Af Folkeskolen nummer 16 fremgår det, at hovedstyrelsen har taget den pædagogiske side af foreningens arbejde alvorligt og gjort det konkret ved at tage en debat om læsekrisen. Det var opløftende at se foreningen være indstillet på at tage et medansvar for standens professionelle omdømme.

Til gengæld var det ikke særligt opløftende at læse referatet af debatten, som stort set synes at have bestået i udveksling af temmelig selvindlysende banaliteter. Specielt er det mig helt ubegribeligt, at man er i stand til at undgå at beskæftige sig med sagens hovedspørgsmål:

1. Er danske børn på begyndertrinnet blevet ringere til at læse end tidligere?

Jeg er ikke længere i tvivl om, at svaret er et klart ja. Hvis man er enig i det, så må næste spørgsmål naturligt blive:

2. Hvorfor er de blevet ringere? Hvordan er det gået til, at bestræbelser på at afskaffe 'forældede' metoder og gennemføre en 'modernisering' af læseindlæringen har resulteret i en forringelse af resultatet?

Hvis der er nogen, som endnu er tøvende over for, om det er en sag for foreningen, så vil jeg bede dem overveje, om de kan forestille sig andre erhvervsgrupper, som mener, at de uden problemer for deres professionelle omdømme kan levere et ringere produkt efter at have fået stillet fire-fem gange så store ressourcer til rådighed for virksomheden - for nu at tage et skøn med udgangspunkt i min egen lærertid i 50'erne, hvor vi stort set fik overstået den helt elementære læseindlæring inden jul i 1. klasse. Dermed var der ikke behov for at formulere mere svævende mål for senere klassetrin.

Hvis nutidens lærere tror, at resultaterne dengang var en følge af, at vi piskede børnene med skorpioner eller kneb dem med glødende jern, så er det en af de myter, man gør klogt i at se bort fra, medmindre man ønsker at bruge den til at spærre for en saglig drøftelse af problemerne.

Ib Granerud

Frederiksværk

forhenværende undervisningsinspektør

i Undervisningsministeriet