Klæder skaber lærere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ni hekse finpudser en af scenerne i forestillingen 'Feens farlige færd'. Pladsen er trang i øvelokalet på Gedved Statsseminarium, så heksene har svært ved at få skridtlængden til at passe, men musikerne i baggrunden starter tålmodigt forfra, hver gang heksene må gøre seancen om.

'Feens farlige færd' er finalen på et kursus i musik, bevægelse og drama. Hver mandag i tre år har 15 lærere og lige så mange pædagoger kørt til Gedved for at lære at spille, synge og optræde, og i tråd med kursets ånd har de selv skrevet stykket, skabt koreografien, syet kostumerne og komponeret musikken.

- Det er ikke kreativt at opføre et stykke, som andre har skrevet. Det er reproduktion, siger Michael Madsen, der er musikpædagog på Gedved Statsseminarium.

Alligevel er det ofte det, der sker, når en klasse skal lave en skoleforestilling. Hvis lærerne i stedet lader eleverne komme til, får de lov til at udtrykke sig med sang, musik, krop og maling.

- Eleverne er selv med til at definere deres styrkesider, og det kan man som lærer bygge videre på i den daglige undervisning, siger Michael Madsen.

Musiklærer Erik Lyhne fra Århus Dag- og Aftenseminarium underviser også på kurset. Han mener, at kursisterne er blevet udsat for det, de nu skal hjem og give videre til deres egne elever, nemlig at turde stå frem og udtrykke sig.

- Vores kursister ved lige nøjagtig, hvornår de som lærere eller pædagoger skal sige noget til eleverne, så det kommer på det helt rigtige tidspunkt. Troen på egen formidling og et lager af faglighed giver dem selvtillid og gør dem til bedre lærere og pædagoger, siger Erik Lyhne.

Kursisterne er enige i, at tre år med musik, drama og bevægelse har gjort dem mere modige.

- Som lærer er jeg vant til at bruge hovedet, når jeg skal organisere min undervisning. Nu har jeg lært at tage kroppen med, siger Niels Toftegaard Lind, der blandt andet underviser i musik på Favrdalskolen i Haderslev.

- På seminariet tog vi altid udgangspunkt i noderne, så vi lærte at spille et stykke musik ved at øve det element for element. Men her på kurset får vi rytmerne ind gennem kroppen, så vi pludselig spiller med hinanden, selv om nogle af de andre ikke kan noder, siger Niels Toftegaard Lind.

Niels Christian Charles, der er forstander på en skole for bogligt svage elever, Troldkærskolen ved Jels i Sønderjylland, har lært meget af, at han gang på gang har været nødt til at overskride sine grænser.

- Jeg glemmer aldrig den allerførste dag, da vi skulle gnide næser med hinanden. Vi var flove og blev meget røde i hovederne, siger Niels Christian Charles og smiler ved tanken om den lærer, de kun så denne ene gang.

- Vi andre lagde kimen til, at vi i dag tør stille os op foran vores elever og synge højt, samtidig med at vi bevæger os i sådan en grad, at børnene ikke tænker nøjere over, om de vil være med eller ej - de gør det bare, fordi de kan se, at vi brænder for det, vi præsenterer dem for, siger Niels Christian Charles.

- Det er netop hele idéen med at lægge vægt på kroppen. Vi skal ikke snakke så meget, vi skal vise, hvad vi vil have eleverne til, lyder det fra Niels Toftegaard Lind fra Favrdalskolen.

Alligevel erkender han, at han først og fremmest udtrykker sig kropsligt, når han underviser i musik.

- Mine kolleger vil nok undre sig, hvis jeg pludselig begynder at hoppe rundt for at få eleverne til at lave matematik på en anden måde, siger Niels Toftegaard Lind.

- Men jeg kunne godt tænke mig at prøve, siger han eftertænksomt.

- Det vil for eksempel være oplagt at lade eleverne trampe tabellerne, så de ikke blot får dem ind i tankerne, men helt ind i deres krop.

Formålet med kurset er ikke kun at gøre deltagere til bedre lærere og pædagoger. Det skulle gerne føre til et tættere samarbejde mellem de to faggrupper, så børnenes kreative udtryksformer ikke går tabt.

- Faktisk har børn både calypso- og jazzrytmer i kroppen, når de kommer i skole, men lærerne kan selvfølgelig ikke bygge videre på rytmerne, hvis de ikke er i stand til at se dem, siger Erik Lyhne. Han mener, at mange børn løber ind i problemer, når de begynder i 1. klasse.

- I børnehaven kunne de det hele, fordi de var de store, men i skolen bliver de betragtet som de små, der ikke kan noget som helst. Derfor ser lærerne ikke deres skabende evner. Alene derfor bør lærere arbejde mere sammen med pædagogerne, som kender børnene. I skolen har vi faget, i børnehaven har vi samværet, men vi må gerne blande det, for der er ikke bare én, men mange måder at lære på, siger Erik Lyhne og bruger sig selv som eksempel.

- Jeg tegner som en tiårig, fordi jeg stoppede med at tegne på det tidspunkt. Andre udtryksformer går også tabt, hvis ikke de bliver dyrket. Når børn lærer at læse, glemmer de alle de godnathistorier, de kunne udenad, inden de kom i skole, fordi vi ikke gør noget ud af fortællekunsten, siger Erik Lyhne.

Michael Madsen og Erik Lyhne er ofte med til at sætte musicals op på skoler. Her bruger de det samme koncept, som ligger bag 'Feens farlige Færd'. De lader eleverne udnytte deres kreative evner.

- Børn kan sagtens digte en historie og skrive sange og musik, der passer til, siger de to samstemmende.

Hver elev starter med at tegne og beskrive sin ønskerolle. Mange af dem vil ofte være det samme, for eksempel hekse, og de kan så gå sammen om at skrive en scene, hvor de alle kan være med. Men Michael Madsen og Erik Lyhne har også været ude for, at eleverne på en skole præsenterede en ønskeliste med så forskellige elementer som to skakspillere, to slikautomater, et værtshus, tre cowboys, fem indianere, en skiløber, en blå flyver og en gruppe jægersoldater. Alligevel lykkedes det at skabe en forestilling med plads til alle.

- Når eleverne deltager i hele processen, mærker de, at de leverer varen, men det er klart, at der er kaos undervejs. Jeg har da også set elever, der har lavet noget være skrammel, men de gav sig selv fuldstændig, fordi de fik rammen til at prøve sig selv af i, siger Erik Lyhne.

Michael Madsen er enig.

- Lærerne skal selvfølgelig brænde for det, de sætter eleverne til. Derfor skal de gå foran og vise det, de selv kan. De skal yde deres bedste, uanset hvor meget eller hvor lidt de kan, for de er modeller for børnene, siger Michael Madsen.

- Som lærer kan man ikke forvente, at eleverne får lyst til at spille med, hvis man altid sidder bag sit klaver. Alligevel dækker de fleste lærere sig ind bag deres faglige evner. Men hvis vi alle tænker efter, så var vi netop gladest for det fag, hvor læreren gav sig fuldt ud. Det er ikke nok at have sin viden i en A4-mappe, den skal også være i hjertet, siger Michael Madsen.

Henrik Stanek er freelancejournalist.

Som lærer er jeg vant til at bruge hovedet, når jeg skal organisere min undervisning. Nu har jeg lært at tage kroppen med

Jeg glemmer aldrig den allerførste dag, da vi skulle gnide næser med hinanden

Powered by Labrador CMS