Læsningen af sidste uges aviser kunne forlede én til at tro, at medlemmerne af DLF's hovedstyrelse tæsker løs på hinanden i en rasende kamp om decentral løn. Det passer ikke. Der er ikke meget Brian Nielsen over den forsamling.

Alle går efter et samlet overenskomstresultat, som er så godt, at foreningens medlemmer vil sige ja til det ved en urafstemning. Men det var selvfølgelig en alvorlig diskussion, der foregik, da Anni Herfort onsdag aften kom hjem med et delresultat. Og da det handlede om noget så forhadt som decentral løn, kom der ekstra følelser med i snakken.

Var det lykkedes formanden at få arbejdsgivernes ja til at tage skridt i 'den rigtige retning'? Eller var resultatet så dårligt, at foreningen skulle smække sig selv uden for døren og lade de andre om forhandlingerne?

Det ligner et tilbageskridt, at loftet er hævet fra 0,8 til 0,9, og hver kommune skal udbetale 0,5 procent af lønsummen til de ansatte. Men så enkelt er regnestykket ikke.

For 'prisen' er uhyre billig. Hele molevitten koster kun lærerne 0,2 procent af lønsummen. Ved sidste overenskomst lød regningen på 0,48, men denne gang har arbejdsgiverne accepteret, at der ikke afregnes for de første 0,5 procent. Eller rettere: der er betalt. Nemlig med de penge, som ellers ville være tabt for lærerne, fordi kredsene har sagt så bastant nej til individuelle tillæg og andre narrestreger, som kan ødelægge samarbejdsånden blandt lærerne.

Det resultat må vist både kaldes et skridt i den rigtige retning og imponerende købmandskab.

Oveni skal så lægges, at det er aftalt, at penge, som tilkommer lærerne - men som ikke bruges til decentral løn - ikke går til spilde, men føres tilbage, så de kan gavne DLF's medlemmer siden hen. Det er endnu et skridt i den rigtige retning.

Og så kan de næste spring ellers tages af kredse, hovedstyrelse og kongres i fællesskab. For kommunerne skal aftale med kredsene, hvad pengene skal bruges til. Og der kan laves aftaler om alt muligt andet end fedterøvspjat, der er jo masser af uløste opgaver, der venter, og der udføres meget underbetalt arbejde på skolerne. Så der er tørre steder nok at anbringe pengene. Det véd enhver børnehaveklasseleder, enhver lærer og enhver skoleleder.

Hvis der er brug for inspiration, kan den hentes i Norge, hvor før-skolelærerne har ført en indædt og kompromisløs kamp mod egoist-aflønning. Og deres kamp er lykkedes. Som det er blevet beskrevet i Folkeskolen i februar 1996, er der ikke én norsk førskolelærer, der har modtaget én eneste krone som individuelt løntillæg. Men før-skolelærerne er samtidig den gruppe offentligt ansatte i Norge, der har forhandlet sig til flest decentrale penge til lokale team, projekter og gruppevise lønforhøjelser!

De nye danske rammer for decentral løn kan fyldes ud på samme kreative måde.

Om det samlede overenskomstresultat så bliver godt nok, vil vise sig om kort tid. Men indtil videre er retningen god.

-th