Debat
0   289

Planer for læsning

Henning Fonsmark udfordrer lærerprofessionen til debat (Folkeskolen 50/52) om folkeskolens fag.

Baggrunden er Henning Fonsmarks analyse af de ministerielle læseplaner inden for de seneste 30-40 år. Henning Fonsmark læser læseplanerne som arbejdsanvisninger og kommer derfor frem til, at der er sket et fald i skolernes undervisning, fordi detaljeringsgraden er blevet mindre.

Artiklen fortsætter under banneret

For at få fat i den røde tråd i grundskolepædagogikkens historie inden for de seneste 30 år er det nødvendigt at sidde inde med viden om udviklingen i lærerkvalifikationer i samme periode. Fra og med 1973 var lærereksamen en videregående uddannelse, hvor enhedslæreren var død og borte, og lærerne havde differentierede faglige kvalifikationer: Nogle fag på niveau med 9. klasse, andre fag på studentereksamensniveau og linjefagene på et akademisk niveau. Når det faglige niveau er i orden hos læreren, giver læseplanerne rummelighed til at udvikle en pædagogisk stilart, der passer til situationen og passer til den enkelte lærers personlighed. Når frihedsgraderne er store, er der mulighed for at udvikle fagene. Som eksempel kan nævnes faget dansk.

Læseplanen fra 1976 blev fulgt op med en undervisningsvejledning, der indeholdt begrebet udvidet tekstbegreb. Dette begreb blev tolket på to vidt forskellige måder. Den svagt uddannede, kommunale konsulent fortolkede begrebet som en opfordring til at læse kiosklitteratur og smovse rundt i fallossymboler i reklamebilleder. Det holdt han så kurser i. De veluddannede lærere valgte at arbejde med skønlitteratur for børn og med børn, og de valgte kunst og arkitektur som ikke-skrevne tekster. Det blev kommunikeret ud til forældrene, og det gav anledning til masser af skulderklap og forældre, der bakkede op omkring klassens miljø. Læseplanernes rummelighed gav således mulighed for kitch og okkultisme, men rummeligheden gav også mulighed for at arbejde med kunst og videnskab.

Hvis nogen engang skulle få rigeligt med tid, ligger kildematerialet til de forskellige stilarter i Undervisningsministeriet.

Derimod er det et stående problem i enhver debat om folkeskolen, at de ældre generationer af debattører slet ikke er i stand til at magte matematikkens sprog og begreber. Vi, der er efterkrigsbørn, ved, at matematikken kun kan forstås af fem procent af vores jævnaldrende, og at andelen blandt ældre debattører er endnu ringere.

Af gode grunde må videnskabelig beskrivelse og forklaring af fænomener omkring grundskolerne benytte sig af det matematiske sprog, men der eksisterer ikke et eneste debatmiljø, hvor det er legitimt at bruge de empiriske videnskabers sprog. Den matematiske beskrivelse af IEA-læseundersøgelsen er offentliggjort, men Danmarks Pædagogiske Institut har valgt en fortolkningsmetode, hvor der ikke er sammenhæng mellem tal og tale!

Selvfølgelig kan lærerprofessionen få lært børn at forstå, tale, læse og skrive i et progressivt forløb på stadig højere niveauer. Læseplanerne er gode nok, men lærerne skal have ret til at styre undervisningen, hvis de svage elever skal holdes fri af bunden, og hele skalaen af elever skal op på niveau med børnene i højkvalitetsområderne.

Siden oktober 1974, hvor folkeskoledirektøren indledte hetzen mod lærerprofessionen, har alle mulige okkultister haft ret til at give mærkværdige råd. Kildematerialet til denne historie ligger i publikationer fra Undervisningsministeriet. En flittig forsker vil få svært ved at finde professionelle dansklærere blandt rådgiverne. Den danske læsekatastrofe bunder i Undervisningsminsteriets undsigelse af faglighed og saglighed.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