Målrettet undervisning

Folkeskolerne skærper kampen om at lokke de 15-16-årige unge til netop deres skole

Publiceret

Rundhøjskolen i Holme ved Århus har skrottet den brede idrætslinje i 10. klasse for i stedet at tilbyde henholdsvis en fodbold- og en håndboldlinje til august.

En anden skole - Engdalsskolen i Brabrand ved Århus - er gået samme vej. Rundhøjskolen er blevet så ivrig, at andre skoler kigger skævt til den. Skolens ledelse profilerer sig nemlig med et tilbud om en uddannelses- og fodboldlinje i tæt samarbejde med superliga-klub-ben AGF, elitedivisionsklubben HEI og Dansk Supermarked.

- Vi tilbyder 10.-klassen til de unge, der ønsker at forene et højt fagligt indhold med en sportslig udvikling og et indblik i en stor dansk erhvervsvirksomhed, siger skolevejleder Hans Peter Mehlsen om nye tilbud, som han ved vil provokere skolemiljøet.

Skolevejlederen indrømmer gerne, at Rundhøjskolen gerne vil bruge sin nye fodboldlinje til at vække debat om 10.-klassernes identitet.

- Vi målretter tilbuddet mod de ambitiøse, konkurrence-mindede unge. Det sikrer vi os ved en optagelsessamtale, præciserer Hans Peter Mehlsen velvidende, at den selektive udvælgelse kritiseres af andre skolefolk.

- Jeg ser da gerne, at vores skole fremstår som et alternativ til privatskolerne eller til en skole som Hessel Gods Fodboldkostskole i Grenå. Jeg vil gerne bryde privatskolernes ry for altid at have det bedste tilbud til de unge, pointerer Hans Peter Mehlsen og tilføjer:

- At vi så er på farlig grund med samarbejdet med Dansk Supermarked, er noget andet. Nogle af kollegerne hvisker da også 'nå, så er der vel også sponsorering inde i billedet?' Men vi får ingen penge af Dansk Supermarked, og jeg tror, at kritikken ofte er udtryk for misundelse fra andre skoler, der ikke selv følger med udviklingen.

Hvor lærere på andre skoler i Århus uformelt kritiserer fodboldklassen for at gå klubbernes og Dansk Supermarkeds ærinde, møder projektet anderledes positive toner fra både skoledirektøren i Århus og formanden for Århus Lærerforening.

- Det er op til skolens ledelse at godkende nye tilbud, og dagens folkeskole må jo prøve at imødekomme de behov, eleverne og deres forældre har til undervisningen, siger skoledirektør Jens Nygaard.

Formand for Århus Lærerforening, Jette Jensen, ser projektet på Rundhøjskolen som en faglig udfordring for folkeskolens lærere.

- Mange 9.-klasseelever spørger sig selv, hvad de dog skal med et år i 10. klasse. Derfor udbyder de enkelte skoler nu deres egne specialiserede 10.-klassetemaer i konkurrencen om at være den mest populære skole, hvor vi tidligere så et regionssamarbejde mellem skolerne i det østjyske, siger hun om den skærpede dyst om elevernes gunst.

Efterskoler, privatskoler, tekniske skoler, handelsgymnasier og sportscolleges er blevet rivaler i kampen om eleverne i disse års små ungdomsårgange.

Såvel fodboldlinjen i Holme som håndboldlinjen i Brabrand afspejler skolernes nye tendens til at målrette deres tilbud. Skolekonsulent i Århus Poul Øxenholt udtrykker det på denne måde:

- Vi ser to tendenser i øjeblikket. Den ene handler om at udnytte spillerummet for det utraditionelle, projektorienterede tilbud med det faglige niveau i orden. Den anden tendens satser alene på at styrke det faglige indhold, fordi skolerne i dag møder forældrenes øgede krav om at se deres børn gå fagligt styrkede ud af folkeskolen.

I Århus Kommune er 1.855 elever potentielle 10.-klasseelever til efteråret, men kun halvdelen vælger at gå den vej. 50 procent af dem, der vælger at gå i 10. klasse, flytter til en anden skole end deres egen og gør det stadig oftere for at tage den udvidede afgangsprøve.

