på den sidste arbejdsdag inden arbejdstids ophør, og fortsat være syg på den 1. feriedag. Er der umiddelbart før ferien placeret en 'afspadseringsdag', sidestilles denne med en arbejdsdag.

Kredsene er opfordret til at aftale med ansættelsesmyndigheden, hvordan man skal sygemelde sig i tilfælde, hvor man ikke kan benytte den sædvanlige procedure.

Når særlige omstændigheder taler for det, kan ferien - når sygdommen opstår i ferien - suspenderes efter tilladelse fra ansættelsesmyndigheden.