Lang vej til at sikre lønmodtagere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De tre største hovedorganisationer på arbejdsmarkedet vil have lønmodtagernes rettigheder sikret i ny EU-traktat, men måske bliver det sværere end ventet.

DLF's faste repræsentant i Bruxelles, Martin Rømer, mener i alt fald, at der er en række jokere i spillet om, hvordan man placerer EU's socialpagt - der, hvor lønmodtagernes rettigheder er beskrevet - i traktaten.

Hvis socialpagten som foreslået kommer med i traktatens artikel F, bliver den ikke en del af selve traktaten. Det har den fordel, at EU-Domstolen ikke kan operere ud fra den, men den vil så ikke være juridisk bindende. Desuden har de enkelte lande forskellige holdninger til, hvor meget man vil tillade EU at blande sig.

- Det er ganske udmærket, at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråds, Landsorganisationen i Danmarks og Akademikernes Centralorganisations initiativ kommer nu, hvor der er tid til at se ordentligt på tingene, siger Martin Rømer. Det er nemlig meget vanskeligt juridisk at sikre en slags minimumsstandard for, hvilke rettigheder lønmodtagerne har ifølge traktaten, og samtidig forhindre, at man giver EU-Domstolen et operationsgrundlag.

Ifølge Martin Rømer skal forslaget ses som et forsøg på at sikre lønmodtagere i nye medlemslande rimelige vilkår og samtidig undgå ublu konkurrence i kraft af social dumping.

- Det er nok på sin plads at forberede sig på, at konstruktionen nemt kan gå hen og blive en anden. I Sydeuropa er der for eksempel en række lønmodtagerorganisationer, der mener, at det ikke gør så meget, at EU-Domstolen har det afgørende ord, så det kan godt ende med en helt anden model, siger Martin Rømer.

Socialpagten sikrer foreningsfrihed, kollektive forhandlinger, ligebehandling mellem mænd og kvinder samt beskyttelse af børn og unge. Den blev vedtaget i 1989 af 11 EU-lande. Storbritannien stemte imod.j