Gentagelsens magi

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Solen står op, og solen går ned. Dag efter dag. Som et rødt cocktailbær, der sænkes blødt op og ned i en Tequila Sunrise. Vi vågner, står op, spiser morgenmad, arbejder, slapper af, spiser frikadeller og efter tv i seng. Dag efter dag. Vi ser på de samme ansigter. Vi siger de samme vittigheder og griner. Vi hører de samme vittigheder og forstår dem ikke. En symfonisk variation over det samme tema. Dag efter dag. Hvordan kan folk dog klare dette monotone liv? At se de samme ansigter hver dag, opleve det samme, leve sammen med en bestemt mand eller kvinde år efter år?

Søren Kierkegaard, vor store danske filosof, var ikke ligesom alle os andre særlig imponeret af opdagelsesrejsende, pionerer eller folk, der vandt sig hæder og ære ved vilde bedrifter. Den store helt var i hans øjne ham eller hende, der kunne se det nye i gentagelsen. Gad vide, hvor mange ægtefolk der ser hinanden? Jo, de spiser sammen og elsker nu og da sammen og kan også finde på at snakke med hinanden. Men alligevel er mange blevet så vant til hinanden, at de ikke ser hinanden.

En kvinde kom hen til sin mand, der, som man godt kan forstå, evig og altid sad og så Eurosport: Jeg vil skilles, sagde hun. Manden lod modstræbende øjnene glide bort fra skærmen, så forbavset på hende og udbrød: Jamen, hvad med børnene? Vi har ikke nogen børn! skreg hun.

Så lidt kan man lægge mærke til hinanden. Hvem lægger mærke til, at solen står op? Det plejer den jo. Man bliver regnet som noget af en idiot, hvis man farer ophidset ud af sit parcelhus tidligt om morgenen og skriger: Solen er stået op. Halleluja!

Er der nogen tv-kanal, der bare på et eller andet tidspunkt har fået den ide, at det er en nyhed, at danskerne stort set alle sammen hver aften kan gå mætte i seng? Ugens største nyhed i medierne er som regel, når en forsker har fundet ud af, at seks-otte kilo rå broccoli om dagen muligvis modvirker lungecancer.

Pointen er, ifølge Søren Kierkegaard, at kunne se det nye, det overraskende i det, der gentager sig dag efter dag. Vi kan derfor ikke drømme om andet end, at vi må være i stand til at finde det nye og overraskende i det gamle og velkendte. Også når vi, for eksempel i ægteskabet, har kendt hinanden i 10, 20, 30, 40, 50 år. Det er kærlighedens opgave. At kunne se sin elskede ny og som for første gang, når man ser på hende for treogtyvendemilliard gang. Eller kunne høre på sin mands drømme og meninger, som udtalte han dem for allerførste gang, selv om man har lyttet til nøjagtig de samme tanker og meninger måned efter måned.

Kærligheden gør det vante nyt. Midt under maden ser man sin kærestes øjne, smider gaffel og kniv og skriger: Oh, my God, hvor er dine øjne smukke. De er skønnere end Marilyns Monroes blå svømmebassiner, klarere end Nordstjernen, mere gådefulde end mælkevejen.

Eller man lytter til sin mand og siger: Jeg har hørt dig sige det, du siger, mange gange før. Ja, faktisk hver dag. Men fordi jeg elsker dig, er dine meninger stadig nye for mig, ligesom din krop, som jeg kender bedre end totabellen.

Livsintensitetens centrifugale kraft er jo netop at lade sig forbavse og begejstre af gentagelsen.

Den samme krop med bodegamave og dansehåndtag og operationsar og elastikker omkring de visnende hæmorider. Men alligevel ny og spændende. De samme ord sagt tusindvis af gange til den elskede: Jeg elsker dig.

Og når de siges på ny, er det alligevel, som om de bliver sagt for allerførste gang. Jorden er ikke gammel. Den er ung som i skabelsens tid. Alt er på en måde nyheder. Det er en nyhed, at lyset kan besejre mørket, når den første morgenrødme får magten. Det er en nyhed at høre børnene vågne op omkring sig. Hvad er det i grunden for nyheder, vi leder febrilsk efter i medierne? Kunsten er netop at kunne finde nyheden i det, der gentager sig hver dag . . .

Poul Joachim Stender er sognepræst.

Powered by Labrador CMS