Heidi Stein måtte ud i et tæt kapløb med en mandlig ansøger til stillingen som leder af Rytterskolen i Randers. Skolebestyrelsen og lærerne havde indstillet manden, det politiske ansættelsesudvalg ønskede kvinden, så begge måtte stille op til en test og yderligere en samtale, inden afgørelsen faldt.

Heidi Stein vandt kapløbet og tiltrådte den 1. januar 1995. Blot halvandet år senere fik lærerne deres vilje. Forvaltningen bad hende om at forlade skolen med øjeblikkelig varsel.

- Forvaltningen foretrak mig, fordi den gerne ville have mig til at sætte skub i Rytterskolen. Skolen var den eneste i Randers, der ikke havde lavet forsøg med lærernes samarbejde eller med undervisningen i mange år. Men da det viste sig, at lærerne modarbejdede mig, udeblev opbakningen fra forvaltningen, siger Heidi Stein.

Hun fik det, der kan betegnes som et klassisk spark ud af sit kontor: Hun afløste en leder, der havde siddet i embedet i en årrække, hun blev ikke bakket op i tilstrækkelig grad af sin forvaltning, og hun mødte et højt niveau af uformel ledelse på skolen. En lille gruppe lærere havde haft stor indflydelse under hendes forgænger og ville ikke uden videre acceptere en ny ledelsesstil på skolen.

- Det hed sig, at ledelse på skolen var lig med lærerne, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, men det skræmte mig ikke. Jeg var fast besluttet på at få det bedste ud af det. Det hører med, at jeg altid har sørget for at udfordre mig selv. Så har jeg det bedst, siger Heidi Stein.

Da hun søgte den ledige stilling på Rytterskolen, havde hun ikke alene været lærer i 24 år, men havde flere års erfaring som lærerrådsformand på Nørrevangsskolen. Og i halvandet år, før hun tiltrådte på Rytterskolen, var hun viceskoleinspektør på Søndermarkskolen i Randers.

I den forbindelse tog hun skolelederuddannelsen på Den kommunale Højskole i Grenaa. På Nørrevangsskolen var hun tillige ledende skolebibliotekar i en årrække, og hun var med til at starte og lede skolens kulturcenter, hvor både børn og voksne kan komme i deres fritid.

- Jeg er opdraget til at involvere mig, og jeg synes, at jeg er god til at tale med folk. Men på Rytterskolen løb jeg ind i en barriere, som der skulle mere end en murhammer til at bryde ned.

Den tidligere skoleleder bestræbte sig på at stikke en finger i jorden, da hun startede i sit nye job. Men allerede efter to måneder måtte hun tage den første konfrontation med et par af de stærke lærere.

- Hver gang jeg kom ind på lærerværelset, blev der dødstille. Lidt efter begyndte lærerne at hviske og tiske. Jeg lagde mærke til, at det var de samme to lærere, der satte hviskeriet i gang, så jeg bad dem om at komme til samtale på mit kontor.

- I første omgang afviste de, at der var noget om snakken. Først da jeg fortalte, at jeg havde talt med deres tillidsrepræsentant om det, og at hun var enig med mig, gav de mig ret. Resultatet blev, at lærerne holdt op med hviskeriet, men jeg fik aldrig de to lærere til at fortælle, hvad der var galt, siden de hviskede om mig.

- Først efter et halvt år fik jeg viceskoleinspektøren til at fortælle, at lærerne var utilfredse med, at jeg satte mig på en andens plads på lærerværelset. Jeg brugte også 'forkerte' udtryk og betoninger, når jeg skulle forklare mig. Han sagde, at jeg var den hårde, amerikanske ledertype. 'Sådan nogle kan vi ikke lide', tilføjede han.

- Det er fint nok at få sådan noget at vide, for så kan man lægge sin stil om, men det var en underlig måde, det foregik på.

Også lærernes repræsentanter i skolebestyrelsen gav hende modstand.

- Op til hvert møde spurgte jeg, om der var nogle sager, vi skulle tale sammen om. Det var der aldrig, men på selve møderne kunne de pludselig præsentere sager og synspunkter, som vi med fordel kunne have koordineret på forhånd.

- Det kneb også for lærerne at passe lektionerne til tiden. Der kunne gå op til 10-15 minutter, før den sidste lærer havde gjort sig klar til at gå til sin time. Det tog jeg naturligvis op, men nogle af lærerne blev ved.

- De blev også stødte over, at jeg lukkede døren til mit kontor, når jeg ville have ro til at gøre et stykke arbejde færdig. De var vant til at sidde på kontoret og snakke, men det er altså ikke min stil.

Hun oplevede, at lærerne sad og mumlede, når hun fremlagde noget for dem. Ofte afbrød de hende også uden videre.

