0   159

Smil du er på

Det moderne barn er hele tiden på, og læreren skal konstant kæmpe for at gøre sin erfaring til genstand for læring

Artiklen fortsætter under banneret

Når direktøren for Danmarks Pædagogiske Institut, Lars-Henrik Schmidt, i dagspressen bliver citeret for at udtale, at børn i dag er egoistiske, bliver han irriteret: Børn i dag er helt klart ikke egoistiske, fastslår han. Men de er 'selvtematiserende' - og det er noget helt andet.

- At børn i dag er selvtematiserende betyder, at de hele tiden er opmærksomme på, at de er på!

- Det moderne barn går ikke forbi en gammel dame, der er faldet, men hjælper hende omsorgsfuldt på benene, hvorefter det stolt ser sig om for at være sikker på, at der var nogen, der bemærkede den gode gerning. - William Shakespeare skrev i 1500-tallet, at 'Life is but a stage', men vi befinder os ikke længere på en scene, men på en arena! En scene er kendetegnet ved, at der er en manuskriptforfatter. Og den afgørende grund til, at vi i dag ikke længere har en scene, er, at der ikke længere findes noget manuskript, siger Lars-Henrik Schmidt, som her taler i sin egenskab af filosof og idehistoriker.

- Alt skal opfindes hele tiden. Livet er blevet til en performance, hvor ingen spiller i forvejen fastlagte roller, men hver især skaber sine egne. Det gælder inden for såvel som uden for klasselokalet. Det drejer sig i bund og grund om, hvad du kan tiltage dig af betydning i relation til de andre, som på samme måde forsøger at tiltage sig betydning. Din karakter er den, som du i den givne situation er i stand til at tilkæmpe dig, og den er igen afhængig af, hvad de andre er i gang med. Kun hvis du bliver presset, og det ikke lykkes for dig at sætte dig igennem, kan din selvtematisering slå over i egoisme.

Til gengæld synes han ikke, at børn er gode til at samarbejde:

- Børn i dag er enormt gode til at komme til i samarbejdet. At komme igennem! Men den enes selvtematisering er ikke nødvendigvis en blokering for den anden. Kun hvis alle vil være 'John Lennon'. Eller sagt på en anden måde: Det hjælper ikke, at jeg kan gøre mig til som John Lennon, hvis de andre ikke gider være George, Ringo eller Paul. Derfor er man interesseret i, at de andre spiller George, Ringo eller Paul - og at de gør det godt! Og det er jo ikke per definition samarbejde.

Man kunne måske tale om en tenderende egocentri, mener Lars-Henrik Schmidt:

- I dag er vi hele tiden opmærksomme på, hvordan vi har det.

- Vi spørger ikke længere: 'Hvordan går det?' Nej, vi spørger 'Hvordan har du det? Hvordan føler du dig lissom . . .'

I forlængelse heraf opstår det, som direktøren kalder 'succespædagogikken'. Og det er her, han ser kernen til de moderne pædagogiske problemer: Underforstået. Det er ikke de moderne børn, der skaber problemerne. For vi har de børn, vi har. Og børnene har det i hvert fald ikke fra fremmede.

Hvordan har vi skabt dem sådan?

- Det afgørende er, at de er ønskebørn. De er elsket af deres forældre allerede før den planlagte undfangelse. Moderne børn er forældrenes projekt og inkarnationen af deres kærlighedsforhold. Samtidig har børn i dag færre søskende og skal ikke på samme måde konkurrere om forældrenes opmærksomhed. Tværtimod får de medvind på deres selvtematisering.

- Noget andet er, at børn i dag har deres egne værelser. Hvor de førhen måske havde en lille æske eller en lille skuffe, som var helt deres egen, og som de skulle beskytte mod de små søskende, har børn i dag et ukrænkeligt rum omkring sig i form af deres egne værelser. Her kan de søge tilflugt, når de skal slikke sårene efter at være stødt sammen ude på arenaen. Og vi respekterer alle, at det er deres helt private rum.

I dag er det pædagogikken, der skaber problemerne for pædagogikken.

- Vore børn er blevet brugere af det pædagogiske system, som igen er en del af den offentlige brugerservice. De krav, børnene stiller, er, at de vil have lov til at blive taget på deres succes. I dag er det pædagogisk uacceptabelt at give folk nederlag. Mit problem med denne form for pædagogik er, at der er fandens til forskel påikke at give nederlag og på at gå efter succeser . . .

Hvad sker der da, når man som lærer går efter succeser?

- Der sker det, at det går hen og bliver lærerens personlige problem, at eleven ikke hele tiden kan være John Lennon. Ikke både i engelsk, historie og matematik. Det, man som lærer har en stor viden om og synes er spændende, kan ikke hele tiden formidles succesfuldt. Men som brugere af det pædagogiske system forlanger man, at det pædagogiske skal gå gennem det gode.

- Der er i vort samfund en flugt fra alt, hvad der gør ondt. Det er sådan et krav, man har: Det kan ikke passe, at det skal gøre ondt. Hvis det gør ondt, er det fordi, læreren ikke er god nok som lærer, ikke er en fantastisk didaktiker. En stor didaktiker i dag er den, der kan formidle en læreproces, uden at børnene mærker det, uden at de lider nederlag, uden at det gør ondt, så alle får følelsen af at have dagens succes.

