Uddannelse som storpolitik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Mens regeringens uddannelsesudspil blokeres herhjemme, øger land efter land kravene til elevernes kundskaber. Foregangslandet Danmark kan komme yderligere bagud i uddannelse. Sverige har allerede besvaret de spørgsmål, danskerne knap har stillet. Danskernes svage beslutningsstruktur og en forestående kulturkamp i folkeskolen kan blive en hæmsko i vidensøkonomien', skriver Ugebrevet Mandag Morgen den 21. april.

De fortæller i artiklen 'Danmarks konkurrenter satser hårdt på uddannelse' om Sverige, der forbereder gennemgribende stramninger af kravene til eleverne og skærper samspillet mellem børnehaveklasser, folkeskole og fritidshjem. Om Frankrig, Tyskland og England, der forsøger at forbedre elevernes matematikkundskaber. Og om Clinton, der vil bryde med amerikansk tradition ved for første gang at fastsætte nationale standarder for matematikfærdigheder på tværs af delstaterne.

De skriver blandt andet: 'Det er derfor afgørende for den danske folkeskoles internationale konkurrenceevne, at den nuværende stillingskrig mellem regering, lærere og kommuner afløses af handling. Ellers er der betydelig risiko for, at danske folkeskoleelevers faglige viden distanceres yderligere i den tilspidsede globale kappestrid på kundskaber. I land efter land dominerer uddannelsespolitik den nationale politiske scene.'

Powered by Labrador CMS