Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Græsmåned
April hed i ældre dansk græsmåned. Det er ikke svært at forestille sig hvorfor. Men ellers er de gamle månedsnavne udtryk for et nationalt kompromis mellem hedenskab, kristendom og gammelt, dansk bondeliv, ikke sandt?
januar: glugmåned
februar: blidemåned (blid: skinnende)
marts: Tormåned
april: græsmåned
maj: maj
juni: skærsommer
juli: ormemåned
august: høstmåned
september: fiskemåned
oktober: sædemåned
november: slagtemåned
december: kristmåned
De lærde betjente sig af latin og brugte månedsbetegnelser som de nuværende. Og da der i 1700-tallet var tendenser til fordanskning af en lang række faglige udtryk, vakte det forargelse hos mange. Den lærde historiker Hans Gram (1685-1748) kunne ikke tage talesproget alvorligt som normerende instans, men henholdt sig til skriften, hvor jo ingen brugte de folkelige betegnelser: 'De lumpne Nafne Glugmaaned, Blidemaaned, Slagtemaaned etc. hafve i 400 Aar aldrig været brugelige i noget ærligt skrift.' De har ingen autoritet 'uden i Bonde-Practica', og de 'deriverer sig fra vort gamle Hedenskab'.
Andre videnskabmænd ønskede derimod at bygge bro mellem fagene og folket. Filosoffen Fr. Chr. Eilschouv (1725-1750) gjorde gældende, at forskerne skulle kunne formidle på dansk, ikke kun for folkets skyld, men også for deres egen, idet han anså 'intet tjenligere til at skille Avner fra Kornet, Ting for Ord, Visdom fra Sladder end at foredrage sine Tanker og filosofiske Lærdomme paa et Sprog, som alle forstaa'.
Denne opfattelse deler
Professor Higgins
