Forberedelse til resten af livet

Børnehaver og skoler har samme pædagogiske tankegang i New Zealand

Publiceret

Jeg har fundet en larve. Prøv at se! Hvad tror du, den kan lide at spise? Jeg vil sætte den på et blad, den kan lide.

En dreng kommer farende og viser en larve frem. Et par andre børn kigger med. Pædagogen spørger, hvor de fandt den. For larven kan nok lide nogle af de blade, de fandt den ved. Børnene løber.

Ti minutter efter kommer drengen og viser en bog frem.

- Jeg har fundet larven her i bogen. Se selv! Der står nok, hvad den spiser.

Drengen går på formiddagsholdet i Massey Kindergarten i det vestlige Auckland. Inde i børnehavens største lokale står et par planter med larver på. Over det hænger et brædt med pupper, og ved siden af dem hænger tre sommerfugle og tørrer vinger efter at være kravlet ud af pupperne. Ved siden af sommerfuglene står en stor reol med massevis af bøger i. Det er her, drengen har fundet et billede af larven.

- Vi opmuntrer børnene til at undersøge tingene selv, og vi følger også op på det. I morgen skal vi nok tale mere om den larve, drengen har fundet, og om sommerfugle. Men vi har arbejdet lidt med emnet tidligere, det er derfor, vi har pupper og sommerfugle herinde. Naturfag hører til vores curriculum, fortæller Jeanne Larkins, der er leder af Massey børnehave.

Institutionen er for de tre et halvt- til femårige børn. Det er her, børnene går, indtil de begynder i skole på deres femårsfødselsdag. Pædagogerne hedder lærere, men har en anden uddannelse end skolelærere.

Der er 30 børn på formiddagsholdet i børnehaven. De er her hver dag fra klokken 8.45 til 11.45. Der er også eftermiddagshold tre dage om ugen fra klokken 12.45 til 15.15. Der er én uddannet lærer til 15 børn.

Børnehaven hører under en paraply-organisation for kindergartens. Foruden denne type børnehaver er der playcentres - legecentre - som styres af forældrene selv, private børnehaver og kohanga reo, som betyder sprog-reder og er maorisprogede børnehaver.

Der findes flere andre former for institutioner, og så er der dagpleje, som oftest er benyttet af forældre, der går på arbejde. De fleste børnehaver og lignende tilbud er nemlig kun for nogle timer hver dag og kan derfor ikke bruges af fuldtidsarbejdende forældre, medmindre de har andre til at passe børnene i den resterende tid.

Alle former for børneinstitutioner for de nul- til femårige skal leve op til det newzealandske curriculum for Early Childhood Education (ECE) - uddannelse for den tidlige barndom - hvis de ønsker at få penge fra staten. Dette curriculum passer sammen med dét, der gælder i skolen.

Filosofien bag uddannelsen i den tidlige barndom handler om at styrke barnets selvværd. Barnet skal føle, at det hører til, og at dets indsats er værdifuld. Barnets sprog og kultur skal støttes og udvikles, og i det hele taget lærer barnet ved at udforske omgivelserne, står der i curriculum'et. Desuden skal alle børneinstitutioner bruge maorisprog jævnligt, så børnene lærer denne del af den newzealandske kultur, også selv om de ikke taler maori til hverdag.

Det er samme pædagogiske tankegang, der gælder for både børneinstitutioner og skole. ECE har siden 1989 hørt under Undervisningsministeriet.

- Vi taler om forberedelse til resten af livet, ikke forberedelse til skolen. Her lærer børnene at omgås hinanden og blive selvstændige, fortæller Jeanne Larkins.

- Vi taler om tal og antal, men det er ikke undervisning. Når børnene skal videre til skolen, kender de farverne og kan skrive deres eget navn. Men her i børnehaven har børnene flere valg end i skolen. Vi arbejder ofte i små grupper, men børnene kan også vælge ikke at deltage og i stedet lege selv.

Også i børnehaven fylder bøger og læsning meget.

- Vi elsker bøger, og vi samler på dem. Vi har fået mange fra forældrene. Både gode historier at læse højt og små fagbøger om forskellige emner. Vi laver også indimellem bøger med børnene, siger Jeanne Larkins.

Lærerne i børnehaven bliver betalt af staten. At have et barn i børnehaven er gratis for forældrene, hedder det, men man beder om donationer, og alle ved, at det helst skal være omkring én newzealandsk dollar om dagen, svarende til 4,40 kroner. Normalt betaler familierne for en uge ad gangen.

På væggen hænger en stor kasse med opfordring til frivillige pengebidrag, og stort set alle forældre betaler jævnligt. Hvis forældrene ikke kan betale, får børnehaven pengene via deres fond - det vil sige andre indsamlinger.

- Både forældre og beboere i området bliver hele tiden bedt om penge. Forældrene står for indsamling og kontakter til firmaer. Bankerne har valgt at give os penge ud fra, hvor meget vi har stående hos dem. Vi får én dollar fra dem for hver dollar, vi har på kontoen. Sidste år fik vi 5.000 dollars (svarer til 22.000 kroner), siger Jeanne Larkins.

- Staten giver et beløb per barn, så det gælder om aldrig at have ledige pladser. Ser vi ikke et barn i to uger, ryger det ud, hvis vi ikke hører fra forældrene. Så er der plads til et nyt barn. Vi får også et fast beløb fra den paraplyorganisation, vi hører under. Folk giver så penge til organisationen. Forældrene bruger en masse tid på at skaffe donationer. Sidste år opdagede man, at taget på institutionen indeholdt asbest. Det blev revet ned, og nyt tag blev lagt på. Det skete for ekstra indsamlede penge.

Klokken nærmer sig 11.30, og formiddagsholdet skal snart hjem.

Syv til otte minutter før mødrene kommer for at hente børnene, kalder Jeanne Larkins dem sammen. Alle 30 børn skal lige se engang ned i det plasticbæger, der indeholder en lille hvepserede med levende hveps, som et par af børnene fandt i går. Hun læser en lille historie om en bi, og de synger en bi-sang.

Imens er flere mødre ankommet til børnehaven. De står stille i den anden ende af lokalet, og børnene ænser tilsyneladende ikke, at mor er kommet. En ad gangen får de lov at løbe hen til deres mor, mens de summer som en humlebi. De børn, der endnu ikke er blevet hentet, bliver bedt om at finde sig en bog at læse i, indtil deres mor kommer. Lærerne går i gang med at gøre klar til næste hold. Så er der frokostpause.

Vi opmuntrer børnene til at undersøge tingene selv, og vi følger også op på det

Både forældre og beboere i området bliver hele tiden bedt om penge. Forældrene står for indsamling og kontakter til firmaer

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.