Her står altså 'Harold gave me a sticker' (Harold gav mig et klistermærke). Sådan skriver en af de femårige i Lisa Stamps klasse efter at have gået i skole i to uger. En anden elev skriver H l M. Det betyder 'Harold likes me' (Harold kan lide mig). Hvert af børnene skal skrive en lille historie om giraffen Harold, som de netop har mødt i sundhedsbussen, der besøger skolen.

Vi er på Lincoln Heights Primary School i det vestlige Auckland i New Zealand. I Lisa Stamps indskolingsklasse er der nu 14 elever, men det forventes, at klassen kommer op på 30 elever i løbet af skoleåret. Sommerferien sluttede 28. januar og over halvdelen af eleverne er begyndt i skole siden. Resten har gået en måneds tid i skole, inden ferien begyndte.

I New Zealand er der undervisningspligt, fra barnet er seks år, men 99 procent af børnene begynder i skole på deres femårs fødselsdag. Det betyder, at det enkelte barn kommer ind i en elevgruppe, der allerede har en fælles kultur og er i gang med at arbejde. Der sker en rullende indskoling.

Hver elev har i dag valgt sin egen historie om giraffen Harold. En historie er lig med en sætning. Børnene sidder i grupper på fem-seks elever. De, der har prøvet at skrive historier mange gange, går i gang med at skrive. De andre kan male en tegning af Harold imens. Lisa Stamp går fra barn til barn og hjælper.

- Husk at der skal være lidt plads mellem de bogstaver, du skriver, siger hun.

Når historien er skrevet, roser hun eleven for alle de rigtige bogstaver og neden under sætningen skriver hun den fulde ordlyd langsomt og tydeligt, så barnet kan følge med. Derefter kan barnet male tegningen af Harold, og læreren kan gå videre til det næste barn.

Klasselokalet er en palet af farver. Overalt hænger der tegninger, digte og plancher med forskellige emner. Et par karton-palmer lyser op i bibliotekshjørnet, ugens bogstav toner frem på en planche, og på en tørresnor tværs over lokalet hænger elevernes tegninger med tekster som 'jeg er god til at lege med mine venner' eller 'jeg er god til at cykle'.

Bordopstillingen er til gruppearbejde. Desuden er der et arbejdsbord til maling og andet, der sviner, og ved siden af er der en køkkenvask.

Lærerens skrivebord gemmer sig nede i et hjørne bag nogle reoler. Det bruges kun, når eleverne ikke er til stede. I løbet af dagen bevæger læreren sig rundt til eleverne eller hun sidder på en udslidt stol ved siden af staffeliet, der bruges til bøger og plancher, som klassen arbejder med. Eleverne sidder på gulvet foran hende, når klassen laver noget fælles så som at synge, høre historie eller tale om en oplevelse.

Hver dag begynder med, at Lisa Stamps læser højt for børnene. Dagens digt. Senere er der mere højtlæsning og måske synger alle en sang.

Dagens digt er skrevet på et stort stykke karton overtrukket med plastic. Digtene opbevares samlet i en kasse og bruges mange gange. Hver fredag klistrer læreren en kopi af ugens digt ind i deres kladdehæfte. Fredag tager de dette hæfte med hjem i deres lille bogtaske i stedet for den daglige bog.

Gentagelser er et af nøgleordene i undervisningen. Man læser det samme digt eller den samme bog flere gange. Ofte er bogen også bygget op med mange gentagelser.

For eksempel læser klassen i dag bogen om katten og musen. Katten jager musen, og på hver venstre side i den store oplæsningsbog, som alle kan følge med i på staffeliet, ser man musen, mens katten ses på højresiderne.

'The mouse went under' læser læreren højt fra venstre side, mens børnene 'læser' i kor 'The cat went under'. Sådan kommer man alle begreber som 'over', 'under', 'ned', 'op', 'ind' og 'ud' igennem. Katten må jo gøre det samme som musen.

Historien slutter med, at musen løber igennem et lille hul, mens katten sidder fast i hullet - og børnene jubler.

Til denne store oplæsningsbog hører der små bøger magen til, så børnene selv kan læse den lille bog senere på dagen eller de kan låne den med hjem til næste dag.

Ofte præsenterer Lisa Stamp et par nye store bøger for børnene. Hun fortæller lidt om dem, og bagefter bliver de sat over på en af præsentationshylderne i klassen. Det er de bøger, klassen senere skal læse sammen.

Efter højtlæsningen viser læreren, hvordan børnene kan lave mariehøns. Hun har samlet en kasse med sten, som børnene kan male som mariehøns. Hun laver selv en mariehøne for at vise, hvordan man kan gøre, og fortæller, at mariehøne - ladybird - begynder med bogstavet L.

De 14 elever er delt i tre grupper. En gruppe går i gang med mariehønsene, en anden skriver Harold-historien, og den tredje gruppe går hen i bibliotekshjørnet og finder selv en bog, de vil læse. Børnene læser enten for sig selv, eller de læser højt for hinanden, mens de peger på hvert enkelt ord, de læser.

