Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Jansens ansvarsflugt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mogens Jansen har i en periode på omkring 35 år på samme tid været formand for Landsforeningen af læsepædagoger og chefredaktør for tidsskriftet Læsepædagogen og ansat ved Danmarks Pædagogiske Institut - i mange år som direktør. Samtidig har han drevet en landsdækkende kursusvirksomhed om læsning samt været den person i Danmark, der har flest udgivelser vedrørende læsning (ifølge Danmarks Pædagogiske Biblioteks database: 187 udgivelser alene i perioden 1980-1992, hvor Mogens Jansen figurerer som enten medforfatter, forfatter, redaktør eller pædagogisk konsulent). Dette utrolig hurtigtarbejdende menneske, Danmarks førende læseforsker gennem 30 år, vil ikke påtage sig sit hovedansvar for Danmarks læsenød.

Siden offentliggørelsen af den internationale læseundersøgelse i 1992 har han angivet følgende grunde til læsemisseren: folkeskolelærernes manglende engagement, seminarielærernes dårlige undervisning, forældrenes manglende højtlæsning for deres børn, politikernes manglende bevillinger samt samfundets hurtige udvikling! I sin desperate kamp for at holde fokus væk fra sig selv og sit ansvar forsøger Mogens Jansen nu (Folkeskolen nummer 22) at få læsedebatten til at dreje sig om spørgsmål om generelle problemer i forbindelse med faglig læsning på mellemtrinnet. Hans manøvre vil dog næppe lykkes. Undersøgelsen fra 1991 viste jo klart, at Danmarks læseproblemer alene involverede de 25 procent svageste begynderlæsere, og flere og flere har i de seneste år erkendt, at problemet er opstået som følge af et generelt metodeskift i begynderlæseundervisningen fra omkring 1960, da man - med Mogens Jansen i spidsen - gik fra elementprincip til helhedsprincip (det vil sige fra lydmetode til ordbilledmetode) - og fra sammenbundet skrift til trykskrift. Dette skete samtidig med, at Jansens storsælgende læsebogssystem 'Huset Højbo' overtog Ole Boles marked. I sine lærebøger til seminarierne, Danskmetodik fra 1959 og Special- og begynderundervisningen i dansk fra 1961, nedtonede han kraftigt lydmetoden og den sammenbundne håndskrift i begynderundervisningen - de to vigtigste elementer i den grundlæggende læseundervisning, hvis man ønsker at hjælpe den fjerdedel af eleverne, der ikke - som de øvrige elever - kan lære sig at læse efter en hvilken som helst metode.

I 1972 konstaterede Mogens Jansen, at gruppen af meget svage læsere fra 1966 til 1972 var vokset til omkring 25 procent, hvilket netop svarer til størrelsen af den gruppe af børn i tredje klasse, der ødelagde det danske gennemsnit i den internationale undersøgelse tyve år senere. Han har ikke på noget tidspunkt i den meget lange periode, hvor han bar så mange betydningsfulde kasketter, taget initiativ til undersøgelse af, om der var en sammenhæng mellem læsekatastrofen - som han selv konstaterede i 1972 - og det radikale metodeskift i begynderlæseundervisningen, der bredte sig hurtigt i første halvdel af 60'erne - og som han havde hovedansvaret for.

Nu kan man vel ikke forvente af et ganske almindeligt menneske, at han skal medvirke ved opklaringen af et forhold, som afdækker hans eget hovedansvar for en national katastrofe. Men man må kunne forvente, at han har så meget skam i livet, at han under sin ansvarsflugt ikke forsøger at give andre samfundsborgere skylden i en så alvorlig sag. Errare humanum est, sed in errore persevare turpe est. Det er forkasteligt, når Mogens Jansen stadig bidrager til at forhindre en hurtig tilbagevenden til den eneste effektive metode i begynderlæseindlæringen: lydmetoden i forbindelse med sammenbunden håndskrift. Ældre læsere vil vide, at det var den metode, hovedparten af danske børn lærte at læse efter indtil omkring 1960, da den danske læseverden gik af lave.

Mogens Jansen var indtil 1995 direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, som stod for den danske del af den internationale læseundersøgelse, der blev udført i 1991. I 1992 - kort tid før de chokerende undersøgelsesresultater blev offentliggjort og placerede Danmark som nummer sjok blandt 27 industrialiserede lande - skrev Mogens Jansen, at der ikke var nogen grund til at tro, at danske børn læste dårligere end børn i lande, vi normalt sammenligner os med! Kunne vi dog blot blive fri for at høre mere fra dette utrolige menneske.

Lærer ved Brønshøj Skole.