Reglerne er gode nok

Justitsministeren vil ikke ændre offentlighedsloven. De ansattes interesser varetages godt nok

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Justitsminister Frank Jensen (Socialdemokratiet) er her og nu ikke til sinds at ændre offentlighedsloven, så ansattes personalemapper beskyttes mod nyfigne blikke.

I en række skriftlige svar til Sonja Albrink, Centrum-Demokraterne, Tom Behnke, Fremskridtspartiet, og Anne Baastrup, Socialistisk Folkeparti, der alle er medlem af Folketingets retsudvalg, skriver han, at offentlighedsloven er god nok, som den er.

Loven tager nemlig både hensyn til offentlighedens adgang til at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning, til offentligt ansattes privatliv og til myndighedernes personalepolitik.

De gældende regler og fortolkninger af loven beskytter i store træk det, der skal beskyttes i personalemapperne.

Der er ikke adgang til sager om ansættelse og forfremmelse, interne arbejdsdokumenter i det omfang, de ikke drejer sig om oplysninger om faktiske omstændigheder samt oplysninger om private forhold. Desuden mener ministeren, at hensynet til myndighedernes personalepolitik taler for, at personalebedømmelser i forbindelse med personalesamtaler kan undtages fra retten til aktindsigt. Han erkender dog, at det ikke er tilfældet, hvis udenforstående - herunder den ansatte selv - har set papirerne.

Det er uafklaret, om man kan tillade sig at holde dokumenter hemmelige med henvisning til at beskytte offentlige eller private interesser.

- Det er fint, at det endelig er lykkedes at få et svar fra regeringen, så vi kan få afklaret, hvordan reglerne er for adgang til personalemapper, og det har vi nu fået. Det grå område er adgangen til referater fra personalesamtaler. På det punkt læser jeg svaret sådan, at den enkelte forvaltning nu skal fastlægge, hvilke regler, man mener, der gælder på det sted, så man kan føre samtaler i en tryg atmosfære. Det vil så kræve en domstolsafgørelse, hvis udefrakommende skal have adgang. Men man skal være opmærksom på, at den ansatte ikke må få referatet. Det kan formentlig tackles ved, at vedkommende læser papirerne på kontoret, siger Anne Baastrup.

Hun vil ikke tage sagen op igen, før der foreligger et eksempel på, at beskyttelsen af personalemapperne ikke fungerer.

Tom Behnke og Sonja Albrink har endnu ikke fået set på justitsministerens svar.

Sagen om personalemapperne kom frem, da pressen omtalte en række sager, hvor udefrakommende personer har krævet og fået adgang til offentligt ansattes personalemapper. Et af de grelle eksempler drejede sig om en mand, der fik adgang til en laborants personalemappe, fordi han var utilfreds med en bolig, som han havde lejet af hende.

I fremtiden vil han kun kunne få harmløse oplysninger udleveret, mener Anne Baastrup.

Folkeskolen har de sidste tre uger forsøgt at få en kommentar fra justitsministeren, men Frank Jensen har endnu ikke ønsket at besvare vores spørgsmål, ligesom han ikke har ønsket at uddybe sine svar til de tre folketingsmedlemmer.J