- Vi lever i et 'Fontex-samfund', et lykkepillesamfund, hvor vi ikke vil vide af det onde. Alle flygter fra smerten. Vi fortrænger den i en grad, så vi er nødt til at dyrke netop ondskaben og smerten. Uden at ville påstå det er den eneste forklaring, er der også en vild vækst i smertepåførelse, piercing og sadomasochisme, siger Lars-Henrik Schmidt.

- I gamle dage kendte vi alle til smerte. Nu er vi nødt til at demonstrere: Jeg kender til smerte! Den slags manifestationer er ikke interessante i et samfund, hvor alle kender smerten.

- Jeg er sikker på, at vi også kommer til at se en dyrkelse af smerte i indlæringen. Sort skole: Det skal være hårdt! Det kan udmærket tænkes - og vil blive tænkt - som et pædagogisk alternativ til succespædagogikken. Problemet er, at når man tror, at det onde er forsvundet fra verden, og man fortrænger smerten, vil den poppe op på steder, der er helt utilsigtede. Jeg er bange for, at vor tids dyrkelse af det gode risikerer at skabe en undergrundsøkonomi af det onde. At man vil søge aflad for den slags negative energier i andre sammenhænge.

Efter hans opfattelse er det udtryk for et naivt menneskesyn at forestille sig, at man kan gå igennem livet uden smerte. Og det vil give børn nogle utrolige skuffelser senere hen, mener han.

- Den individualiseringsproces, vi konfronteres med hos børn i dag, er baseret på vor dyrkelse af forskellene. Mens vi i gamle dage så skolen som en pølsefabrik, der gjorde os alle ens, skaber den i dag forskellige små meningsdyr, som hver især har krav på at blive respekteret for de holdninger og værdier, de nu har.

På spørgsmålet om, hvordan man som lærer skal forholde sig til disse selvtematiserende og selvstændige ønskebørn, svarer Lars-Henrik Schmidt, at fremtidens lærer skal overleve på også at have et yderligt og ikke kun et inderligt forhold til eleverne, det vil sige på sin faglighed, sin saglighed, men også på en løbende diagnostisk testning af præstationen.

- Jeg nærer ingen bekymring for indførelsen af nye former for test, så længe der er tale om diagnostiske test, som kan danne grundlag for samtaler om eleven, med eleven og dennes forældre.

- Fremtidens lærer må finde en balance. Det er for meget forlangt, at han som lærer hele tiden skal vise sine gode sider og motivere eleven gennem det gode. For hvis det af en eller anden grund ikke lykkes, vil det til enhver tid under moderne forhold være læreren og ikke eleven, der har et problem. Jeg ser en stærkt personliggjort lærer, der må træde i karakter som person og være ærlig og autentisk. Men denne personliggørelse nødvendiggør en afbalancering, ellers bliver det kammerateri. Den stærkt personliggjorte lærer er meget sårbar.

Han kan beskytte sig over for det selvtematiserende barn ved at insistere på sin faglighed og sin saglighed. Kombineret med diagnostiske prøver som samtalebaggrund for den enkelte elev. Hvis der nemlig ikke findes et 'ydre' moment i form af faglighed og diagnostiske test, bliver man alt for afhængig af den personlige - det vil sige den intime relation - mellem lærer og elev. Og så ender vi derude, hvor vi skal sende lærerne på charmekurser for at stå distancen.

Ser du lærerens rolle som konsulent i forhold til klassen?

- Jeg mener ikke, at lærerne spiller roller, for heller ikke lærerne befinder sig på en scene. For der er som sagt intet manuskript. Der ligger også i ordet lærerrolle en antydning af, at han bare kan påtage sig en anden rolle. Det kan han ikke. Det er omstændighederne i den enkelte time i den enkelte klasse, der er afgørende for, hvordan læreren kan gøre sig gældende i skolerummet. Jeg vil hellere tale om en lærerprofil. Og den lærerprofil, der har fremtiden for sig, er den, der både er mål- og procesorienteret, og som uden hverken at være formynder eller 'ideolog' mestrer kunsten at balancere mellem det pædagogisk faglige og det fagligt pædagogiske. Man skal bemestre - det vil sige kunne beherske sin beherskelse - hvis man vil arrangere de andres læring. Dén lærerprofil vil få lettest ved at tackle den nye tids unge, siger Lars-Henrik Schmidt.

Det moderne barn går ikke forbi en gammel dame, der er faldet, men hjælper hende omsorgsfuldt på benene, hvorefter det stolt ser sig om for at være sikker på, at der var nogen, der bemærkede den gode gerning


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Vind et hotelophold

5500_hotel _sixtus _middelfart _2017

Nu er sommeren rigtig tæt på, og det er derfor blevet finaletid i Folkeskolens sommerkonkurrence. Du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller inkl. middag og vin til en værdi af 7.500 kr. Deltag ved at følge linket: 

 Tricks