Debat

I ideologiens tjeneste

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er altså altsammen faglighedens skyld. Den faglige vidensformidling, der har været grundpillen i det forhen så høje danske uddannelsesstade, lige indtil den Vigske folkeskolelov detroniserede den til fordel for en lighedsideologisk, individudtværende, fællesskabsdyrkende snaksomhed. Det må være konklusionen af cand.psych. Bo Ertmanns artikel i Folkeskolen nummer 17. Al den daglige tale om den undervisningshæmmende uro i klassen, som lærerne er nødt til at føre med hinanden, fordi uroen skal tackles, er alt for snæver for en videnskab, der samtidig skal tjene den dominerende politiske ideologi. Snakken om dagligdagens fortrædeligheder skal flyttes derhen, hvor der ingen plads er til fagligheden, der dermed til gunst for den eftertragtede ensgørelse reduceres til et ubetydeligt 'delområde' i skolens virksomhed. Og når Bo Ertmann ved, at erhvervslivet i dag efterspørger evner til samarbejde, dialog og kommunikation, har han samtidig tilkendegivet en højst tvivlsom viden om samme erhvervslivs foragt for den konkrete faglige viden. Bo Ertmanns sluttelige helgardering om, at børn selvfølgelig skal lære noget fagligt, ændrer jo intet i hans anslag mod fagligheden. I stedet for skal skolen fyldes af uforpligtethedens videnstomme 'sammenhænge', det vil sige de helhedsforestillinger, som elever og lærere i udelthedens indlæringshæmmende fællesskaber kan fordrive tiden med at konstruere uden forstyrrende faglig hensyntagen.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslev