Folkeskolen - er den for mig

Skolen tager for lidt hensyn til de tosprogede

Publiceret

Mine børneår har jeg tilbragt i en landsby 100 kilometer fra hovedstaden Islamabad i Pakistan. Jeg blev født hjemme i min mormors og morfars hus i olielampens skær og med en jordemoder, der var udlært i 'mesterlære' hos en slægtning.

Rutebiler mellem provinsbyerne og et fåtal af privatbiler, som kun de meget rige havde råd til at købe, udgjorde transportmulighederne, når man bortser fra hestevogne, som egentlig var det vigtigste transportmiddel - flot udsmykkede hestevogne med smukke og veltrimmede heste spændt for. Jeg var vild med at sidde foran sammen med kusken, når vi på smukke sommereftermiddage kørte de to kilometer til byen for at købe ind.

I sommerferierne kom alle fætre og kusiner til landsbyen for at tilbringe ferien hos bedsteforældrene, og vi legede sammen fra morgen til nat, sen nat, uden at de voksne kontrollerede alt.

Jeg var omkring seks-otte år, før elektriciteten nåede frem til vores område. Så fjernsynet var ikke almeneje og spillede ikke nogen rolle i børneopdragelsen, almendannelsen eller undervisningen.

Alt dette er nostalgi og i hvert fald en saga blot, for det ser helt anderledes ud i 'min landsby' i dag. Landsbyen er smeltet sammen med den nærliggende by, og der drøner tusindvis af biler, taxier, lastbiler og motorcykler igennem hver dag og hele dagen. Alle har fjernsyn og video (næsten alle i hvert fald), og familiehyggen foregår foran fjernsynet.

Men det var den virkelighed, jeg flyttede fra, da jeg flyttede til Danmark for godt tyve år siden. Fra idyllisk landsbyliv til storbylivet midt i København - i en københavnsk folkeskole i et arbejderkvarter.

Man skulle tro, at det ville være en traumatisk oplevelse at komme til et helt fremmed land med et sprog, man ikke forstår, og en anderledes kultur. Men faktisk var de første par år i Danmark meget spændende og glædesfyldte. Det var fantastisk at opleve, hvordan alting var anderledes og dog det samme, for her var folk, der holdt af hinanden og tog sig af hinanden. De levede sammen, måske på en anden måde, men dog i familier. Sproget var svært, og det tog nogen tid at lære. Men når det lykkedes at kommunikere med folk, jeg mødte, var det lykken.

At gå i skole var hårdt, for det var anderledes. Men det var også sjovt og lærerigt - i hvert fald i starten.

Men efter de første par år gik det op for mig, at jeg ikke hørte til i folkeskolen - ikke den person, jeg var. Jeg kunne ikke bruges med mine ressourcer. Indtil da havde jeg ikke haft særligt store problemer med at klare mig godt i Danmark og i folkeskolen, måske netop på grund af min baggrund. Men den skjulte læreplan var, at jeg skulle tilpasses normen for at blive en del af skolen, og først efter denne tilpasning kunne jeg blive regnet for folkeskolens normale elevgrundlag.

Derefter var det hverken sjovt eller særligt lærerigt at gå i folkeskolen.

Flere tusinde af folkeskolens tosprogede elever oplever det samme som jeg, at:

- undervisningens tilrettelæggelse ikke tager udgangspunkt i deres virkelighed

- skolen ser dem og deres baggrund som problem

- de ikke kan spejle sig i skolens undervisning og personale.

Hvis det skal lykkes at gøre folkeskolen også til de tosprogede elevers skole, står vi over for store udfordringer med hensyn til inddragelse af de tosprogede elevers personlige, kulturelle og sproglige ressourcer som grundlag for folkeskolens undervisning.

Fakha Mohammed er lærer på kursus for voksne indvandrere.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Powered by Labrador CMS