Debat

Katederunddragelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tak til Niels Christian Sauer for den sobre og velskrevne kommentar i Folkeskolen nummer 18. Lærernes arbejdsgivere vil åbenbart gå meget langt for at forsvare decentral løn som et redskab til at skabe kvalitet. Man skal vist være i god afstand af klasseværelset for at kunne tro på den slags!

Undertegnede er uddannet lærer og underviser i erhvervsskolesystemet, hvor lokalløn har været anvendt i flere år, og jeg kan fortælle, at den fremmer ikke kvaliteten. Derimod skaber det en følelse af forbigåelse, når man i lange perioder knokler på overtid med eleverne, for derefter at se lokallønnen gå til dem, der fortrinsvis laver alt muligt andet end undervisning. Thi det kan være vanskeligt at profilere sig på, at man bare passer sit arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt.

I erhvervsskolen er der faktisk mulighed for at aflønne særskilt for overtimer, opgjort hvert halve år. En ekstra indsats kan således måles direkte og objektivt. Hvorfor så disse løntillæg? Alle lærere er naturligvis ikke lige dygtige, men hvem skal vurdere den slags? Eleverne måske? For min skyld må der da gerne være lønforskelle, men lønniveauet skal fastlægges ved ansættelsen ud fra formelle kriterier som anciennitet og fag. Ikke efter skolelederens aktuelle skøn. Det virker vilkårligt, og det er og bliver fedterøvstillæg.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der er ingen grund til at præmiere perspektivløse prestigeprojekter og rekreativ efteruddannelse. Derimod er der hårdt brug for at forbedre vilkårene for dem, der dagligt bærer skolen oppe gennem lange, seje træk.

Knud Brønden

Ry