Indledningsvis tilslutter jeg mig gerne psykolog, cand.pæd.psych. Erik Thyge Nielsens filosofiske udgangspunkt, at 'virkeligheden og dermed mennesket er, hvad der kommer ud af vort møde med virkeligheden'. Det er jo også derfor, at en virkelighedsopfattelse, som anført af mig, kan arte sig, som udsprang den af bondens sjæl. Virkeligheden er dybest set en subjektiv affære. Men når Thyge Nielsen så via dette udgangspunkt giver refleksionen så meget frit løb, at han med et herskende politisk flertal bakket op af fortænkte pædagogiske systembyggere ender med at overtage et gammelrevolutionært abstrakt-ideologisk lighedsideal og presse det ned over hovederne på den danske befolkning i form af en udelt, ensgørende og dermed åndsnivellerende folkeskole, der taber de svage og giver pokker i de stærke, blot fordi hele den danske befolkning skal tvinges til at overtage hans subjektive virkelighedsopfattelse, så tjener også han menneskeundertrykkelsens sag.

Noget mere renfærdig og i modsætning til ovenstående forekommer den kierkegaardske opfattelse, hvorefter virkeligheden er et spørgsmål om det enkelte menneskes afgørelse og ansvar. For ifølge denne opfattelse bør folkeskolen i respekt for menneskets egen afgørelse 'nøjes med' at forsyne børnene med så megen paratviden og så mange færdigheder som muligt, hvilket fordrer en delt skole i lighed med den nu så forhadte realskole. Efterfølgende bør skolen så i al beskedenhed overlade det til børnenes egne afgørelser og ansvar at danne deres helhedsopfattelser, frem for som nu at fortrænge den vidensformidlende undervisning og bruge uforholdsmæssig megen tid på ved hjælp af fagtom tværfaglighed at skulle tilgodese et lighedsideologisk ensgørelsesprincip tilsagt lidt halvreligiøst, helhedsdyrkende tidsfordriv.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør

Brønderslev