Unge lokkes til uddannelse

Aggressive midler bruges for at få unge til at gå på handelsskole

Publiceret

Velkommen til din personlige uddannelsesplanner. Du har nu mulighed for at taste dig igennem til, hvordan du kan opnå netop dit mål med fremtiden. Hvilke af følgende ting er vigtige for dig eller stræber du efter?'

'Tast et for ansvar. Tast to for udfordring. Tast tre for karriere. Tast fire for internationalt arbejde. Tast fem for god indtjening. Tast seks for gang i den.'

Bag sekstallet lyder det friskfyragtigt:

'Der er gang i dig. Du er til fest og farver. Dit sociale netværk er stort, og du kan lide at være midtpunkt. Tast et for at høre, om de andre ting også passer til din uddannelsesplanner, eller tast to for at høre, hvordan du kan fådineønsker opfyldt.'

Efter et tryk på totallet siger den friske fyr:

'Uddannelsesplanneren passer på dig som person, såhandelsskolen er en god vej frem i livet.'

Det, der måske kunne lyde som en reklame for vaskepulver eller ny biltype, handler i virkeligheden om at få unge til at vælge handelsskolen i stedet for gymnasiet.

Telefonreklamen er en del af et materiale, der hedder 'Vejen til personlig udvikling', og det er blot ét eksempel på, hvordan markedsføring af uddannelser ser ud i dagens Danmark.

Der bliver færre og færre unge, og samtidig har gymnasierne en meget stor tiltrækningskraft på de få, der er. Handelsskoler, tekniske skoler og diverse brancheorganisationer vil gerne have, at der sættes kryds ved andet end gymnasiet, når de unge skal vælge uddannelse den 15. marts.

Og det ér vigtigt at få fat i dem allerede i folkeskolen. Undersøgelsen 'Unge undervejs' fra Danmarks Pædagogiske Institut peger nemlig på, at uddannelsen i vid udstrækning bliver valgt allerede i 9. og 10. klasse.

Kampen om de små ungdomsårgange betyder så, at stadig flere penge postes i mere og mere aggressiv markedsføring. Og der er nærmest frit slag for producenterne. Markedsføringsloven gælder nemlig ikke, når det handler om uddannelser. Og det tages ikke alvorligt, at Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (RUE) har lavet nogle etiske retningslinier for vejledningsområdet.

Folkeskolen har fået det nye materiale om handelsskolerne af lærer Mogens Kruse fra Sjørring Skole ved Thisted. Han ringede og var temmelig ophidset.

'Vejen til personlig udvikling' er et farvestrålende materiale med seks små brochurer, der kort fortæller om de seks slagord fra telefonsvareren. Og så er der en syvende brochure med navnet 'Dream Planner', som fortæller en anelse mere uddybende og har adresserne på samtlige handelsskoler i Danmark. I materialet står der blandt andet:

'Det hele foregår i et miljø, hvor der er fart på. Så hvis du synes, at folkeskolen var et fængsel - så hop ind i en helt ny frihed på handelsskolen!'

Det var først og fremmest det udsagn, der fik lærer Mogens Kruse til telefonen.

- Materialet er usagligt og oversmart. Det er en fuldstændig urimelig måde at bruge folkeskolen på for at markere sine egne synspunkter. Man kan jo ikke andet end føle sig som en slags fangevogter, når man ser, at folkeskolen er afbildet som et fængsel, siger Mogens Kruse.

Andre eksempler fra materialet er:

'Hvis du er dygtig og gearet til det, kan du nå så højt, du ønsker! Det er kun dig selv, der sætter grænserne.'

'Enhver rejse starter med det første skridt. Og ønsker du at gå den direkte vej mod toppen og det store udland - så vælg handelsskolen.'

'Det er ret smart, hvis uddannelsen ligner virkeligheden bagefter. Så spilder du ikke tiden med noget, der ikke har med resten af verden at gøre. Handelsskolen ligner det virkelige liv.'

'Du får selv en stor del af ansvaret for egen indlæring. På en helt anden måde end i gymnasiet. Og undervisningen er meget levende og aktiv.'

Folkeskolen har fået Eivind Juhl, ledende skolekonsulent for uddannelse og erhverv i Rødovre Kommune, til at vurdere materialet. Eivind Juhl er også tilknyttet RUE.

- Det er markedsføring på den allermest forargelige måde. Det værste er, at man markedsfører sig på andres bekostning. Man nedgør i høj grad andre uddannelser til fordel for sig selv. Det er usmageligt, siger han og fortsætter:

- Materialet siger, at bare man begynder på en handelsskole, så kan man komme helt til tops, få en fantastisk høj løn, komme til udlandet, og jeg ved ikke alt det, man kan. Det er usagligt.

