Folkeskolen har talt med de seks lærere i Janus-projektet på Hjortespringskolen om, hvordan lærerrollen ændrer sig, når man integrerer IT (informationsteknologi) så meget i undervisningen af de mindre børn. Fordi det er et forsøgsprojekt, har lærerne haft usædvanligt gode betingelser for arbejdet, understreger de. De har selv fået kurser i edb, hjemmecomputer, Ø-timer til opfølgning på projektet og konsulentbistand. Børnene har et usædvanligt stort klasseværelse, hvor der både er plads til de 12 computere og almindelige borde.

Om forberedelse

Susanne Kvist:

Man kan ikke på samme måde, som man plejer, møde op og være forberedt på alt, hvad der sker. Selv om vi har forberedt alting minutiøst, kan børnene få problemer med maskinen, som man ikke har forestillet sig. Og de bliver optaget af emnet og arbejder videre på en måde, man ikke havde regnet med. Man skal hele tiden være forberedt på alting. Også på, at alt tager længere tid, end man regner med. Og når de sidder ved skærmen, hører de ikke, hvad man siger i klassen. Selv om de ser sådan ud.

Ensporede nørder

Karen Jensen:

På forhånd var vores største frygt, at børnene ville udvikle sig til ensporede individualister, som sad og kiggede ind i hver sin maskine og bare tonsede derudad. Men der er faktisk sket det modsatte. De hjælper hinanden og følger mere med i, hvad andre laver. Det kommer jo op på en skærm, så alle kan se det. Og de har lært, at de kan løse mange problemer selv eller i gruppen.

Susanne Zabel:

Vi startede som blæksprutter, hvor alle kaldte på os, når der var problemer. Det tog nogle uger, så aftog det. De havde lært at prøve at løse problemerne selv. Men stadig går man fra gruppe til gruppe. En skal lære at sætte anførselstegn. En anden vil vide, hvordan man kommer ind i paintbrush.

Niels Christensen:

De lærer meget af hinanden. Hvis nogen for eksempel har lavet skygger på overskriften, går det som en løbeild: Der er skygger, der er skygger . . . og kort efter kan de alle sammen.

Karen Jensen:

Det handler om, hvordan stemningen er i klassen. Det skal være muligt at dumme sig ved computeren, uden at nogen griner. Vi har gjort meget ud af i første klasse at fremme den udvikling. I dag er det ikke noget problem.

Undervisningsdifferentiering

Susanne Zabel:

De er blevet meget selvstændige. Børnene arbejder næsten som på en arbejdsplads. De kan sige, hvor de skal hen, hvor langt de er kommet, og hvad de nu skal i gang med. Det er flot at se. De lærer lynhurtigt.

Niels Christensen:

Men de glemmer også lynhurtigt. I dag skulle vi placere billeder i teksten. Det har de lært for et stykke tid siden, men de havde glemt det igen, fordi de ikke har brugt det.

Susanne Kvist:

Fordelen for de svage elever er, at resultatet bliver ens uanset, hvordan deres håndskrift er. Det betyder meget for dem, der for eksempel skriver langsomt eller tegner mindre smukt. De kan hver især arbejde på deres eget niveau. De, der skriver en halv side, får et resultat, som ser lige så flot ud som det resultat, de, der let skriver to sider, får. Og alle kan forbedre sig fra deres eget niveau.

Poul Dinesen:

For eksempel i matematik får de lov til at regne tabeller på computeren, hvis de er blevet færdige med dagens opgaver. Det er de glade for, og de når en masse. De kalder det at spille tabel. Vi har ikke almindelige spil på computerne.

Karen Jensen:

I dansk bliver alt rettet igennem, så det ender med at være stavet rigtigt. Det er vigtigt for deres dannelse af ordbilleder. Og dermed vigtigt for, hvor godt de lærer at stave. De har for længst vænnet sig til, at teksten ikke er færdig, når de har skrevet den. Og det er dejligt at se, at de skriver meget længere historier, end hvis de skulle skrive i hånden. Alt i alt er IT et fremragende redskab til undervisningsdifferentiering.

