Cykelhjelme som klassesæt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne skal have hjelme på, når de cykler i forbindelse med undervisningen på Toksværd Skole i Sydsjælland.

- Vi bor på landet, så vores elever cykler tit mindre ture, for eksempel når de skal i skoven. Vi har også tradition for, at eleverne kører på cykel, når de skal på lejrtur inden for en radius af 20-25 kilometer, fortæller skoleleder Finn Kofod.

I anledning af hjerneåret har den sydsjællandske skole anskaffet 30 cykelhjelme, der kan indstilles, så de passer til eleverne uanset alder.

Klassesættet har kostet 6.600 kroner, hvoraf Storstrøms Amt har betalt halvdelen.

- Vi håber, at flere lærere og elever køber deres egne cykelhjelme, når de opdager, at de faktisk er behagelige at have på, siger Finn Kofod og vurderer, at hver femte af skolens elever cykler med hjelm i dag.

Færdselskontaktlærer Preben Droob fik idéen til at købe cykelhjelmene. Det var også hans forslag at søge amtet om tilskud. Det kan andre skoler få glæde af.

- Nu har Storstrøms Amt afsat en pulje på 50.000 kroner til cykelhjelme, så andre skoler kan gøre som os, siger Preben Droob.