Folkeskolens leder:

Fælles interesse

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Demokrati uden åbenhed er som ild uden ilt. Og fortrolighed uden tryghed er som blomster uden vand.

Derfor uroen og de hurtige reaktioner i de sidste ugers debat om den tilsyneladende uindskrænkede adgang til offentligt ansattes personalemapper.

Med offentlighedsloven i hånden har en borger fået udleveret oplysninger om alt, hvad der stod om en laborant i hendes sagsmappe på hospitalets personalekontor. Blot fordi borgeren var sur på laboranten, som han boede til leje hos.

En gruppe gymnasieelever, der var utilfredse med de karakterer, de havde fået, har krævet adgang til en lærers personalemappe.

Og Folkeskolens journalist kunne - uden nogen begrundelse overhovedet - få udleveret en bunke papirer om tillidsrepræsentanten på en skole.

Alt sammen fordi ofrene er offentligt ansatte.

Reaktionerne kom prompte. Og de har været sjældent entydige. Fra Venstre til venstrefløj, fra skoleleder til justitsministerium og fra DLF til Kommunernes Landsforening er man enige:

- Når åbenhed bliver til gabestok, må regler og praksis laves om.

Justitsministeren skal da også allerede i denne uge svare på spørgsmål i Folketingets retsudvalg, og nævenyttige kværulanter skal ikke regne med, at de kan benytte ventetiden - inden ændringerne er gennemført - til at hive hvad som helst ud af det offentliges personalearkiver. På Skals Skole i Midtjylland Kommune har skoleleder Karl Engelbrecht vist civil courage ved straks at meddele, at han vil holde følsomme oplysninger ude af personalemapperne for at beskytte skolens lærere, også selv om det kan koste ham en næse. Og rundt om på offentlige arbejdspladser har ansvarlige ledere travlt med at rydde op, så oplysninger om ansattes personlige forhold bliver fjernet. Fordi de var lagt ned i mapperne i tryg forvisning om, at oplysningerne var fortrolige og blev mellem leder og ansat.

Meldingen fra Kommunernes Landsforening er heller ikke til at tage fejl af. Til Folkeskolen siger kontorchef Flemming Blønd, at Landsforeningen råder til ikke at udlevere noget, hvis man er i tvivl. Og læst på den rigtige måde, siger fuldmægtig i Justitsministeriet Poul Dahl Jensen, at hvis man sørger for, at referater fra medarbejder- eller udviklingssamtaler ikke forlader skolen - så er det interne arbejdspapirer, som ingen udefra har ret til snage i!

Meldingen fra Justitsministeriets talsmand er også klar.

- Hvad angår aktindsigt i personalemapperne er jeg sikker på, at arbejdsgivere og organisationer har en fælles interesse i at få reglerne ændret, siger han.

Forhåbentlig omsætter ministeren den brede enighed til øjeblikkelig praktisk handling.

-th

æs side 10

Fra Venstre til venstrefløj, fra DLF

til Kommunernes Landsforening:

Lav loven om