Lærersamarbejde

Poul Dinesen:

Vi er vant til at arbejde tværfagligt. Det gør man jo i mange små klasser. Men i dette forløb har vi været inde i en meget detaljeret planlægning. Vi starter med at sætte os nogle mål og nogle delmål. Helt nede på detaljeplan kan det være, at børnene skal lære at ændre skriftstørrelse eller gemme filer. Derefter kan vi så planlægge, så vi forhåbentlig når de mål. Og vi ved præcist, hvad målet er, når vi går ind og overtager klassen fra den foregående lærer.

Susanne Zabel:

Når man skal arbejde så tæt sammen, er der mange ting, man skal diskutere igennem først. Er det for eksempel vigtigt at finde ud af, om en edderkop har øjne, selv om man ikke kan se dem. Det havde betydning, da vi bad børnene lave en minidatabase over nogle dyr, som de havde fundet i mosen. Vi havde en kæmpediskussion om det. Den er i øvrigt ikke afgjort.

Niels Christensen:

Det er ligesom, når jeg arbejder sammen med en anden lærer i hjemkundskab. Hvad betyder det, hvordan man vrider en karklud? Personligt er jeg måske ligeglad. Men hvis det er afgørende, at det bliver gjort på en bestemt måde, må man gøre det sådan. Det handler om at respektere de andres faglighed. Men man må også gå ind i diskussionen. Man får udfordret sine normale måder at gøre tingene på, når der pludselig er mange øjne, som kigger med.

Arbejdsrytme

Karen Jensen:

Børnene tager deres pauser naturligt. Normalt siger man, at de kan koncentrere sig i ti minutter ad gangen i de små klasser. I den form for undervisning, vi har, vælger de selv. De siger, at nu gider jeg ikke at skrive mere, og så går de hen og laver noget andet. Eller de hænger lidt på stolen og følger med i, hvad andre laver.

Autoritet

Karen Jensen:

Dette forløb er blevet meget børnestyret, forstået på den måde, at de er blevet helt opslugt af det og arbejder derudad. Tit siger de: er dagen allerede forbi? Men det er også en anden lærerrolle, fordi der sker ting og sager med computeren, som vi måske ikke har forudset og ikke kan løse. Vi har været ude for, at vi må lukke ned og lave noget andet.

Lis Hansen:

Det tror jeg er en ny oplevelse for børnene. Det er ikke så tit, de hører en lærer sige: Det kan jeg ikke lige finde ud af.

Konsulent

Karen Jensen:

Der sker en væsentlig ændring af lærerrollen, hvis det lykkes at integrere IT. Men det handler ikke om at blive konsulent. Vi har godt hørt diskussionen om, hvorvidt læreren så bare bliver en maskinpasser og en konsulent. Men det er noget sludder. Det er jo os, som ved, hvor det hele skal hen, og planlægger og følger op. Det overblik har børnene ikke. Vi samler også klassen i begyndelsen af timen og i slutningen. Men vi oplever tit, at det er først, når vi sidder ved maskinen, at de rigtig forstår, hvad de skal arbejde med. Man kommer virkelig tæt på, når man sidder med en gruppe på to eller tre elever.

Håndskrift

Susanne Zabel:

De har en pæn håndskrift. Måske har vi været så bange for, at det skulle gå ud over skriften, at vi har fokuseret meget på den med struktureret skriveundervisning. Og så er de jo også blevet vant til, at det skal kunne læses.

Urolige elever

Karen Jensen:

Informationsteknologi er ikke et vidundermiddel. Der er stadig brug for specialklasser. De dage, hvor en elev er urolig, er vedkommende også urolig ved computeren.

Åbenhed

Poul Dinesen:

Som person er man nødt til at være åben og hele tiden parat til at ændre sig, hvis IT-integrationen skal være en succes. Man bliver aldrig færdig med selv at lære. Og udviklingen inden for informationsteknologi går bare virkelig hurtig. Men for de børn, som vokser op nu, vil det være helt naturligt. Det er bare os, som kan have problemer med at omstille os. Jeg tror, at der sidder nogle lærere rundt omkring, som helst vil have, at alting foregår som sædvanligt. Men de fleste er interesserede, og måske vil et øget teamsamarbejde give de sidste mod på at gå i krig med IT. Det håber vi, for det er sjovt.hbj