Med noget, et undervisningsministerielt autoriseret musisk eksperthold kalder De ti Bud, indledes et musisk angreb på den arme, i forvejen fagligt udtågede og derfor nærmest bedøvede, folkeskole. Som omflakkende ånder, der søger afsæt for deres frelsende ideer, vender de bevingede musiske sig mod folkeskolen, som de finder fejet og prydet. Og det skal vise sig at blive værre for skolen, end hvad der hidtil er overgået den. Gud ved, om ånderne selv ved, hvad de taler om. Men det er noget med, at man i et skoleforløb skal fornemme det uendeligt store i det uendeligt små. I noget, man må formode sker i en slags tiårig henrykkelsestilstands eksplosionsagtige sindsforstyrrelse. Og i forvejen er folkeskolen fejet og prydet. I forvejen er den forpligtende, fagdelte, videnformidlende undervisning skubbet til side til fordel for det lighedsideologiske dannelsesridt. I forvejen har skolen skrabt bunden hvad elementære færdigheder angår. I forvejen er forældre via Danmarks Lærerforenings og Skole og Samfunds tendentiøse debatoplæg blevet bedt om ikke at hæfte sig ved den slags grå, hverdagsbekymrende trivialiteter. Nå ja, Ole Albæk peger godt nok i Folkeskolen nummer 50/52 på fagene matematik, sprog, historie og sløjd. Men når ikke længere end til, at det er noget, børnene skal forholde sig til. Og en så upræcis tågesnak kommer man jo ikke galt af sted med. Man behøver ikke engang at beklage, hvorledes den Vig'ske skolelov har mishandlet faget historie. Det handler jo slet ikke om fagene, men om at opleve forskellige stadier af sanserus. 'I begyndelsen var sansningen', forkynder halvguderne, hvor de så end ved det fra. Og hvad er det mon for en begyndelse, de taler om. Men lad nu de kommende år henflyde i ubændig udtåget henrykkelse og håbe, at nogen vil betale os lidt løn for ulejligheden.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør

Brønderslev