Erik Helby

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Erik Helby døde den 22. december 1996 efter lang tids svær sygdom.

I det tidlige forår fik vi den triste besked, at Erik ikke, som håbet, havde klaret kampen mod den sygdom, han havde kæmpet mod i et års tid. Forude lå tværtimod den hårdeste kamp, hvor håbet om sejr indimellem var svært at fåøje på.

Eriks sidste tid på skolen brugte han på at gøre det så nemt som muligt for os at fortsætte, hvor han slap.

I 1979 blev Erik skoleinspektør ved Ødis Sogneskole, hvor han havde været ansat siden 1965. Han har med sin store interesse for de historiske og musiske fag sat sit præg på skolen og sognet. Mange gamle elever vil huske turene til de historiske steder i sognet og Slesvigsturen. Skolens forårskoncert var Eriks ide, og det var vigtigt for ham, at alle elever denne aften fik mulighed for at give udtryk for deres musikalske kunnen.

Skolens åbning mod lokalsamfundet var en hjertesag for Erik. Det lykkedes for ham at få inddraget mange af sognets beboere i skolens virksomhed. Kunstudstillinger og aktivitetsaftner var nogle af de tiltag, han var hovedmanden bag. Han formåede ofte at få sine interesser for musik, kunst og historie til at gå op i en højere enhed. Det gjaldt især revyer og amatørteatre, hvor han var meget flittig både som tekstforfatter og skuespiller. Der havde han en særlig lejlighed til at give udtryk for den humor, som han også havde med i sit daglige virke.

I den daglige ledelse af skolen var han demokratisk og visionær. Han var meget åben over for nye ideer, kom selv med mange og lagde mange kræfter i gennemførelsen af dem. Det var vigtigt for ham, at skolen var i en stadig udvikling, og altid havde han nye mål for øje.

Erik havde mange tillidsposter i lokalsamfundet. Han var blandt andet med til at oprette Ødis Børnehave, var med i arbejdet for et heltidsbibliotek i Vamdrup og var medforfatter af Ødis Bogen.

Vor medfølelse og tanker går til Mette og børnene.

Æret være hans minde.

Personalet ved Ødis Sogneskole