Nye lønformer er blevet det helt store spøgelse i forhandlingerne om en ny overenskomst på det kommunale område.

Den 25. januar kunne man i alle landets aviser læse overskrifter som 'Offentlige ansatte får lønreform'. Overskrifterne stod imidlertid ikke mål med virkeligheden. Ganske vist var der dagen inden opnået enighed om en rammeaftale om nye lønformer, men denne rammeaftale var blot et sæt spilleregler, der skal overholdes, hvis en eller flere organisationer ønsker at gennemføre radikale ændringer af medlemmernes lønsystem. Der er ingen udsigt til, at lærerne skal ændre lønsystemet alene af den grund, at arbejdsgiverne endnu ikke har præsenteret os for et alternativ, der passer til det arbejde, der udføres i skolen.

I lederen i Folkeskolen nummer et/to blev det ganske vist antydet, at vi godt kan acceptere et lønsystem, hvor en del af lærernes og børnehaveklasseledernes løn bliver udmøntet lokalt ud fra de funktioner, den enkelte varetager. Er det da helt umuligt at forestille sig, at Lærerforeningen centralt aftaler et katalog af funktioner, der kan danne udgangspunkt for decentrale aftaler om, at varetagelse af bestemte funktioner udløser forskellige tillæg? Umuligt er det naturligvis ikke, men tankegangen er ganske enkelt tåbelig.

Det vil blive yderst tilfældigt, hvilke funktioner den enkelte kreds kan blive enig med kommunen om skal udløse et tillæg. Alene af den grund vil systemet aldrig blive accepteret af lærerne og børnehaveklasselederne. Det vil i øvrigt være ganske meningsløst at prisfastsætte de forskellige funktioner, som vi alle opfatter som en naturlig del af vores arbejde. Funktioner, der alle skal afsættes tid til at udføre.

Tillæg til en række 'særlige' funktioner vil endvidere fjerne opmærksomheden fra skolens væsentligste opgave, nemlig undervisningen.

Fordelingen af opgaverne under arbejdsfordelingsprocedure inden hvert skoleår vil blive præget af en kamp om de lønsomme funktioner frem for fælles indsats for at få løst skolens mange opgaver bedst muligt.

Endelig kan vi forudse, at et lønsystem, hvor fem, ti eller måske 20 procent af lønnen skal udløses på den måde, endnu en gang vil udløse et enormt bureaukrati, der vil lægge beslag på betydelige ressourcer hos forvaltningerne, skolelederne, kredsene og tillidsrepræsentanterne. Ressourcer, der kan bruges betydeligt mere konstruktivt.

Vi vil ikke endnu en gang indføre et system i folkeskolen, der muligvis fungerer i teorien hos teknikerne på begge sider af forhandlingsbordet, men som er ganske uanvendeligt i folkeskolens hverdag.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse