At bytte informationer

EU-lobbyisten skal skaffe oplysninger hjem til sin organisation, der så kan lave politik på sagen

Publiceret

En lobbyist - er det en mand, der går rundt i nogle korridorer iført solbriller og en stor kuffert med penge, som han prøver at komme af med til strategisk udvalgte embedsmænd og politikere?

Nej, i hvert fald ikke inden for uddannelsesområdet.

Der har været sager, hvor Europaparlamentet har følt sig presset af eksempelvis bilindustrien, at parlamentet har måttet sætte hælene i. Alene den italienske Fiat-koncern har omkring 100 lobbyister i Bruxelles.

Men de tre lærer-lobbyister i EU-hovedstaden - en spanier, en svensker og danskeren Martin Rømer - bruger andre metoder.

For dem handler lobbyisme om at 'bytte informationer'. Med hinanden, med embedsmænd i kommissionen, parlamentet, ministerrådet og det hjemlige undervisningsministerium. Og med politikere og de internationale lærerorganisationer, der også har hovedsæde i Bruxelles.

Ved formelle og informelle møder i parlamentet eller kommissionen, over en frokost ude i byen, på Internet eller per telefax.

Informationsbytteriet handler selvfølgelig i sidste ende om at få politisk indflydelse.

For DLF's Martin Rømer og hans svenske kollega Jörgen Lindholm er der ikke noget odiøst i det, de laver i Bruxelles. De bruger slet ikke betegnelsen lobbyist om sig selv, men kalder sig henholdsvis 'Danmarks Lærerforenings repræsentant i Bruxelles' og 'Lärarförbundets repræsentant i Bruxelles'.

- I princippet er der ikke den store forskel på lobbyisme i Danmark og i EU. I Danmark forsøger Lærerforeningen jo også at få indflydelse gennem kontakter og gode forbindelser til politikere og embedsmænd i ministerier og Kommunernes Landsforening og diverse organisationer, siger Martin Rømer, der for knap to år siden afløste Kristian Pedersen, som i otte år var DLF's repræsentant i Bruxelles.

- I Danmark er samarbejdet mellem de faglige organisationer og politikerne og deres embedsmænd en selvfølgelig del af den demokratiske proces og har været det i mere end hundrede år, tilføjer Martin Rømer.

- Men EU er historisk set endnu en baby. Samarbejdet mellem faglige organisationer, arbejdsgiverorganisationer og EU er endnu ikke sat i system, men det er blandt andet det, vi arbejder på.

- Faktisk er EU's embedsmænd glade, når vi henvender os. De sidder bag et skrivebord og famler sig nogle gange mere eller mindre frem i blinde. Men vi ved, hvad det handler om.

- Vi er specialisterne, og opbygger løbende en ekspertise i uddannelsesspørgsmål i EU-sammmenhæng på vegne af vores organisationer. Et af de største problemer i EU er netop uoverskueligheden.

Der er i alt cirka 10.000 lobbyister i Bruxelles. Langt de fleste repræsenterer multinationale firmaer og nationale regeringer. Kun 30-40 af dem er fra faglige organisationer. Den danske og den svenske fagbevægelse har hver en håndfuld lobbyister i EU.

Jörgen Lindholm fra det svenske Lärarförbundet opregner tre funktionsområder for den faglige lobbyist:

- Lobbyisten skal skaffe information og dokumentation hurtigt hjem til forbundet, der derved får mulighed for at formulere en kvalificeret politik på sagen.

- Lobbyisten tager sig af besøgende i Bruxelles, lærere, selvfølgelig, men også hjemlige embedsmænd og politikere og andre organisationsfolk.

- Lærer-lobbyisten samarbejder med de internationale lærerorganisationer, der har hovedsæde i Bruxelles: European Trade Union Commity for Education (ETUCE), Education International Europe (EIE) og Education International (EI).

- Vi prøver at påvirke den europæiske uddannelsespolitik gennem ETUCE. Men vi gør det også gennem vores egne regeringer, for vi ved jo, at undervisningsministrene taler sammen, siger Jörgen Lindholm.

- Faktisk er det som regel sådan, at Lærerforeningen og Undervisningsministeriet holder sammen hernede, mens der på hjemmefronten ofte kan være store modsætninger og konflikter, siger Martin Rømer og giver et eksempel.

Sidste år fik han fat i et dokument, der viste, at forhandlerne i forbindelse med regeringskonferencen i tre en halv måned i hemmelighed havde diskuteret muligheden for at lægge Maastricht-traktatens artikel 126 og 127 ind under et kapitel om beskæftigelse i den nye traktat, der skal vedtages til sommer.

Som de to artikler er nu, friholder de erhvervsuddannelserne, herunder læreruddannelsen, og den almene undervisning, herunder folkeskolen, fra enhver form for harmonisering. De er garantien for national selvbestemmelse på uddannelsesområdet.

- Vi brugte så den information over for den danske regering og EU, og resultatet blev, at forslaget nu indtil videre er blevet lagt på hylden. Jeg gav ogsåFolkeskolen tippet, så I kunne skrive om sagen, og vi følger stadig sagen, siger Martin Rømer.

- Det var et tilfælde, at jeg fik fat i det dokument. Det kræver, at man er hernede. I Danmark er der et indarbejdet høringssystem, men i EU er et sådant system først nu under udvikling.

Ellers spytter systemet pressemeddelelser og rapporter ud, og en anselig del af lobbyistens daglige arbejde består i simpelt hen at sortere den relevante information ud.

- EU-systemet bevæger sig mod større åbenhed og en højere grad af demokratisk kontrol, men problemet er uoverskuelighed. Der er mange lande og mange kontorer. Det er så vores opgave at kende systemet og at opbygge en ekspertise, som vores organisationer kan benytte, siger Martin Rømer og Jörgen Lindholm.

Når lærer-lobbyisten kommer fra et lille land som Danmark og et i EU-sammenhæng nyt land som Sverige, skulle man umiddelbart tro, at det måtte være svært at slå igennem det indviklede og tætte bureaukrati i Unionens hovedstad.

Men det lykkes faktisk. Det kan man se af to sager, der kører på uddannelsesområdet netop nu, nemlig den såkaldte 'Hvidbog om Almen Uddannelse og Erhvervsuddannelse' og et kvalitetsprojekt.

Sidste år holdt Jörgen Lindholm og Martin Rømer i september et møde med den kontorchef i Kommissionen, der har ansvaret for EU's kvalitetsprojekt, hvor de argumenterede for det fornuftige i, at den europæiske lærerorganisation, ETUCE, blev repræsentereret i styringsgruppen. Og Martin Rømer har netop fået at vide af en embedsmand i Generaldirektorat 22, at der nu bliver til en plads i rådgivningsgruppen. Sandsynligheden taler for, at det bliver ham eller Jörgen Lindholm, der skal have den.

- EU kan ikke bestemme noget om kvalitet i undervisningen, men kommissionen har alligevel sat en masse penge af til pilotprojekter i medlemslandene, der skal afprøve modeller til intern og ekstern evaluering, siger Martin Rømer.

- Bagefter vil kommissionen helt sikkert melde ud, hvilke modeller den synes er bedst, og det vil lægge et pres på de enkelte lande. Vi prøver så at påvirke projektet i nordisk retning, så vi ikke ender i det meget stramme engelske kontrolsystem.

Hvidbogen var kommissionens samlede bud på en uddannelsespolitik for grunduddannelserne og erhversuddannelserne i EU. De almendannende dimensioner i hvidbogens uddannelsestænkning var ganske fraværende, den var erhvervsrettet i en meget unordisk forstand.

Lærerforeningerne i Danmark og Sverige havde fat i hvidbogen meget tidligt i processsen og skød den hurtigt ned. Siden fulgte så de andre lande med.

- Hvidbogen blev efterhånden grønnere og grønnere. Den kunne ikke klare kritikken, siger Jörgen Lindholm.

Det er EU-kodesprog. Normalt kommer kommissionen først med en 'grønbog', der er et debatoplæg. Dén bliver så fulgt op af en hvidbog, der har karakter af et lovforslag, som ministerrådet skal vedtage og parlamentet godkende.

I det her tilfælde gik kommisionen imidlertid af uigennemskuelige grunde direkte til hvidbogen - og fik en over nallerne, anført af den nordiske kritik.

Kommissionen spekulerer nu over, hvordan en samlet uddannelsesplan skal stables på benene.

- Regeringerne og ministrene arbejder sammen i EU. Perspektivet må være, at de faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationerne gør det samme og bringer sig aktivt ind i spillet, siger Martin Rømer.

Ud over at repræsentere DLF i Bruxelles repræsenterer han også Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS), der består af 13 organisationer, herunder BUPL - Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, gymnasielærerne og de tekniske skolers lærere.

Vi brugte så den information over for den danske regering og EU. Forslaget er nu indtil videre blevet lagt på hylden

Det var et tilfælde, at jeg fik fat i det dokument. Det kræver, at man er hernede. I Danmark er der et indarbejdet høringssystem, men i EU er et sådant system først nu under udvikling

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.