Paulo Freire død

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Paulo Freire, 'befrielsespædagogen', døde 2. maj i S~ao Paulo, Brasilien. Han blev 75 år.

Paulo Freire var en af de mest fremtrædende undervisere i Den Tredje Verden og blev især kendt for sit værk 'De undertryktes pædagogik', hvor han taler om undervisningens betydning for de dårligst stillede. Undervisning virker som en kulturel revolution, der befrier de dårligst stillede, mente han.

Hans mere end 25 værker er oversat til 35 sprog. På dansk er udgivet 'De undertryktes pædagogik' i 1973, 'Kulturaktion for friheden' i 1974 og 'Håbets pædagogik' i 1994.

Freire blev fængslet og tortureret under militærkuppet i 1964 og levede derefter 14 år i eksil. Han vendte tilbage til Brasilien i 1979.

Nogle af hans teser om uddannelse var, at man ikke kan forandre undervisningssystemet, hvis man ikke også forandrer samfundssystemet. Tingene hænger sammen. Han sagde også, at man ikke bare kan tale om uddannelse uden at tale om uddannelse om hvad, uddannelse til glæde for hvem og uddannelse imod hvad.

Paulo Freire underviste indtil sin død på Det katolske Universitet i S~ao Paulo.

Folkeskolen bragte et interview med Paolo Freire i nummer 45, 1996.