Debat

Strategi og taktik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med glæde, jeg læste Folkeskolen nummer tre, 1997, med et interview med Anni Herfort.

Det var med glæde, fordi jeg af personlig erfaring ved, hvor svært det er for almindelige medlemmer at få formanden i tale (jævnfør Folkeskolen nummer 42/95, side ni).

Desværre drejer interviewerens spørgsmål sig, så vidt jeg kan konstatere, kun om de aktives arbejds- og lønningsforhold. Derfor vil jeg tillade mig selv at interviewe formanden om nogle af de ting, der mangler, ved her i Folkeskolen at stille nogle relevante spørgsmål vedrørende tjenestemandspensionisternes forhold, som ellers let kunne gå i glemmebogen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

For ikke at overbebyrde formanden vil jeg nøjes med at stille et par spørgsmål om ugen, således at det bliver overkommeligt at svare, og sådan at det enkelte svar ikke drukner i mængden.

I Folkeskolen nummer 17/96 refereredes følgende udtalelse af formanden: 'Resultater får man ikke ved bare at skrive kongresudtalelser af. Vi må lægge en strategi og en taktik, som har til formål at bevæge sagen i den rigtige retning, og i sidste ende at få opfyldt vore mål'.

Mit første spørgsmål lyder nu:

Hvordan ser den lagte strategi og taktik ud for tjenestemandspensionisterne her i januar måned 1997?

Jeg kan imidlertid tænke mig, at du nødig vil røbe strategi og taktik, endnu før pensionsforhandlingerne er gået i gang, for ikke at give forhandlingsmodparten gode kort på hånden, så hvis du foretrækker at holde kortene tæt ind til kroppen, kommer her mit andet spørgsmål:

Vil du love, Anni, at du afslører strategien og taktikken for pensionisternes vedkommende, når overenskomstsituationen er overstået?

Derved vil vi pensionister nemlig kunne få lejlighed til at bidrage med gode idéer til næste gang, det går løs.

Finn Andersen

Herlev

Svar:

Tak for dit brev, hvori du spørger, om jeg på nuværende tidspunkt - eller senere - vil afsløre foreningens taktik og strategi for forbedring af tjenestemandspensionisternes forhold.

Jeg kan ikke afgive et sådant løfte, men oplyse, at foreningen løbende - ad såvel formelle som uformelle kanaler - arbejder for, at reguleringen af tjenestemandspensionerne ændres, således at pensionernes størrelse afspejler lønudviklingen på arbejdsmarkedet.

Det blev på foreningens ordinære kongres i oktober 1996 rejst som et krav til overenskomstforhandlingerne i 1997, at forholdet mellem lønudviklingen for aktive medlemsgrupper og tjenestemandspensionister skulle forbedres. Dette krav er ikke glemt.

Tjenestemandspensionisternes forhold indgår i de igangværende forhandlinger på statens område, idet Centralorganisationens Forhandlingsudvalg sammen med Finansministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder med tjenestemandspensionisternes forhold. Lærernes Centralorganisation er repræsenteret i denne arbejdsgruppe.

Ved overenskomstforhandlinger er jeg i denne periode travlt optaget af at fremskaffe et resultat, som imødekommer kongressens krav og medlemmernes forventninger. Det vil derfor - af ressourcehensyn - ikke være så hensigtsmæssigt med ugentlige spørgsmål i Folkeskolen om tjenestemandspensionisternes forhold.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF