Sker det særlig meget for de af vore kolleger, der har flest fåtimersfag, eller er det særligt forbundet til den type fag, hvor læreren er 'på' hele tiden, typisk musik og billedkunst? Alt efter omstændighederne kan det vel lige så godt være idræts- og natur/teknik-lærerne.

Eller er det virkelig ligeligt fordelt mellem matematik-, dansk- og musiklærere?

Jeg vil helst ikke hænges op på en påstand herom, men jeg har sandelig fået stof til eftertanke på det sidste.

Det måtte vække til eftertanke, at jeg på det seneste både personligt og i omtale er stødt ind i for mange tilfælde af kolleger, der er gået ned med flaget.

Virkelig gået ned.

Spændende fra behov for samtaleterapi over psykologhjælp for at få hjælp til at komme i gang igen - til total blokering over for tanken om igen at skulle undervise!

Adrenalinproduktionen bragt ud af balance.

Ikke mere energi eller initiativ.

Der er tale om en skønsom blanding af nye og ældre, jordnære og mere impulsive lærere, men med overvægt af lærere i kunstnerisk skabende fag.

Så læste jeg en udmærket artikel i 'Samvirke'.

Den handlede om, hvem der bestemmer vores handlinger. Kort sagt om, i vor høj grad den gruppe, man ønsker at tilhøre eller har brug for at tilhøre, påvirker ens holdninger, smag og hele selvopfattelse og dermed ens rolle i samværet.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, det har vi kunnet iagttage i årevis i skoleklasserne; men hvad med os selv?

Hvis ikke alle parter er særdeles bevidste om mekanismerne, og det er man sjældent, når man selv er part i dem, kan nye arbejdsformer med tilhørsforhold til flere forskellige (samarbejds)hold (team) medføre betydelige angreb på et menneskes selvopfattelse, fordi man bliver bragt i tilbagevendende konflikt med sin rolleidentitet.

Som 'løsarbejder' er man ikke den, der sætter dagsordenen, men må tilpasse sig de faste grupper/de andre, som automatisk opfatter en positivt, hvis man kan dette, og negativt, hvis man ikke kan.

I forhold til eleverne bliver en sådan lærer mere sårbar end andre, da han/hun jo ikke er dækket ind af holdets fælles normer, holdninger, antagelser eller af den fælles selvopfattelse.

Vi har brug for, at vi tager situationen alvorligt, for I skal ikke bilde mig ind, at jeg har været i berøring med andet end toppen af et meget stort bjerg.

Det smertelige ved at gå kollegialt ind i problematikken ligger i, at vi derved bliver nødt til at tage vores selvopfattelse op til revision. Vi kender det fra klasserne: Den populære klike opfatter ikke sig selv som hverken lukket eller fordømmende. Tværtimod ser den ofte sig selv i et yderst positivt lys. Den har ingen ønsker om at holde andre ude, 'men de andre kan jo bare lade være med at være 'sådan' '.

Jeg har desværre ikke løsningen på problemet med smadrede kolleger, men selv har jeg fået en del stof til eftertanke her på det sidste, og jeg håber, at de, der læser dette, også får noget at reflektere over.

Stine Skadegård Preston

Mølholm Skole, Vejle

(Forkortet af redaktionen)