Materialet er lavet af Uddannelsesfonden for Detail-, Engros- og Kontorområdet. En fond indstiftet af Dansk Handel og Service, Dansk Arbejdsgiverforening, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (HK) og Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service.

Selve materialet er lavet af et reklamebureau, og bag det har der siddet en styregruppe med repræsentanter fra de fire organisationer. Den ene af dem er Svend Berg, kontorchef for Dansk Handel og Service. Handelsskolerne selv har ikke været med, men Svend Berg oplyser, at de er blevet orienteret.

Til kritikken siger han:

- Sammenligningen af folkeskolen med et fængsel er fuldstændig utilsigtet. Den er der ikke nogen, der kan være mere ked af end jeg. For selvfølgelig er vi også godt klar over, at der sker ret mange spændende udviklinger i folkeskolen i øjeblikket. Og at folkeskolen måske i langt højere grad end handelsskolen har været foregangsinstitution på det med at lave afprøvninger med undervisningsformer. Folkeskolen burde ikke have fremtrådt i materialet.

- Har I som styregruppe ikke læst korrektur på det her?

- Jo, det har vi da i skyndingen. Og den er altså sluppet med.

Svend Berg mener, materialet er godt og bestemt ikke usagligt.

- Jeg synes ikke, at vi går for langt. Det kan da godt være, at vi giver et skønmaleri af, hvad man kan opleve og kan komme ud for på handelsskolerne og i de efterfølgende elevuddannelser og jobmuligheder. Men de billeder, der bliver malet i kampagnen, kan til enhver tid også genspejles i virkelige historier - og ikke kun i enkelte hurrahistorier.

- Kampagnen er jo henvendt til de unge, og de er faktisk ret svære at få i tale og er ret forhærdede hvad angår reklamer og vejledningsmateriale. Hvis det skal fange de unge, skal deres nysgerrighed selvfølgelig pirres, og det sker sjældent i dag med neutral omtale. Der skal kolorit på.

I Handelsskolernes Forstander- og Inspektørforening (HFI) kender man ikke materialet, men har set det på et orienteringsmøde. Sekretariatschef i HFI, Annette Larsen, siger:

- Vi går ikke ind for at fortælle om en uddannelse på bekostning af andre. Vejledningsmateriale skal være sagligt.

- Materialet er lavet uden om os, og vi må beklage, at vi ikke er i stand til at koordinere informationen. Det er uoverskueligt for de unge, at brancheforeningerne også laver materialer, siger Annette Larsen.

I øjeblikket bliver der lavet materialer af RUE, af de vejledningsfaglige udvalg i amterne, af uddannelsesinstitutionerne selv og af diverse brancheforeninger.

- Det, der presser, er også de andre organisationer. Hvis vi kunne opnå en vis enighed mellem uddannelsesinstitutionerne, så kunne vi for min skyld godt holde op med alle de private produktioner, siger Annette Larsen.

Men i øjeblikket er enigheden svær at fåøje på, og alle kneb bliver brugt for at rekruttere elever. Der er eksempler på skoler, der udlodder en knallert som præmie mellem dem, der begynder på uddannelsen. Trævareindustrien har udsendt materiale med dufte - for at de unge kunne lugte til røgen i bageriet og så videre.

- Den 15. marts skal de unge vælge, hvad de vil, så i øjeblikket handler det om at gafle elever. Der kommer mere og mere materiale, og det bliver mere og mere aggressivt, siger Jette Stegmann, der er pædagogisk konsulent på vejledningsområdet i Undervisningsministeriet.

- Men heldigvis går materialet jo ofte igennem vejlederen, og sådan et usagligt materiale vil ryge i papirkurven, siger hun.

Og papirkurven er den eneste løsning, for ud over de etiske retningslinier for uddannelses- og erhvervsvejledning, som RUE har lavet, er der intet, der styrer markedsføringen af uddannelser. Og de retningslinier er ikke juridisk bindende.

- Vi har udgivet de etiske retningslinier som en støtte for vejledere og for uddannelsesinstitutionerne, så de får en fornemmelse af, at man kommer længst i verden med nogle objektive og neutrale oplysninger til unge frem for at voldføre dem, siger Lis Kofoed, sekretariatschef hos RUE.

Lis Kofoed har set materialet om handelsskolerne, men ønsker ikke at kommentere det.

- Jeg finder det vanskeligt, at vi går ind i enkeltsager. Vores opgave er at være rådgivende over for ministeren - ikke at gå ind og være politibetjente, siger hun og oplyser, at RUE i år tager de etiske retningslinier op til revision.

Det er markedsføring på den allermest forargelige måde. Det værste er, at man markedsfører sig på andres bekostning

Hvis det skal fange de unge, skal deres nysgerrighed pirres, og det sker sjældent i dag med neutral omtale. Der skal kolorit på

Den 15. marts skal de unge vælge, hvad de vil, så i øjeblikket handler det om at gafle elever

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.