Jeg har svært ved at se, hvad man kan få på en anden skole, som man ikke kan få her. Vores grænser for, hvad vi rummer her, er meget vide. Men er der noget, der brænder på, kan man altid tale om det. Her er en rå og hjertelig tone både blandt børn og forældre, men også kolleger imellem.

Astrid Madsen har været lærer på Abildgårdskolen i Odense siden 1974, og hun har ingen planer om at rejse foreløbig. Sådan er der en del af skolens lærere, der har det. Når de bliver spurgt, hvor de arbejder, tilføjer flere af dem 'og det er jeg glad for', når de har nævnt skolens navn. Det føler de ofte er en nødvendig tilføjelse. Der er mange myter om området.

Abildgårdskolen har en del lærere, der har arbejdet der i mange år, men skolen har heller ikke svært ved at få nye lærere. På to år er der kommet 25. Og det er gode nye lærere, som én pointerer. For de ved, hvad de går ind til. Alle kender Vollsmose-kvarteret, og de, der søger, vil noget med det.

Det er skolen, hvor lærerværelserne er aflåst, hvis der ikke er lærere til stede. Hvor lærerne kan modtage seddel hjemmefra om, at en elev ikke var i skole i går, fordi familien var i Bilka, og hvor en elev helt alvorligt taler om, at enten vil han være civilingeniør efter skolen, eller også vil han stå i grøntafdelingen i OBS.

Lærerne protesterer, hvis man taler om, at arbejdet er et kald. Men korpsånd - dét er der.

Astrid Madsen fortæller, at hun i begyndelsen også boede i området. Men det blev for meget.

- Jeg flyttede herfra, fordi jeg ellers aldrig havde fri. Eleverne kom og besøgte mig efter skoletid. Som ung lærer var det svært at finde sine grænser. I begyndelsen var det da meget hårdt, for eksempel var jeg ofte syg i mine ferier.

- Man skal også sætte grænser over for forældrene. Har man først deres tillid, kan man blive involveret i alt. De sætter ikke selv grænsen.

Det er samarbejdet, den fælles planlægning, den kollegiale støtte, involveringen, og at man hele tiden er nødt til at udvikle sig som lærer, der får folk til at blive på skolen i så mange år. Abildgårdskolen er i øvrigt med i SKUP-projektet om en samlet skoleudvikling, og nogle af lærerne arbejder med kollega-vejledning.

Når Abildgårdskolen næste år har 25-års jubilæum, vil 25-års jubilæerne blandt lærerne følge tæt efter.

Næsten alt kan lade sig gøre her, siger Lene Juul. Hun kom til skolen i 1978.

- Der er faktisk ingen grænser for de pædagogiske ideer, man kan komme igennem med, hvis man bare kommer med et gennemarbejdet forslag. Og hvis det altså ikke lige koster for meget.

- Alle på skolen ved, hvor der er problemer, og alle er parate til at tage deres tørn.

Lærerne fortæller, at der altid er en kollega, der blander sig, hvis man står med et voldsomt barn på gangen. Og hvis man på lærerværelset sukker over en umulig time i 6. klasse, er der kolleger parate til at tale om, hvad man eventuelt kan gøre. I det hele taget arbejder man tæt sammen i team og aflaster hinanden, når der er tale om elever med store problemer.

- Da jeg begyndte som lærer her, tænkte jeg, at jeg godt kunne forstå, at der skulle være to lærere påén klasse, for der var jo også to døre til hvert klasseværelse, så der skulle selvfølgelig stå en lærer ved hver dør, siger Lene Juul med et grin.

Der er nu ikke to lærere i klasserne. Kun hvis der er elever, der har støttebehov, er der flere voksne ad gangen i klassen.

Ærligheden hos både børn og forældre betyder meget for Lene Juul. De siger, hvad de mener, og det er til at have med at gøre. Der følger også en del opdragelsesopgaver med jobbet. Eleverne kommer ofte og spørger lærerne til råds i stedet for deres forældre.

Større faglighed er det eneste, Lene Juul kan komme i tanke om, at hun som lærer nok kunne få mere af på en anden skole. Og det kunne måske få hende til at skifte skole.

Men afgangsprøverne viser, at Abildgårdskolens elever klarer sig godt. Det kniber måske med det skriftlige udtryk, men til gengæld får eleverne ofte høje karakterer i mundtligt udtryk, fortæller lærerne.

