Debat

Balancegang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommentar til 'De faglige muskler'.

I 'Kommentar', Folkeskolen nummer 19 har Geo Horn kigget i sin krystalkugle og kommer med et bud på fremtidens folkeskole.

Man kan konstatere, at med den forestilling om fremtidens skole bliver der ikke brug for den traditionelle faglighed. Er den virkelig så umulig? Det er rigtigt, at den kan være reproducerende og konventionel, og hvis den kun er det, er formen dårlig. Jeg mindes af den grund fire år i 'realen' uden begejstring. 'Tilværelsesoplysning' var der intet af. Men en generel afvisning af reproduktion forstår jeg alligevel ikke. Er det ikke at gå i den modsatte grøft? Hvis man på en nogenlunde overkommelig måde skal nå frem til at få en grundlæggende viden, er reproduktion da vist en nødvendighed. Er det muligt at være kreativ på et fagligt område uden en baggrund, som støtter sig til et fundament af viden erhvervet ved reproduktion? Fremragende forskere, arkitekter og malere har også stået i mesterlære.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg tror, at det bliver meget svært uden, og jo bedre læreren er funderet, jo bedre og hurtigere kan hun/han levere varen, så eleven kan komme til. Man kan ikke undgå skidt, kliché eller udfordre ortodoksien uden at kende fænomenerne, og derfor skal man have hjælp til at lære dem at kende. Tilsvarende gælder det, at man ikke kan sætte spørgsmål ved rutiner og almene sandheder uden at kende dem. Det er vigtigt at sætte disse spørgsmålstegn, men det forudsætter en viden, som man for mig gerne må kalde reproduceret og konventionel. Uden den kan vi for nemt vildføres.

Hvordan skal vi, som Geo Horn skriver, kunne 'tænke i komplekse baner' uden mesterlæren, som skal give os grundlaget at gå ud fra?

Kan man 'se ind i hinandens tanker' uden det fælles gods, som blandt andet leveres gennem en styrkelse af de faglige 'muskler' hos den nye generations lærere?

Hvis vi følger Geo Horns vision, ser det for mig ud som om, at 'helheden' i elevernes udvikling skal opnås i kraft af undervisningens form mere end ved lærerens faglige mellemkomst. Denne afvisning af, at man skal være elev, før man bliver mester, har de sidste 25 år leveret nationen tilstrækkelig megen middelmådighed. Der må kunne skabes en rimelig balance mellem form og indhold.

Henry Iversen

Taastrup