Det vigtigste i skolen for læreren er ikke at lære fra sig, men at forstå og holde af eleverne.

Læreren skal kunne bygge kulturbroer til forældrene, som bliver en slags partnere.

Læreren skal ikke længere undervise alene, men bringe folk ude fra samfundet ind i undervisningen.

Læreren skal være dygtig til sine fag, men også en generalist, der kan undervise ud fra temaer og ideer frem for enkeltstående tekster. Ellers tabes elever med en anderledes kulturel baggrund.

Synspunkterne tilhører englænderen Andy Hargreaves, professor i sociologi ved universitetet i Toronto i Canada og leder af International Centre for Educational Change ved samme universitet. Han deltog i slutningen af sidste år på en international konference i Danmark arrangeret af 'European Research Network About Parents in Education'. Konferencens tema var 'Education is Partnership'.

Hargreaves har en omfattende faglig produktion bag sig i form af bøger, forskningsrapporter og artikler, og han har i de seneste år navnlig interesseret sig for omstrukturering af skolen med henblik på at få det omgivende samfund og dets kultur ind i undervisningen i langt højere grad, end tilfældet er i dag.

En af hans pointer er, at mange af vore dages skoler stadig er indrettet efter industrialismens epoke. Enkeltvis og hver for sig arbejder læreren med en stor gruppe børn inddelt efter alder i isolerede klasseværelser. Arbejdet er inddelt i fag, der adskilles af klokke og frikvarter.

Men samfundet er på vej ind i den postindustrielle tidsalder, uden at skolens og undervisningens grundlæggende strukturer er fulgt med. Lærerne ved det og føler sig overbelastede og fuld af dårlig samvittighed over ikke at kunne rumme det hele i en forældet struktur.

Lærerne har fået et socialt ansvar oven i det undervisningsmæssige. Splittede familier, omsorgssvigt og et stigende antal elever med anderledes kulturel baggrund har givet læreren nye opgaver i form af samarbejde med sociale og kommunale myndigheder. Samtidig kræver computerteknologien en ny tilgang til undervisningen.

Disse nye opgaver bevirker, at lærerne i dag må søge støtte hos hinanden og samarbejde i langt højere grad end tidligere.

Når man ser på læreruddannelsen, handler den om at give lærerne kvalifikationer i form af undervisningsmetoder, pædagogiske færdigheder og faglige kundskaber. Men kvaliteten, spændvidden og fleksibiliteten af lærerens arbejde afhænger af lærerens egen professionelle udvikling - som lærer og som menneske. Måden at undervise på hænger sammen med den enkelte lærers baggrund og livshistorie. Håb, drømme, muligheder og ambitioner samt den enkeltes forhold til kollegerne som et støttende fællesskab har betydning for lærerens engagement, entusiasme og moral. Status, belønning og ledelse påvirker også det, der sker i klasseværelset.

Læreren er ikke bare formidler af læseplanens indhold. Læreren former børnene gennem sine overbevisninger og handlinger. Går man i gang med at restrukturere skolen med for eksempel nye undervisningsoplæg, evalueringsformer, nye fagplaner eller revision af læseplanerne, får det kun ringe værdi, hvis læreren ikke involveres fra begyndelsen, mener Hargreaves

Han inddeler lærerens professionelle virke i fire perioder:

Den præ-professionelle periode

Den løber til cirka 1960 og består af stærke, magtfulde arketyper iført jakke, slips og pegepind. Pædagogikken er enkel og uimodsigelig. Undervisning er en individuel sag, og læreren er alene om at undervise og kontrollere.

- Faktisk arbejder mange lærere over 45 stadig sådan, siger han.

- Og det finder adskillige forældre og politikere helt i orden, for sådan blev de også selv undervist som børn. Når nye lærere vil omstrukturere, støder de ofte ind i disse arketyper, som er en stor forhindring for nytænkning.

Den autonome periode

1960'erne karakteriseres som en tid med selvstyring, eksperimenter, overskud og penge. Der var lang snor til lærerne, som begyndte at møde eleverne på deres betingelser.

Ingen udefra kunne blande sig, og undervisningen var stadig dybt isoleret og individuel.

- Det paradoksale er, at disse frie, eksperimenterende tider i virkeligheden gjorde alle ens.

Den kollegiale periode

Omkring 1970 begyndte en kollegial periode, og den er stadig ikke forbi. Her drejer det sig om samarbejde med kollegerne, for man har indset, at der er brug for kollegial og professionel støtte. Undervisningen er præget af voksende kompleksitet og multietniske baggrunde hos eleverne.

- Svagheden ved denne periode er, at kontakten til kollegerne skal nås i løbet af arbejdsdagen, som i forvejen er presset.

- Et samarbejde kan udvikle sig til, at den ene part tager styret. Det duer naturligvis ikke. Og stadig mangler kontakten til folk fra samfundet udenfor. Lærere gør det helst med hinanden.

Endelig er der:

Den postmoderne periode

Det er den, lærerne gerne skulle nå frem til i dag. Her drejer det sig om at være følelsesmæssigt engageret i eleverne og se en styrke i de mange forskellige kulturelle baggrunde og bruge dem i undervisningen.

Andy Hargreaves efterlyste en større kontinuitet i hverdagen uden en ringeklokke, der inddeler arbejdet i små faglige bidder.

- Og så er det vigtigt, at læreren ikke står alene.

- Vi må have bragt folk ude fra samfundet ind i skolen og skabe en syntese mellem undervisning i skolen og undervisning uden for skolen, siger han.

Charlotte Bach er freelancejournalist.