- Hvis jeg sagde et eller andet, som lærerne ikke brød sig om, lod de være med at sige godmorgen til mig næste dag. Når de skulle skrive et stykke papir til mig eller til forvaltningen, blev det konsekvent afleveret for sent. Og når jeg selv skrev til dem, gjorde de et stort nummer ud af at gøre mig opmærksom på slå- og stavefejl. Det er ikke særlig høfligt at opføre sig på den måde. Heller ikke selv om man er uenig i det, der bliver sagt. Man bør da i det mindste behandle hinanden med respekt.

Hun er godt klar over, at det lyder som banaliteter.

- Men det kom til at fylde meget i hverdagen.

Allerede da hun tog en samtale med to af lærerne efter et par måneder i embedet, orienterede hun skolechef Ib Østergaard Rasmussen, som bakkede hende op. Alligevel er hun skuffet over sin skolechef.

- I sommeren 1995 ønskede jeg at få forflyttet en lærer, der bevidst modarbejdede mig. Jeg fik at vide, at det ikke var noget problem, men det blev kun ved snakken.

- Skolechefen deltog også i en række samtaler med lærerne, men det er ikke nok at snakke. Der skal handling til, hvis man vil opnå resultater. Nogle gange er det nødvendigt at skære igennem, men Ib Østergaard bankede aldrig i bordet. Tværtimod sagde han, at nu måtte jeg ikke lave flere fejl.

Den melding var guf i lærernes ører, og hun erkender, at hun selvfølgelig ikke er fejlfri. Men det er hun ikke ked af.

- Der skal være plads til at begå fejl, når der handles. Men med de rigtige samarbejdspartnere kan fejlene minimeres, fordi man kan diskutere sine tanker og planer igennem, inden man sætter dem i værk.

På et tidspunkt ønskede hun at få støtte af en konsulent, men det afviste Ib Østergaard Rasmussen. Ifølge Heidi Stein ville han selv løse problemerne. Da det ikke lykkedes, blev først kulturchef Erik Ravn og dernæst personalechef Finn Gleerup inddraget.

- I forsommeren 1996 overvejede jeg at sige op, men jeg fik at vide, at politikerne bakkede mig op.

Så sent som i august samme år blev hun bedt om at udfærdige papirer på de lærere, der især modarbejdede hende. Men da det kom til stykket, var der ikke politisk opbakning til at forflytte dem.

Torsdag den 15. og mandag den 19. august 1996 var samtlige lærere på Rytterskolen til samtale med Ib Østergaard og Finn Gleerup. Mandag over middag var det Heidi Steins tur. Hun fik ordre på at forlade sit job på Rytterskolen øjeblikkeligt. Samtidig fik hun at vide, at hun ville blive tilbudt andet arbejde med samme løn og status.

- Jeg fik også at vide, at viceskoleinspektøren ville blive afskediget, fordi han ikke havde bakket mig op, og at tillidsrepræsentanten og en anden lærer ville få en skriftlig påtale for forsømmelighed i tjenesten.

Hun blev ikke overrasket over at få sparket.

- Jeg troede naturligvis, at jeg skulle til en samtale om problemerne på Rytterskolen. For mig er det naturligt at tale med ledelsen, når man nu har snakket med medarbejderne, men det fandt de to chefer åbenbart ikke nødvendigt. Men jeg havde da på fornemmelsen, hvad mødet ville handle om, for da de første lærere havde været til samtale om torsdagen, fejrede de det med øl på lærerværelset, så de må have fået et praj om, hvad der skulle ske.

- Randers Kommune skabte øjeblikkelig ro, men hovedproblemet blev ikke løst, nemlig at lærerne på Rytterskolen ikke ønsker at ændre deres lærerrolle. Derfor accepterede de ikke, at jeg havde andre synspunkter end dem.

Hun mener, at kommunen burde have bedt eksterne konsulenter, der er trænede til at løse konflikter, hjælpe med at løse problemerne på Rytterskolen.

- I dag ved jeg, at jeg burde have markeret mine grænser noget tidligere. Jeg skulle have gjort det mere tydeligt, hvad jeg ikke ville finde mig i. Jeg burde også have insisteret på at få en anden viceskoleinspektør, så jeg havde fået en, jeg kunne samarbejde med. Et godt lederteam består af to ligeværdige mennesker, ikke af ét menneske, der udfører to mands arbejde, siger Heidi Stein.

Folkeskolen nummer 37/1996 beskrev, at Danmarks Skolelederforening har registreret, at kommunerne i højere grad end tidligere skiller sig af med forholdsvis nyansatte skoleledere. Sagerne ligner til forveksling Heidi Steins.

Henrik Stanek er freelancejournalist.

Hver gang jeg kom ind på lærerværelset, blev der dødstille. Lidt efter begyndte lærerne at hviske og tiske