Det er absolut utilfredsstillende, at pensionisternes vilkår skal forhandles i både statsligt og kommunalt regi med kun stemmeret det sidste sted. Vi har aldrig ønsket det sådan.

Et lille stykke, men også kun et meget lille stykke, kan jeg derfor som pensionist forstå Steen Brastrups og Benny Langes (Folkeskolen nummer 17) frustration, når de finder det grotesk, at pensionisterne har indflydelse på de erhvervsaktives overenskomst. Det omvendte er jo nemlig også tilfældet.

Helt grotesk er det imidlertid, når de med henvisning til at søge indflydelse i de forskellige ældreorganisationer vil fratage os retten til at deltage i urafstemninger.

Ikke et ondt ord om ældreorganisationerne. De har deres styrke i at hævde de ældres almene interesser. Ældre Sagen er for eksempel god til at sætte fokus på aldersdiskrimination. Men til at varetage lærerpensionisternes økonomiske og skolerelaterede interesser duer de ikke.

Alle DLF's medlemmer har behov for rimelige vilkår, når arbejdslivet er slut, og derfor også en fælles interesse i, at foreningen har klargjort sig mål og midler på pensionsområdet. Kun meget kortsynet kan nuværende og kommende pensionister have modstridende interesser.

Efter min mening må målet være reelt lige vilkår uanset ansættelsesform. Ensartede vilkår for gamle og nye pensionister. Stop for pensionisternes og de erhvervsakti-ves ulige indkomstudvikling. Indhentning af efterslæb.

Midlerne kunne være opprioritering af arbejdet med varetagelsen af pensionisternes interesser i kredsene. Aktivering ud over socialt samvær. Dialog mellem erhvervsaktive og pensionister. Styrkelse af samarbejdet med andre organisationer om en stærkere indsats til fordel for de pensionerede medlemmer (naturligt at begynde inden for FTF-området (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd).

Medlemsdemokratiet er af afgørende betydning for DLF's styrke. Dets trivsel øges ikke ved udstødelse og ghettoisering af pensionisterne.

Jørgen Pagh Andersen

medlem af København Lærerforenings pensionistafdeling