- Det, der kan bekymre mig mest med mange af børnene her, er, at de ikke kender noget til arbejdsmarkedet og til de krav, der stilles på et arbejde. Deres forældre har været ude af arbejdsmarkedet i så mange år, at børnene ikke ved noget om de mest basale krav som at kunne møde til tiden om morgenen. De ved slet ikke, hvad et arbejdsliv indeholder.

Det er det udvidede rummelighedsbegreb, der hersker på Abildgårdskolen.

Hvor rummelige er vi? Er vi for rummelige? Det er nogle af de diskussioner, lærerne indimellem har på skolen. Men der er jo ikke noget alternativ til rummeligheden, siger Hanne Jensen, der er tillidsrepræsentant. Hun har været på skolen siden starten i 1973.

- Vi oplever, at børnene er længere og længere tid i obs-klassen. De kan ikke visiteres videre, fordi der ikke er steder at sende dem til. Så vi skal være rummelige her. Der er også for få psykologer, så det tager urimelig lang tid, fra vi indstiller et barn til psykolog, og til barnet bliver tilset af psykologen. Der er flere ubesatte psykologstillinger i kommunen, siger Hanne Jensen.

- Problemet i Odense Kommune er, at man normerer i forhold til antallet af børn - ikke i forhold til antallet af børn med problemer.

På Abildgårdskolen føler flere af speciallærerne sig pressede, fordi der mangler psykologer. Det betyder, at der bliver ekstra pres på dem for at tage nogle elever med problemer eller måske endda for at udføre nogle af de test af børnene, som psykologerne ellers ville foretage.

- Men vi forsøger at holde fast i, at vi er undervisere og ikke behandlere.

Noget af det, der går igen, når man taler med lærere fra Abildgårdskolen, er beskrivelsen af de børn, der aldrig burde have været elever i en folkeskole, fordi de simpelt hen er for behandlingskrævende.

Lærerne kan fortælle om mange børn, hvor pædagoger og sagsbehandlere allerede for flere år siden har sagt, at de ikke burde gå i en almindelig folkeskole. Men hvis forældrene ønsker, at de begynder i skole, så bliver det sådan, og så går der flere år i skolen, inden de børn får det behandlingstilbud, som de har behov for.

Jesper Mayerhofer, som er lærer på Abildgårdskolen og kredsstyrelsesmedlem i Odense Lærerforening, siger, at Odense Kommunes erklærede mål om tidlig forebyggende indsats ser man ikke meget til i praksis.

Skolens specialklasse, der egentlig er til elever med generelle indlæringsvanskeligheder, bruges til elever med alle former for problemer.

- Og når disse elever fylder i specialklassen, er der ikke plads til de elever, der har indlæringsvanskeligheder, siger Hanne Jensen.

- Vi synes, at vi prøver at råbe op om vores problemer hele tiden, men man bliver ikke populær i systemet af at have specielle behov som skole.

Hun fortæller også, at kommunen lige har besluttet at styrke edb-undervisningen på skolerne. Det betyder en omfordeling af ressourcerne, og det svarer for Abildgårdskolens vedkommende til, at to tredjedel lærerstilling omfordeles til maskiner og ledninger.

Der er stort gennemtræk i klasserne på Abildgårdskolen. Som regel er der en kerne på fem til ti af de oprindelige elever tilbage i 9. klasse. Mange flytter i løbet af skoletiden, men man oplever også, at en del af dem kommer tilbage igen.

- Vi har også elever, hvor familien flytter, men hvor de ønsker, at barnet bliver på skolen, selv om det får en lang transporttid. Jeg tror, det er fordi, det er tilladt at være lidt anderledes her, og der skal meget til, før du er for skæv til denne skole. Vi ser for eksempel ikke meget til mobning mellem børnene, siger Jesper Meyerhofer.

Vold og trusler mod lærerne opleves derimod med jævne mellemrum. Her har skolen udarbejdet retningslinier for, hvordan sådan en situation tackles.

- Vi har været et år om at diskutere, inden vi fandt frem til de nuværende retningslinier, men det var en god og vigtig debat, hvor vi blev enige. Jeg tror, det er med til, at lærerne føler sig trygge, at de ved, hvordan systemet kører, hvis der sker noget, siger Hanne Jensen.

hela