Efter et stykke tid skifter grupperne.

Hele dagen veksler aktiviteterne mellem leg og undervisning. Måske tager det kun ti minutter at lave en mariehøne, men så må barnet enten finde en bog at læse, lytte til båndoptageren med højtlæsning, spille på klassens computer eller bygge med klodser.

Når alle elever skal skifte fra én aktivitet til en anden synger Lisa Stamp for eksempel 'Are you watching' (kigger du), og børnene synger bagefter samme sætning. 'Are you listening' (lytter du), børnene synger igen som et svar, og Lisa Stamp synger med lav stemme 'Are you quiet' (er du stille). Denne gang svarer børnene ved at sætte en finger for munden.

Så er der lydhørhed, og læreren kan fortælle, hvad man nu skal arbejde med.

Andre gange klapper læreren en bestemt rytme, og eleverne svarer med at klappe samme rytme. Hver lærer har sin form. I nogle klasser skal eleverne sætte hænderne på hovedet efter klapperiet, i andre klasser folder de armene over kors. Metoden er lært fra første dag, og den virker de fleste gange - lige for at fange opmærksomheden og få ro i klassen. Hver gang der er uro i klassen, klapper eller synger læreren. Det hører til sjældenhederne at hun hæver stemmen. Hvis det er nødvendigt, går hun i stedet hen og taler stille med det enkelte barn.

Aktiviteterne skifter hele tiden gennem skoledagen. En blanding af leg og undervisning.

Her i første klasse møder eleverne klokken ni om morgenen, men læreren er i klasselokalet fra klokken 8.30 til at tage imod børn og forældre. Klokken ni begynder undervisningen, og man siger undskyld, hvis man kommer lidt over ni.

Skoledagen varer til klokken 15, men for dem, der kun har gået i skole i en uge eller to, slutter dagen ved 13.30-tiden.

Frokostpausen varer en time, hvor eleverne spiser deres mad udenfor i skolegården eller under bygningens halvtag. I pausen har lærerne gårdvagt på skift og kan ellers holde frokost selv. Pausen bruges også til meddelelser fra skolelederen eller kolleger.

Foruden frokostpausen er der tidligere en pause på en halv time. Her vælger de fleste af børnene at spise lidt af deres madpakke, mens lærerne går over på lærerværelset og får en kop kaffe.

I klassen har læreren et skema over aktiviteterne. Hver dag er opdelt på samme måde, men aktiviteterne skifter. Nogle varer ti minutter, andre måske en halv time. Men aldrig længere på de yngste klassetrin. Der sker hele tiden skift, for at fange børnenes koncentration.

Børnene kommer fra forskellige kulturer. De fleste i denne klasse har engelsk som deres første sprog, derudover er der et par maori-børn og nogle fra Stillehavsøerne samt en dreng fra Makedonien, der ikke taler meget engelsk endnu.

En af drengene er specielt langt fremme i læsning. Han læser tykkere bøger med langt flere ord end de andre. Han læser helt flydende, selv om han kun er fem år, men det er også meget specielt, fortæller Lisa Stamp. Hun forsøger hele tiden at give ham nye udfordringer. Da klassen skal lave limonade en formiddag, er det for eksempel ham, der læser opskriften højt for de andre.

Klasseundervisning, hvor alle elever laver det samme på samme tidspunkt, er ukendt i New Zealand. Undervisningen foregår altid i mindre grupper, men i løbet af en dag når alle igennem stort set de samme aktiviteter - men svarende til det niveau den enkelte befinder sig på.

Klassen er delt i faste grupper, og derudover bliver eleverne ofte inddelt i andre mindre grupper til bestemte opgaver.

Efter frokost er der matematik. Eleverne er gruppevis i gang med forskellige aktiviteter, mens Lisa Stamp tester nogle af eleverne enkeltvis. Det sker tit.

To elever står og følger med i opgaverne til eleven, der bliver testet. De bliver ivrige indimellem, men de afbryder aldrig og kommer aldrig med svaret på opgaven.

Barnet skal sige, hvad der er mellem tre og fem eller mellem syv og ni. Bagefter bliver barnet præsenteret for et mønster i farverne rød og gul på skift. Hvad kommer efter rød her, spørger læreren. Endelig prøver hun at lægge otte grønne plasticmønter op på række, barnet tæller dem og får det til otte. Læreren roder rundt i mønterne og spørger, hvor mange der nu er. Eleven svarer straks otte, hvorimod en anden elev prøver at tælle dem igen flere gange og når til resultater som fire eller seks.

Disse prøver sker løbende hele året. På den måde ved læreren hele tiden, hvor den enkelte elev befinder sig.

Klasseundervisning, hvor alle elever laver det samme på samme tidspunkt, er ukendt i New Zealand

Hver dag begynder med, at læreren læser højt for børnene. Dagens digt

Lærerens bord gemmer sig nede i et hjørne bag nogle reoler. Det bruges kun, når eleverne ikke er til stede