Vent med nye computere

Gamle pc'er kan få nyt liv og bringes til at klare de fleste opgaver i skolen nu og i fremtiden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men meget tyder på, at det ikke længere er nødvendigt at købe nye, stærke computere til skolerne.

De gamle 286- og 386-maskiner, der står rundt omkring, kan komme til at køre lige så godt som moderne pentium-maskiner, når blot de installeres i et netværk sammen med et nyt amerikansk netværkssoftware, der hedder Citrix Winframe, der bliver produceret under licens fra Microsoft.

Det store men er, at Winframe-løsningen ikke kan køre programmer med meget lyd og billede. Det vil sige multimedie. Det problem skulle kunne klares med en kommende version af Winframe, men vurderet realistisk varer det nok et stykke tid, før det kommer, så her må man stadigvæk punge ud.

Det, Winframe kan her og nu, er at få gamle maskiner eller nye terminaler til 3.000 kroner per styk til at køre det moderne Windows NT 32 bit software. Såvel som de allerfleste gamle dos- og windowsbaserede programmer, som skolerne ligger inde med.

Kort fortalt er Winframe-fidusen den, at de gamle eller nyere maskiner, som eleverne sidder med, egentlig bare bruges som skærme eller terminaler med tastatur og en ledningsforbindelse til et stort moderdyr af en pentium-pc.

Moderdyret eller serveren koster omkring 21.000 kroner og kan i en standardløsning betjene 16 brugere af det samme eller forskellige programmer samtidigt. Det sker uden ventetid eller ulemper.

Også gamle mac-computere kan med Winframe bringes til at fungere som fuldgyldige, moderne computere i et sådant netværk.

Winframe bruges i kombination med det nye styresystem, Windows NT.

Sidder de gamle computere ikke allerede i et netværk af en eller anden art, skal der investeres i et netkort til omkring 1.500 kroner for at koble dem op.

Oplysningerne stammer fra Citrix Winframes informationsmateriale og fra det Schultz-ejede firma, Synergi Data, der har eneforhandling på Winframe i Danmark. Et firma, der blandt andet lever af at opbygge og vedligeholde store softwareinstallationer. Som sådan og som forhandler af Winframe er firmaet part i sagen, men derfor ikke nødvendigvis usaglig eller useriøs.

Synergi Data nævner, at Winframe-installationer fungerer hos det store fagforbund Metal, der har haft en netværksløsning med Winframe siden august 1996.

Herfra bekræfter edb-afdelingen, at løsningen kører godt, samt at der er flere andre eklatante fordele såsom god Internetopkobling, og at det kun er serveren, der risikerer at blive forældet i stedet for som før, samtlige pc'er og dyr software.

Flere ting tyder på, at der her er en løsning, der kan bringe folkeskolen ud af den horrible kattepine, som fortsat investering i massevis af computere i 10.000-kroners klassen har skabt med den informationsteknologisatsende folkeskolelov.

Også fordi edb kan være en sur investering, når al erfaring viser, at de nye maskiner bliver forældede og taber det meste af værdien i løbet af en tre- til femårsperiode.

Noget, der naturligvis er helt uacceptabelt set i et helhedsperspektiv, hvor man sammenholder med indkøbspris og forældelsesfrist på andet vigtigt skolemateriel. Eksempelvis bøger, gymnastikredskaber og laboratorieudstyr i fysiklokaler.

Det er naturligvis nødvendigt med mere afklaring, fordi der næsten altid er uventede problemer med en ny teknologisk måde at gribe tingene an på. Inklusive uforudsete udgifter, der først viser sig, når det nye står sin prøve i klasselokalerne.

Men på den anden side kan denne teknologiløsning vise sig at være columbusægget, der lige præcis nu og fremover kan gøre fortsat indkøb af dyre, nye computere til en eklatant spildinvestering.

Sebastian Swiatecki er freelancejournalist.