Skolen er pigernes arena

Danske tiårige er glade for at gå i skole - især pigerne. Drengene har hovedet fuldt af andre dagsordener, mener forsker

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tiårige piger trives rigtig godt i den danske folkeskole - det synes de selv, og det synes deres forældre og lærere. Drengerollen i skolen er langt mere problematisk. De har hovedet fuldt af andre dagsordener, mener adjunkt Bo Ertmann, Danmarks Lærerhøjskole, som tror, at drenge gennem årene i daginstitution knyttes stadig tættere til kammeratskabsgruppen. De kan simpelthen ikke tage imod lærerens respons uden hele tiden at spekulere på, hvordan drengegruppen vil reagere.

En ny pædagogisk indgangsvinkel til de såkaldt urolige drenge er - ifølge Bo Ertmann - en af de store udfordringer efter det nordiske forskningsprojekt Opvækstnetværk, hvis resultater offentliggøres i denne uge. Projektet kom i gang i 1991 på initiativ af Nordisk Ministerråd, og det koncentrerer sig om ti-åriges liv i de fem nordiske lande. Omkring 1.800 børn har deltaget.

Det danske bidrag er skrevet af forskerne Bo Ertmann og Per Schultz Jørgensen, Danmarks Lærerhøjskole. Deltagerne i deres undersøgelse omfatter de 429 børn, der gik i 4. klasse på Greve Kommunes folkeskoler i foråret 1994.

I sammenligningen med tiårige fra de fire øvrige nordiske lande fremhæver Bo Ertmann, at de danske børn er de mest skolemotiverede - interessant i lyset af den løbende debat om danske skoleelevers faglige niveau.

De danske børn anskuer tilsyneladende også sig selv en del mere realistisk end børnene i de øvrige nordiske lande:

- De ser ud til at være endog meget selvrealistiske, viser vores triangulering med tre datakilder, nemlig børnene selv, deres forældre og lærere. De danske børn er markant mest realistiske i vurderingen af sig selv, både de dårligt fungerende og de meget velfungerende, siger Bo Ertmann og fremhæver denne selverkendelse som en stor social kompetence.

Men der er også punkter, der trækker den modsatte vej. Det er nemlig også et påfaldende mønster i de danske børns svar, at de ikke har tiltro til, at de selv kan påvirke deres situation nævneværdigt, og den del har forskerne vanskeligere ved at greje:

- Måske er der et stort normtryk i skolen, hvor børnene kraftigt oplever at blive mødt af klare og præcise forventninger. Den manglende tro på, at man kan påvirke sin egen situation, er jo i modstrid med vores opfattelse af den danske skole som meget demokratisk.

86 procent af Greve-børnene er glade for at gå i skole - 56 procent svarer, at de 'meget godt' kan lide at gå i skole, 30 procent kan 'godt lide' skolen, otte procent kan 'ikke lide' den, og seks procent kan 'slet ikke' lide at gå i skole. Men kønsforskellene er markante. 20 procent af drengene er negative over for skolen mod kun ni procent af pigerne.

Børnene er også blevet spurgt, om de ville ønske, at de 'slap for skolen' - 18 procent siger ja fordelt med 22 procent af drengene og 16 procent af pigerne.

Forskerne har kigget på, om der er sammenhæng mellem børns trivsel i skolen og henholdsvis faglig dygtighed, lærerforventning, social baggrund og socialt netværk i form af kammeratskaber.

Greve-eleverne ligger normalt fordelt i den matematikprøve, som indgik i testen. Men de elever, der scorer lavt i matematikprøven, er lige så glade for at gå i skole som de elever, der scorer højt i prøven. Der har simpelthen ikke kunnet spores nogen sammenhæng mellem skoletrivsel og faglig dygtighed. Derimod viser undersøgelsen klart, at elever, der kan lide at gå i skole, vurderes mere positivt af læreren. At en elev deltager aktivt og positivt i undervisningen kan altså tilsyneladende være med til at give læreren en opfattelse af, at eleven er dygtig fagligt.

Forskerne har ikke fundet nogen direkte sammenhæng mellem familiens sociale situation og skoletrivsel. Men det får langt fra Bo Ertmann til at konkludere, at tiåriges skoleliv er upåvirket af deres sociale baggrund. Han mener blot, at sammenhængen er mere kompleks - at det for eksempel er afgørende, hvor megen støtte børnene får hjemmefra.

En tydelig sammenhæng fandt forskerne derimod mellem skoletrivsel og barnets evne til at finde venner i og uden for skolen. Sammenhængen er faktisk stærkest, når det gælder kammeratskaber uden for skolen, således at børn, der har let ved at få nye venner og danne sig et netværk, trives bedre i skolen end andre børn.

En overordnet idé bag projektet har været at interessere sig for sociale kompetencer som en vigtig side af børns liv, der spiller tæt sammen med de rent kognitive færdigheder. Forskerne taler om skolen som en social arena, hvor eleven har en rolle. De tiårige er blevet stillet en række spørgsmål, hvor de skulle definere sig selv i forhold til den klassiske flinke elevrolle - jeg holder orden på mit bord, jeg laver lektier i sidste øjeblik og så videre. Pigerne så langt hyppigere end drengene sig selv i 'flinkerollen' - og tilsyneladende uden at det generede dem.

Drengenes rolle viser sig langt mere problematisk, de er ikke i samme grad flinke elever, og konflikterne i forholdet til læreren påvirker også deres vurdering af egen kompetence og deres holdning til det at gå i skole.

De tydelige kønsforskelle gør sig ikke gældende i undersøgelsen af børnenes deltagelse i fritidsaktiviteter og venskaber uden for skoletid. Kønsforskellene dukker op i de voksenstyrede aktiviteter, men udjævnes i de arenaer, hvor børnene selv har styringen.

- Vi er nødt til at aflive nogle myter om folkeskolens urolige drenge, mener Bo Ertmann, som synes, at den nordiske undersøgelse følger godt op på Niels Egelunds og Kim Foss Hansens nyudgivne rapport om de urolige børn i skolen.

- Man kan spekulere på, om det ikke udvikler sig til en ufrugtbar, negativ spiral, hvis drenge bliver negativt sanktioneret i tiårsalderen, påpeger Bo Ertmann.

- Jeg tror i virkeligheden, vi skal flytte fokus væk fra drengene og udvikle pædagogikken til at møde drengenes behov. Vi må anerkende, at det er mere komplekst end bare simpel ulydighed og manglende evne til at indordne sig. Læreren føler, at de ikke hører efter, men i virkeligheden har de bare lige et par dagsordener mere - det mønster må vi tænke ind i pædagogikken.

Powered by Labrador CMS