'Alle har brug for løbende at holde sig fagligt ajour', formaner Thorkild Thejsen i Folkeskolens leder i sidste uge. Ja da, men der findes andre og bedre måder at gøre det på end gennem formel efteruddannelse. Især så længe de teoretikere, der skal efteruddanne os andre, i den grad ofte selv trænger til efteruddannelse - i klasseværelset hos 1.a på fuld tid.

Thejsen har ret i, at der kan være megen god mening i at lærere, der er løbet trætte, kommer ud af klasseværelset og får vejret igen; at der gives kurser i læsepædagogik, projektopgaver, computere, natur/teknik og så videre. Det til trods for, at effekten af kurserne er vildt overvurderet, og de problemer, lærernes fravær skaber for afviklingen af den daglige undervisning, tilsvarende undervurderet.

Det er koblingen mellem lokalløn og efteruddannelse, der er helt gal. For det første er det unødvendigt at lokke lærerne på kursus. Vi vil jo selv. For det andet er det en hån mod de lærere, der konstant opdaterer sig uden kurser, fordi de brænder for deres fag og deres arbejde. Og for det tredje er det den sikre vej mod opløsningen af korpsånden på lærerværelset. Især da, hvis diplomuddannede katederunddragere skal til at belære tidligere kolleger om, hvordan undervisning, de selv flygtede fra, skal udføres - og tilmed score kassen på det. Jeg noterer med glæde, at kongressen netop har undsagt denne udvikling. Hovedstyrelsesflertallet kan godt stikke piben ind igen.

Undersøgelsen om urolige børn viser, at det ikke er de ældre lærere, men de unge nyuddannede, der har de største problemer i det daglige arbejde. Den lange praksis batter meget mere end det friske eksamensbevis i klasseværelset. Uanset hvor meget det kommer den uhellige alliance mellem efteruddannelseslobbyen og DLF på tværs.

Niels Christian Sauer

Karlebo