En af de elever, der sidste år bevidst valgte gymnasiet fra for at tage 10. klasse først, er den 16-årige Michael Jensen fra håndboldlinjen på Engdalsskolen i Brabrand.

- Da jeg valgte at tage 10. klasse, sagde flere af mine kammerater, at det ville være et spildt år. De ville hellere nå videre hurtigt og målbevidst. Men vi skal jo ikke nå noget allerede som 16-årige. 10. klasse giver mig tværtimod god tid til at overveje, hvilken uddannelsesvej jeg skal gå, jeg får et fagligt løft og bliver en bedre håndboldspiller, kommenterer han kritikken fra dem, der mener, at 10. klasse kun bruges som en udslusningsklasse.

For håndboldklassens ene lærer Jan Eggert og håndboldtræner for samme aldersgruppe i Brabrand IF, handler klassen også om at profilere skolen over for byens bedste håndboldspillere. De behøver ikke at spille i hans egen klub, bare talenterne bliver boende i Århus frem for at rejse til Ikast eller andre konkurrerende byer.

- Jeg vil hævde, at vi holder et højere fagligt niveau, end de fleste har ventet. Alligevel spørger nogle af mine kolleger mig stadig, om jeg nu arrangerer weekendens håndboldtur som lærer eller som håndboldtræner, siger Jan Eggert om en dobbeltrolle, som vækker til debat blandt kollegerne.

På Rundhøjskolen er skolevejleder Hans Peter Mehlsen heller ikke blind for AGF's langsigtede interesse i at samle særlige fodboldtalenter på en skole tæt ved klubbens anlæg.

Han erkender også, at Dansk Supermarked går ind i projektet for at få direkte kontakt med et motiveret udsnit af den relativt lille årgang af unge, som i dag er ombejlet af erhvervslivet.

Men Hans Peter Mehlsen frygter alligevel ikke for samarbejdspartnerne.

- Det er os på skolen, der tog initiativ til fodboldklassen, og det er os, som styrer forløbet, selv om vi tager gæstelærere ind fra AGF, HEI og Dansk Supermarked. De skal levere den faglige ekspertise på områder, vi ikke selv kan klare, og så har vi hele tiden en lærer med på sidelinjen, insisterer han.

Personalekonsulent i Dansk Supermarked Claus Mundus peger da også i første omgang på chancen for at fortælle de unge om livet i en stor virksomhed.

- Vi kan lære de unge noget om lederudvikling, om at arbejde sammen og dermed bidrage til deres personlige udvikling. Først i tredje række ønsker vi at så et frø om Dansk Supermarked i deres bevidsthed. Vi har jo først brug for dem om trefire år som 20-årige, erklærer han og roser skolen for at satse på de unge, der bærer en vindermentalitet i sig.

Hans Peter Mehlsen og Rundhøjskolen beder alle skoleledere se bort fra ønsket om altid at ville holde på deres egne elever. Han ved godt, at det bliver svært at ændre den holdning, fordi antallet af elever også handler om embeder og ressourcer.

- Men den holdning overhales indenom af de unge og deres ønsker om relevante uddannelsestilbud. Kritikerne frygter måske nok, at vi med vores målrettede tilbud mister lidt af folkeskolens sjæl, og at de unge vil føle sig usikre på kvaliteten af undervisningen.

- Jeg tror bare ikke, at det går sådan. Unge af i dag vil gerne betragtes som unge og store, den dag de når alderen til 10. klasse. Om det klassetrin fortsat skal høre under folkeskolen, ungdomsskolen eller i en form for 10. klasses centre løsrevet som deres egen platform for et senere valg af ungdomsuddannelse, skal jeg til gengæld være usagt, siger Hans Peter Mehlsen om sin private spådom om 10.-klassens fremtid.

Steen Bille er freelancejournalist.

I Århus Kommune er 1.855 elever potentielle

10.-klasseelever til efteråret, men kun halvdelen vælger

at gå den vej

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.